Triple Threat

En rig, kinesisk arving til et ikke nærmere specificeret firma forsøges myrdet af en forbryderbande, fordi hun vil bruge sin arv på at standse organiseret kriminalitet i Thailand.

Undervejs lykkes det banden at provokere tre lejesoldater fra hvert deres asiatiske land nok til, at lejesoldaterne slår sig sammen og går til modangreb.

Eller noget i den retning.

Det er faktisk ret svært at følge med i, hvad der sker i Jesse V. Johnsons kamsportsfilm Triple Threat.

Der er aldrig rigtigt tid til at udvikle oprigtige følelser for hovedpersonerne, der udelukkende ytrer sig i oneliners. Og der er heller ikke tid til at finde hoved og hale i det storpolitiske spil, som formår at være både banalt og overkompliceret.

Gudskelov for det.

Havde der været velkonstruerede karakterer og et medrivende plot, ville det umiskendeligt have været meget sværere at følge med i, hvad det i virkeligheden handler om: At se verdens sejeste kampsportsudøvere vise sig frem – gerne i slowmotion.

Tegnefilm-skurke og papfigur-helte er et perfekt kanvas til at demonstrere alle de fedeste østasiatiske kamsportsstile.

Jesse V. Johnson er tidligere kungfu-udøver og stuntmand. Det kommer filmen til gode, for i Triple Threat kæmper samtlige actionstjerner flottere end nogensinde før. Effektivt og smukt bruges der strategiske kameravinkler og kortvarig slowmotion til at vise hvert et spark og hvert et albueslag fra sin bedste side.

Den ene af de tre stjerner i hovedrollerne er kinesiske Tiger Chen, som står bag kampkoreografien til film som Matrix og Kill Bill. Den efterhånden midaldrende koreograf viser, at han stadig mestrer sin kungfu, og hans lynhurtige hænder og præcision er en sand fornøjelse at overvære.

Det andet medlem af den tredobbelte trussel er Tony Jaa fra Thailand, der på hjemmebane fungerer som filmens tætteste bud på comic relief. Men det er kun kortvarigt, for Jaa render med actionfilmens med delikate og sprængfarlige flyvespark. Det er en gåde, hvordan en mand på 43 år kan springe så højt.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er der selvfølgelig Iko Uwais. Den indonesiske skuespiller og koreograf fik sit internationale gennembrud med de mesterlige Raid-film, og i Triple Threat er han en urkraft.

Med sin moderne og mere beskidte silat-stil samt sit karakteristiske melankolske udtryk er han midtpunktet i kampens hede. Især fordi han som den eneste faktisk viser et egentligt skuespiltalent.

Når Chen og Jaa kæmper, er det fedt. Men når Uwais slås, bliver det alvor.

Som i ethvert andet østasiatisk voldsorgie må der selvfølgelig være et hold skurke fra vestlige lande. Selv om overbossen, som man ikke ser så meget til, er asiatisk, er det nemlig primært briter og en enkelt amerikaner, der skal have tæsk af de tre slagsbrødre.

Det bliver imidlertid svært, for Johnson har også hyret kæmpe kamsportsstjerner i skurkerollerne.

Michael Jai White har medvirket i en række fjollede Tyler Perry-film og lignende knap så imponerende projekter. Men i Triple Threat får vi ikke lov at glemme, hvor vanvittigt uhyggelig en muskuløs mand med otte sorte bælter i otte forskellige kamsportsstile kan være. Især når han er halvandet hoved højere og bredere end sine modstandere – og stadig mindst lige så hurtig.

Selv om han kun kortvarigt for alvor er i kamp, er det en fryd at se ham i rollen som monsterdræberen Devereaux.

Er man nogenlunde velbevandret i kampsportens verden, er der meget at holde øje med, og ellers er Triple Threat blot en forrygende og befriende hjerneløs samling koreografisk pral.

En slags moderne, multiasiatisk homage til Hongkong-film som Fists of Fury og Enter the Dragon.

Ligesom disse gamle perler beviser Triple Threat nemlig, at god gammeldags kampsport sagtens kan klare sig uden den store substans, hvis bare den er udført flot nok.