The Two Popes

To kardinaler går ind på et toilet.

Den ene nynner en svagt genkendelig melodi. ”Hvilken salme nynner du?” spørger den ældste af dem.

”Dancing Queen med ABBA,” siger den anden og fløjter videre.

De går ind i Det sixtinske kapel for sammen med resten af konklavet at vælge efterkommeren til den afdøde Pave Johannes Paul II, mens de akkompagneres af storslået, klassisk musik.

Men langsomt blander de slidte strygere sig med den svenske popsang, og inden længe er hele kapellet svøbt ind i Benny, Bjørn, Agnetha og Anni-Frids discohit.

Forandring er på vej til Vatikanet.

Den populære, liberale pave gennem 27 år skal erstattes, og hurtigt deler konklavet sig i to fløje: den konservative, ledet af den tyske, 86-årige Kardinal Ratzinger (Anthony Hopkins), og den progressive fløj, hvor Platon citeres lige så ofte som Jesus.

Her gør den argentinske, 75-årige Kardinal Bergoglio (Jonathan Pryce) sig særligt bemærket.

Det lykkes Ratzinger at blive udnævnt som Pave Benedikt XVI, men på få år viser hans konservatisme sig at gå dårligt i spænd med tidsånden. Og så pynter de skandaløse pædofilisager heller ikke ligefrem på katolicismens ry.

Endnu værre bliver det, da Benedikts største rival og kritiker, Bergoglio, truer med at sige sin kardinalpost op. Derfor inviterer paven Bergoglio – den senere Pave Frans – på en venlig samtale i sin sommerresidens.

Brasilianske Fernando Meirelles (City of God) har skabt en underholdende pavefilm baseret på et teaterstykke. Så der er dialogscener for alle pengene i pavens storslåede kolonihavehus.

Jonathan Pryce og Anthony Hopkins formår at forlene de guddommelige eksistenser med en menneskelighed, der gør deres lange samtaler til rent guld. Den pæne tysker og den sexede latinocharmør er to alfahanner i cølibat, der skændes i en overdimensioneret blomsterhave.

Anthony Hopkins’ klaverspillende, Knödel-spisende Benedikt føler sig først intimideret af den fremadstormende, tango-dansende fodboldentusiast, men efterhånden opnår de en fælles forståelse og måske endda et venskab.

Når The Two Popes er stærkest, er den et ærligt portræt af to ældre mænd med hver sin forståelse af den verden, de lever i. De har religionen tilfælles, men selv den er de uenige om. Alligevel når de hinanden på tværs af kontinenter og politik, fordi de i sidste ende begge er mennesker.

De to britiske veteranskuespillere har valgt en overraskende komisk og afdæmpet spillestil, der giver en jordbunden dimension til Vatikanstatens overjordiske univers.

De ledsages suverænt af Bryce Dessners drillende musik, der konstant punkterer sin egen storladenhed med små jazzmelodier, Beatles-referencer og lignende. Selv det tamasheqiske band Tinariwen sniger sig ind i filmens excentriske lydunivers.

Næsten udelukkende gennem musikken skabes en fornemmelse af, at folkets krav om forandring ikke kan holdes ude af Vatikanet.

Når filmen enkelte steder fejler, er det i de lange flashback-sekvenser, hvor Bergoglio fortæller den kontroversielle historie om sin rolle som leder af Jesuiterordenen under det argentinske diktatorstyre i 1970’erne.

Hver gang den unge Bergoglio gør noget anfægteligt, klippes der til Pave Benedikt, der forsikrer kardinalen om, at han gjorde det så godt, han kunne. Og Pave Benedikt kunne godt have fortjent mere kritik for sin manglende handlekraft under kirkens pædofiliskandaler.

The Two Popes kan dadles for at være en forherligelse af to ældre magthavere. Men de personlige portrætter er så mesterlige, at vi ikke kan undgå at sympatisere med Frans og Benedikt, fordi de – takket være skuespillerne – er så fremragende selskab.

Man forlader i hvert fald filmen med et smil på størrelse med Peterskirken og en halvhellig tåre i øjenkrogen.