Tulipanfeber

Vi skriver anno 1634 i den driftige handels- og havneby Amsterdam.

Kongen af peberhandlen Cornelis Sandvoort har netop taget sig en ny kone, Sophia. Hun er hentet frisk fra et nonnekloster, som opdrager fattige kvinder til at blive ægtefælle eller tyende. Nogle gange det, der er værre.

Sophia er heldig med Cornelis. Desværre er ægteskabet erotisk goldt. Sørgeligt for den velhavende husbond, som så inderligt ønsker sig en arving.

Men så får han den tanke, at han og hustruen skal foreviges i et dobbeltportræt. En ung, lovende maler får bestillingen.

Samtidig har husets unge pige noget kørende med en jævnaldrende fiskehandler. Samtidig er der gang i tulipanmarkedet. Nederlandene er, som titlen signalerer, besat af farverige tulipanblomster og ditto løg. Samtidig forelsker Sophia og kunstmaleren sig heftigt i hinanden. De beslutter at lægge en fatal plan.

Når jeg gør så meget ud af selve historien uden at røbe plottet, er det, fordi det reelt er det dramatisk bedste ved Tulipanfeber. Tænk på Postbudet ringer to gange, men i 1600-tallets religiøse tidsånd, hvor hor havde samme forbogstaver som i horror.

Men sådan en stram thriller kommer kun sporadisk på tale. Filmen vælger nemlig at lægge sig op ad den succesfulde adaption af Tracy Chevaliers bestseller, Pige med perleørering. Hvor denne havde det verdensberømte maleri og maleren Johannes Vermeers sparsomme biografi som enigmatisk drive, er vi dog her overladt til maleriske sætstykker og kulørt atmosfære.

Det er ganske vist sat op på en fræk, men også fantastisk plan, som både ligner et historisk melodrama og en skæbnefortælling om lidenskab.

Men da handlingen altså foregår i de nederlandske maleres mest florissante periode, har instruktør Justin Chadwick drejet en film efter deres palet. Med samme lysvirkninger, vinkler, douce farver og motiver citeres uhildet Rubens, Rembrandt og Vermeer.

Hvert billede er et skønmaleri af mennesker og mad i den hollandsk-barokke stil.

Aldrig har jeg set så mange mænd i sort hat og pibekrave, kvinder i kyse og omfangsrige kjoler, begge gerne rygende på lange, hvide kridtpiber. Tykke tæpper på gulv og bord, kaskader af kød og flere fisk, end der bliver landet i Hirtshals Havn.

Plus selvfølgelig tulipaner i alle farver, som bliver forhandlet på en børs og ikke et blomstermarked. Det er simpelthen formidabelt.

Men det er også alt for meget.

Denne stoflige vægtfylde og massive kælen for de maleriske forbilleder tilsat et kælent design kvæler hele historiens energi og spændstighed.

Mod slutningen falder det meste til føje og bliver til en vis fryd og gammen. Den fatalitet, der gør en kostumefilm som Historien om Martin Guerre grænseoverskridende vedkommende, forsvinder i dette mylder af smukke billeder. Spænding bliver til stilleben.

Østrigeren Christoph Waltz spiller på rutinen den strenge, men også humane storkøbmand Sandvoort. Judi Dench ses som strikt abbedisse.

Slanke og yderst delikate Alicia Vikander gestalter Sophia med sin smækre krop, sårede dådyrøjne og bekymret trutmund. Vi kommer dog aldrig langt ind i karakterens psyke. Hendes livs kærlighed spilles af Dane DeHaan med blød brunst og puddelhundeøjne.

Deres besættelse og håbløse affære overskygges delvis af en mere rørende sideaffære med stuepigen og hendes kæreste. Hun spilles erotisk buttet med rustik kvindelighed og djærv elan af fremragende Holliday Grainger, som sågar formår at stjæle scener fra Vikander.