Tully

At blive mor er en skizofren fornøjelse.

På den ene side er der den store kærlighed, på den anden side søvnmanglen, som er et af de hyppigst brugte torturredskaber i krig.

Overalt i verden underlægger kvinder sig frivilligt denne tortur, ovenikøbet med den betingelse, at de forventeligt klarer alle hverdagens gøremål.

Det forventes også, at den altopofrende moderkærlighed indtræffer i det sekund, barnet bliver født. Det er Den Store Fortælling, vi fortæller hinanden. Det er naturens gang, den der gør det hele værd, og ve den, der siger noget andet!

40-årige, højgravide Marlo (Charlize Theron i en fuldstændigt ommøbleret krop) forsøger at efterleve fortællingen.

Da rektorpå børnenes skole nævner hendes gigantiske mave, går der et par sekunder, før hun kommer i tanke om automatreaktionen: Hun aer maven og lægger hovedet lidt på skrå: ”Ja, det er sådan en velsignelse!” Men Therons tonefald indikerer, at det er alt andet.

Det var en svipser. Og med to børn, den ene med ADHD, rækker kræfterne kun til at få ungerne nogenlunde fodret, puttet og vækket til endnu en skoledag. Glæden ved livets kommende mirakel er svær at få øje på. Særligt, når man tidligere har haft en fødselsdepression.

Instruktør Jason Reitman og manuskriptforfatter Diablo Cody står bag de to fantastiske coming-of-age-fortællinger Juno og Young Adult, og deres tredje film sammen, Tully, fortsætter i samme tragikomiske spor.

Cody er en mester i bidende sarkasme, hvilket leveres spot on, da udkørte Marlo og manden Drew skal besøge Marlos kreative klasse-bror Craig (Mark Duplass).

Overskudsparret Craig og Elyse er af den velmenende type, som uforvarende taler ned til folk, har en hund kaldet Prosecco og en sirligt dekoreret tiki-bar i kælderen. Broren har en gave til Marlo: en nat-barnepige! Hvilket er det nye sort i velhavende familier, der hyrer en babysitter til natten. Marlo er ved at kaste op over idéen, men efter fødslen kommer hun på andre tanker.

I en sisyfos-montage fra helvede ser vi ble på ble blive skiftet, bryster, der tømmes for mælk, mens en konstant, enerverende barnegråd borer sig ind i hjernebarken. Den trætte mor ringer til babysitteren.

Ind træder Mackenzie Davis (Halt and Catch Fire) med store øjne og bredt smil.

”Jeg er her for at passe på dig,” siger hun trøstende, mens hendes zen-agtige aura omfavner både barn, mor og livet. Hun er et mirakel, et væsen lige så mystisksom de havfruer, Marlo er begyndt at drømme om. Da Marlo bliver beordret op at sove, spørger den computerspillende Drew: ”Hvordan var hun så?”

”Underlig,” lyder svaret.

Men Marlo og barnepigen Tully danner et nært bånd i de sene nattetimer. Marlo betror sig til Tully, fortæller om den zombie-tilstand, hun befinder sig i. Hvordan dagene flyder sammen. Hvordan hun, når hun skal tage tøj på om morgenen, kigger ind i klædeskabet, mens hun tænker: ”Har jeg ikke lige gjort det her?”

Det gode ved makkerparret Reitman/Cody er, at de trækker i hver sin retning. Reitmans hang til romantik og sødsuppe får en skarpere smag med Codys dryp af ætsende syre, og omvendt tøjler Reitman Codys sarkasme, så sympatien ikke forsvinder.

Tully er dog ikke helt så velafbalanceret som de to foregående film. Den kammer til sidst over i bastante metaforer.

Men Charlize Theron redder dagen med sin pragtpræstation. Hun er hjertevarm og isnende sarkastisk, nede på jorden og oppe i skyerne, og hendes vej gennem den altomfattende livsforandring er lige dele tragisk og inspirerende.

Birolle-galleriet fungerer også upåklageligt. Mackenzie Davis er perfekt castet som den mystiske hippie-grunge-Disney-fe og Mark Duplass som broren, mens Ron Livingston som Drew er prikken over i’et i en dramedy, der vinder på gode skuespilpræstationer.