True Detective

Vi er i det søvnige, nordamerikanske Syden. The Big Easy, som det hedder på modersmålet. Her tager man det storladent dorsk og dovent, ikke kun midt i nattens og dagens hede, men hele døgnet rundt.

I Louisiana møder vi via videoklip hurtigt to ganske forskellige strømere, som taler om fælles fortid og en sag. Den ene er den kraftige og voluminøse Martin Hart, der udtaler sig om sin makker fra gamle dage: den halvautistiske og forsuttede Rust Cohle, som snart også ses i et video-interview, hvor han kæderyger og siden drikker øl af dåse, mens han udspørges af to strikse strissere.

De gamle dage er et drab for sytten år siden, hvor de to blev hidkaldt til en sinister sag ude i vildnisset. Her var liget af en nøgen ung kvinde sat op som en makaber statue med en krone af hjortetakker, noget satanisk noget her i bibelbæltet, hvor de fleste er troende baptister, og resten tilhører sekter, som er mere voodoo end Vorherre.

Nu pendler fortællingen mellem dengang og nutiden. Vi følger familiefaderen Hart sammen med sin aparte makker Cohle, den mystiske mand fra Texas, som ikke tror på en skid.

HBO’s nye krimiserie True Detective ligner til forveksling så mange andre seriemorder-sager nede i de amerikanske sydstater.

Men hovedrollerne spilles suverænt sikkert af Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Især McConaughey bekræfter sin omvendelse fra flødebolle i diverse skodfilm til en overbevisende seriøs og seværdig stjerne i solide værker, ikke mindst i et andet aktuelt sydstatsdrama, Jeff Nichols’ Mud. I True Detective bider McConaughey på samme emfatiske måde i cigaretfilteret, og han spiller en tilsvarende dæmonisk knudemand med noget muggent i bagagen.

Sådan set sker der meget lidt i første afsnit, hvor der er stumper af et gådefuldt spejl, knust af en satanisk seriemorder, som her mange år efter stadigvæk er på fri fod.

Men på en måde er True Detectives sløvt stillestående stil typisk for de nyere serier, der mere mimer et sammenhængende epos end en skiveskåret føljeton. Væk er den appetitvækkende pilotfilm, hvor vi via biljagter, bøllebank, lidt sex og et par skud blev hægtet på en serie i flere og kortere kapitler.

Instruktøren Cary Fukunaga, kendt for Mexico-dramaet Sin Nombre og sin interessante udgave af Jane Eyre, tager vederkvægende, men også dristigt, sin tid til at eksponere dramaet, som spænder over sytten år. Det er skrevet af Nic Pizzolatto, der forvandlede vores egen københavnske Forbrydelsen til The Killing i Seattle.

Hele åbningsafsnittet er et kammerspil mellem de genretrofaste to snushaner, der er på job i en politibil. Et underligt bekendtskab, der langsomt udvikler sig med de stille modsætninger i Harts kulturkristne og rare rummelighed over for Cohls sofistikerede, men kyniske ateisme. Vi får en anelse om, at en langt større konfrontation mellem de to vil komme på bane sidenhen i den episke jagt på morderen.

Både Harrelson og McConaughey er høvlet af det tømmer, der plankes til markant sammenbidte mænd konfronteres med det modbydelige mord, som synes at blive en del af deres egen personlige slagmark. Hovedsagen er de to sande detektivers nidkærhed og stædighed i forsøget på at indkredse ondskaben i dens ækle og esoteriske former.

True Detective virker foreløbig ikke vanvittig original, men har sin styrke i måden, den fortælles på. Stilen kysser det dokumentarisk autentiske, men er stærkt krydret med fiktionens krimipeber. Jagten er blæst fascinerende i gang, og denne anmelder er begejstret blandt klapperne.