Trump – Unprecedented

Man skal nok ved selvsyn have oplevet otteårige børn med tatoveringer og cigaretskod i mundvigen i en trailerpark uden for New Orleans for helt at fatte, hvordan Trump overhovedet fik vind i sejlene til at begynde med. 

Portrættet med titlen Trump – Unprecedented, som spiller på, at han falder fra magten som præsident, bliver fortalt over tre lange afsnit. 

Noget af det bedste er, at serien netop viser lidt af den barske side af Amerika. De tre timer flyder også over af skør americana og af almindeligt grandiost bling-vanvid – allerbedst skildret, da Trumps marinehelikopter letter med en operaarie bragende ud af en højtaler på taget. 

Dokumentaristerne udforsker ikke underklassen, men ved at skildre de mennesker, som møder op til Trumps mange MAGA-rallys – MAGA er forkortelsen for Trump-sloganet ”Make America Great Again” – får man dem at se. 

De har dårlige tænder og plasticbryster og et frådende, umodent raseri, man ikke vidste findes. 

På plussiden byder serien også på ret fine portrætter af Trumps børn. De tre – for mange nok ukendte – børn foldes lidt mere ud. 

Ivanka Trump er, som en kommentator siger, næsten royal og tillige drabeligt smuk. Don Trump Jr. er en fnysende aggressiv og tilsyneladende folkelig gun lover. Eric Trump er bare business og krystalklar, nærmest som en yngre udgave af sin egen far, rusket tilbage til vågen, klar og orienteret tilstand. 

Trump er i dokumentaren, som han plejer at være: utålelig, fræk, overrumplende, urkomisk, muligvis decideret borderliner, stensikkert en folkemanipulator, uden tvivl en retorisk svindler af Guds nåde. 

Man tænker, at han må forføre nogen andre, men at man selv gennemskuer ham. Og så bliver man alligevel, meget mod sin vilje, måske også lidt forført. 

For er han ikke også meget forfriskende og ligetil? Man aner på den måde hans magi og dæmoni, på trods af serien snarere end at vise den prøver at mane den i jorden ved at modsige den. 

Hvis instruktøren Alex Holder, som mikser interviews og nyhedsindslag med fine reportagebidder fra politiske møder, selv havde opført sig mindre manipulerende, havde man lettere gennemskuet den totalt langt ude præsident. 

Men instruktøren giver plads til en partiskhed, som virker mod hensigten. Man savner – endnu engang – at Trump simpelthen får lov at få ordet. Uden hele tiden at blive afbrudt og nedgjort og sat ind i fortællingen om, at han er en regulær idiot. 

Det er decideret ufint, at man igen og igen viser, hvordan de interviewede gøres klar til optagelse. Optagelserne virker styrende og pjattede, som da Ivanka er ked af en fold i kjolen, eller da hendes far, faktisk let sarkastisk, beder om at der bliver ændret i baggrunden, så der er ”mindre orange, for her er godt nok meget orange, utroligt orange … Jeg undrer mig jo lidt over hvorfor, hmmm”. 

Samtidig har Holder åbenbart tænkt, at han – i stedet for at kommentere nøgternt på det, vi ser – skal skabe en slags politisk balance ved at bringe nogle af Trumps mest indædte haters på banen. 

Og efter tre timer bliver man lidt træt af at høre, at han ”går målrettet efter magten” og at han ”er forloren” og at han ”kun stoler på dem, som er enige med ham”. 

Både Joe Biden og Hillary Clinton beder sikkert også om mere lys eller om en folkelig fadøl, når de skal filmes, og de siger sikkert også en dum vits nu og da. Og mon ikke de også går efter magten og har en indercirkel og ikke ”bare er dem selv”, når de skal i tv? 

Dokumentaren fanges på den måde i sin egen kritik af primitiv politisk retorik ved selv at forfalde til den. For når alle kommentatorer er fra Colombia University i New York eller fra Washington Post, som åbent støtter liberale præsidentkandidater, er portrættets udfald givet på forhånd. 

Og det får sært nok seeren til at hæve paraderne – og nærmest holde en anelse med The Trumps. 

Trump-familien er alle sammen ret ekstreme karakterer. Og det havde været alt rigeligt at lade dem løbe linen ud og så lade tilskueren om at drage konklusionen om freakshowet. 

Donald Trumps vanvid er forhåbentlig fortid, men vreden blandt store dele af den amerikanske befolkning er ikke forsvundet. Det er kun et spørgsmål om, hvem der samler den røde kasket op.