Try Hard

Nutidens ungdom er doven, dum og spildt på de unge. 

Sådan lyder et udødeligt mantra, formuleret fra midtvejskrisen og frem, når de erfarne voksne vurderer det nye kulds præstationer og idealer. 

Hver gang er det et nyt emne, der skændes over, og i nyere tid er det e-sporten, der er blevet en af de helt store generationskløfter. 

”Er Counter-Strike virkelig en sport?” spørger de voksne med mistanken om, at det blot er en undskyldning for at sidde derhjemme og drive den af foran computeren. 

I Anders Morgenthalers nye serie Try Hard har Sebastian (Ari Alexander), som er i midten af tyverne, stadig ikke fundet sig hverken en uddannelse, et voksent job eller et sted at bo, hvor det ikke er mor, der vasker tøjet. 

Han vil være professionel e-sport-udøver og tilbringer al sin tid med sit nye Counter Strike-hold – altså derhjemme eller på en internet-café, der lugter mindst lige så meget af teenageværelse. 

Det bliver til sidst for meget for forældrene, der smider ham ud i håbet om at kickstarte voksenlivet for den unge mand. 

Computer-sporten skildres altså i det mørke, hvori selvoptagede Sebastian gemmer sig i frygten for at blive en af de middelmådige voksne, som han hele sit liv har omgået sig med. 

Og selv om flugten er en naiv tanke, så forstår man ham godt, for i Try Hard bliver de voksne kritiseret lige så meget som de unge. 

De lever i ulykkelige, sex-løse ægteskaber, fikseret på den fortabte ungdom og ude af trit med virkeligheden. Der er masser af dårlige rollemodeller. Som den morsomme Ditte Hansen, der spiller en rivende racistisk tankpasser, eller den gustne Kopi-Allan (Asbjørn Krogh Nissen), der tvinger Sebastian til sex for et sponsorat til holdet. 

Seriens rammefortælling foregår i et forhørslokale, hvor en politibetjent i skikkelse af Sarah Boberg afhører Sebastian om de hændelser, der leder op til en større, ukendt forbrydelse. 

Hun konfronterer ham, han giver igen, og generationskampen sættes på spidsen. 

Igennem denne linse er serien gennemsyret af Anders Morgenthalers satiriske humor, som kendes fra hans tegneseriestriber. Man kan næsten høre instruktørens stemme bag replikkerne, når han med lup og mejsel fremhæver alt det, der deler os. 

I en af de sjoveste scener går Sebastian i verbal krig med et holdmedlems far, der udelukkende er mødt op til sin søns turnering, fordi en familiecoach har bedt ham engagere sig i sin søns liv. Begge fremstår patetiske og sandfærdige i kritikken af hinanden. 

Konsekvensen af at forstørre og forenkle er dog, at serien sjældent kommer ud over sine stereotyper og ikke afspejler andet end den desillusionerede forståelse af gaming-kulturen, som mange voksne render rundt med. 

I de neon-oplyste gaming-stole sidder kun samfundstabere og børn. I virkeligheden er professionel e-sport en benhård branche med fysisk træning, diæt og managers, der har løftet danske hold op på topniveau. 

Vi kan i Danmark være stolte over vores position i e-sporten, men det har ingen fiktionsserie eller film endnu fået at skildre. Tænk bare på Morten Vogt Urups spekulationsprodukt GG Horsens. 

Anders Morgenthaler og hovedforfatter Allan Hyde leverer et anderledes seriøst arbejde, hvor de blandt andet gør brug af lingoen fra Counter-Strike med vendinger som ”in game leader” og ”AWP” i flæng. Alligevel sidder man med følelsen af, at de er outsidere. 

Det første rigtige storværk om e-sport vil uden tvivl komme inde fra miljøet.