Trolls

De fleste danskere husker nok de små, brune Dam-trolde med farvestrålende strithår fra deres barndoms tandlægebesøg eller fra børneværelset.

Færre har nok forestillet sig troldene som omdrejningspunktet i en musikalsk opulent og skinnende animationsfilm med nogle af Hollywoods største stjerner.

Ikke desto mindre er Trolls filmatiseringen af Dam-troldenes univers, der jo egentlig er et dansk produkt og opfindelse. I 1950’erne fabrikerede nordjyden Thomas Dam nemlig den første lille trold med det karakteristiske iltre hår, og i løbet af 60’erne spredte Dam-troldene sig til USA og blev et yderst populært stykke legetøj. 

Oprindeligt er der ikke knyttet en sammenhængende historie til troldene, men alligevel har produktionsselskabet DreamWorks bakset godt halvanden times handling sammen, som meget belejligt rammer biograferne op til ungernes efterårsferie.

Ved filmens begyndelse lever troldene et lykkeligt liv ført an af prinsesse Poppys (Stine Bramsen) ukuelige sind og livsglæde. Kun den deprimerede Kvist (Christoffer Nissen) skiller sig ud som pessimisten og sortseeren blandt troldene, der ellers krammer og synger dagen lang.

Men da troldenes naboer, de orker-lignende borkere, kidnapper en flok trolde for at fortære dem ved en overdådig middag i Borkerby, krakelerer idyllen.

Nu må Poppy alliere sig med den vrisne Kvist for at redde deres venner, og sammen begiver de sig hurtigt ud på en storstilet og farefuld redningsaktion til Borkerby for at konfrontere den onde borker-konge Gisle (Jonas Schmidt). 

Trolls er en film, der taler direkte til sit publikum i børnehøjde. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, men frem for at indvie det yngre publikum i en vedkommende fortælling buldrer Trolls af sted i et galoperende tempo. Det er underholdende i små doser, men stressende i længden.

Det er tydeligt, at filmens skabere så gerne vil skabe et par elskelige og charmerende figurer i troldene Poppy og Kvist, men resultatet er nærmest det stik modsatte. Det hele er meget gennemskueligt, så det paradoksalt er svært at engagere sig i såvel historien som troldene.

Det er virker, som om skaberne udmærket er klar over faldgruberne i Trolls og desperat har satset alt på de musikalske indslag, som fylder store dele af filmen. I en umage form for animeret tegnefilmmusical synger og danser trolde og borker rundt i glatte neonfarvede og forglemmelige 3D-scener. 

For at fjerne fokus fra den tynde historie, mistænker man.

Til filmens forsvar fungerer musikken og sangene givetvis bedre i den amerikanske udgave end i den danske oversættelse. Justin Timberlake og Gwen Stefani bidrager begge på originalsproget, og egentlig er det fornuftigt nok at hyre de danske pop-darlings Christoffer og Stine Bramsen som stemmeskuespillere, når nu musikken fylder så meget.

Derimod er det tåkrummende, at man har valgt at oversætte de mange hits til dansk. Sange som Lionel Richies Hello, Bonnie Tylers Total Eclipse of the Heart og Gorillaz’ Clint Eastwood får en fordanskning, der er lagt under originalens niveau.

Et sært valg, når danske børn er vant til at høre engelsksproget musik. Og inkonsekvent, når Simon & Garfunkel får lov til at synge Sound of Silence på engelsk.

Temaet og budskabet i Trolls er der sådan set ikke noget galt med, selv om det er banalt: Lykken skal findes inde i os selv, og vi får det meget bedre, hvis vi passer på hinanden.

I enkle øjeblikke er replikkerne og vittigheder sjove, men for ofte fortoner de gode elementer sig i en meget ujævn film, der aldrig finder sin indre charmetrold.