Trom

Færingen Hannis er kritisk journalist ude i den ganske verden. Han bliver kontaktet af en aktivistisk kvinde, Sonja fra Tórshavn, som ud over at bede ham om hjælp omkring forurenende rænker på Færøerne også fortæller, at hun er hans datter.

Hannis tager modvilligt hjem til Færøerne.

Allerede i flyet op til de nordatlantiske øer møder han en barndomsven. Ragnar er nu en stor og magtfuld forretningsmand i deres fædreland.

Næppe er Hannis nået frem og blevet konfronteret med sin fortid og den ukendte datter, før han finder hende druknet i havnen. Alt tyder på en ulykke, måske selvmord, men snart peger mistanken i retning af mord.

Sonja var et meget aktivt medlem i en gruppe, som kæmper mod misbrug af havet – fra hårdhændet hvalfangst til dumping af affald.

Antihelten er både oppe imod forbryderne og politiet som en lus mellem to negle. Det er også tilfældet i serieskaber Torfinnur Jákupssons solidarisk stilsikre og autentisk intense brug af bøgerne i Trom.

Vi har været der mange gange før: den ensomme snushane over for skumle personager på begge sider af loven. Men sjældent er det sket i så smukke og storladne landskaber, hvor veje snor sig mellem himmel og hav, stejle skrænter og dybe fjorde.

Handlingen udspiller sig mest i omegnen af hovedstaden Tórshavn, der selv med sin klejne størrelse fungerer godt som noir-storby med plads til både ret og vrang.

Serien er styret uden for mange excesser ud i vold og hærværk. Den holder en fast, underdrejet spændingskurve indtil sidste afsnit, som sætter det meste på plads.

Ulrich Thomsen gestalter den detektiv-aspirerende journalist. Danskeren er sikkert valgt ud fra sit internationale ry i filmverdenen, og det er forståeligt, at produktionen har udvalgt skuespilleren.

Thomsen spiller fermt, men også lidt karakterløst som en sej, hårdkogt og kortluntet Hannis.

Foruden pludselig at være blevet far til en død datter kommer Hannis på kant med sin fiskerbror, der er en del af Ragnars fordækte organisation, som trækker i trådene. Også inden for det lokale politi, hvor altid interessante Maria Rich spiller den danske politikvinde Karla, der tilsyneladende har noget i klemme.

Færingen Olaf Johannessen – der har gjort sig mest på dansk – er absolut på hjemmebane som bøse Ragnar, der har for mange sorte net i havet. Af og til spræller han selv i andres net i det smukke ørige.

Mariann Hansen som Karlas gravide underordnede, der går sine egne veje, skal også i den grad fremhæves. Det samme gælder Sissal Drews Hjaltalin, der som Jenny hjælper Hannis i jagten på sandheden om Sonjas død.

De to færøske skuespillere var begge nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2020 for deres samspil i Andrias Høgennis Ikki illa meint, og de overbeviser ligeledes i serieformatet.

Sproget er dansk og færøsk. Hver taler sit sprog og forstår den andens. Det kan lyde kompliceret, men i praksis fungerer det fint.

Forholdet er rimeligt gnidningsløst mellem Færøerne og Danmark, som bliver kaldt Fladlandet. Man savner lidt af den nordatlantiske hedonisme med fest, bægerklang og fællessang, som findes i Jógvan Isaksens romaner.

Trom er på sin vis en indbydende færøsk turistkrimi med flotte fotos af øernes herligheder. Men serien glemmer heldigvis ikke sin krimigenre med stringent sammenhæng, tid til tankespil og tilrettelagte overraskelser.

I modsætning til de solbeskinnede krimier fra vort sommerlands kyster, som TV 2 vedvarende serverer, mærker man seriens intention om at fortælle noget om sit miljø – ikke bare levere endnu en gang harmløs hyggekrimi.

Trom er begavet underholdning med en holdning til Færøernes fremtid. Uden at prædike artikuleres det kritiske spændingsfelt mellem fiskersamfundets naturnødvendighed og global, klimabevidst aktivisme.