Two Strangers Trying Not To Kill Each Other

”Det her er jo en endeløs række af undskyldninger fra mig.”

”Føles det sådan for dig? For jeg mangler endnu at få én god undskyldning fra dig. Du kan ikke fucking ramme den i røven.”

Ægteparret Maggie og Joel har en af de udvekslinger, de fleste par kan nikke genkendende til. Filmen er dog meget mere end skærmydsler, faktisk er det en humørfyldt og formmæssigt ret genial dokumentarfilm om alderdom og død, og om hvad kærlighed kan bruges til i dét lys.

Men vi starter anmeldelsen med skænderiet, fordi det er der, titlen kommer til sin ret. 

Two Strangers Trying Not To Kill Each Other – koproduceret af danske Final Cut For Real – er nemlig ganske rigtigt en film om forskellighed og tolerance. Nogle gange om kamp.

Han, newyorkeren Joel Meyerowitz, er en omvandrende succes og verdensberømt fotograf. MoMA, Tate Modern, 42 udgivne bøger. Yoga-spændstig, kronraget, rank og skarp midt i 80’erne. 

Hun, Maggie Barrett fra Cornwall i England, har været på stoffer, indlagt, mistet børn, tredobbelt fraskilt, kæmpet med karriereveje.

Hun sidder nu og brænder 40 års dagbøger, fordi hun endelig har indset, at den dag aldrig kommer, hvor hun kan omsætte sidernes lidelsesbeskrivelser til romanstof.

Hun har fået fire færdige bøger afvist og kun udgivet en enkelt selv. Der er både lidt hippie og lidt punker i den kortklippede dame på 75 somre. 

Asymmetrien i livsbaner har de levet med i deres mere end tyve år lange ægteskab. Og da vi kommer ind i historien, er den ikke et problem. 

Vi møder et smaskforelsket par. De aer hinanden og kan dele, hvordan de hver især har det. De lever på en landejendom i Toscana en stor del af året og resten i den pæne ende af Manhattan.

Det gode liv, kort sagt.

Det er ikke helt indlysende at se i starten, hvad der har været

instruktørparret Manon Ouimet og Jacob Perlmutters motivation for at lave et dobbeltportræt frem for en mere klassisk kunstner-på-arbejde-og-i-privaten-dokumentar (jeg gætter her på, at Joel Meyerowitz har været indgangsdøren, for begge instruktører har ligesom ham en karriere som stillfotografer i bagagen). 

Men sikke en timing.

For det, der indledningsvis ligner et postkortforhold i balance, bliver kørt ned på en italiensk vej. Helt bogstaveligt. Maggie får et kompliceret benbrud og overtager herfra funktionen som filmens magnet.

Hun hulker af smerte i hænderne på italienske læger og massører. Hun fortæller Joel om sin afgrundsdybe jalousi over, at han kan gå, og efterhånden bliver det klart, at husbonden ikke formår at opfylde hendes behov for forståelse.

Måske har han et strejf af narcissisme, måske bare privilegieblindhed. 

De smukkeste øjeblikke er ikke dem, hvor han tager sig tid til at lytte til hende. Men dem, hvor hun tager sig tid til at dissekere, hvordan han igen og igen får pilen til at pege på sig selv. 

Filmen handler om, hvordan både benbruddet og alderdommen og en flytning sætter deres forskellighed på spidsen. Og det indlysende spændingsmoment er, om kærligheden kan holde. 

Vi håber af hele vort hjerte for dem. Måske også på egne og menneskehedens vegne. For hvis ikke dette bånd kan bære, er der næppe håb for os andre!

Når jeg kalder Two Strangers Trying Not To Kill Each Other for en genial film, er det, fordi den tør lege med metaforer og omsætte dem til filmform. 

Som når Joel og Maggie er til fernisering – med hans billeder, naturligvis – og har hver sin hvidvinssamtale. Scenen er manipuleret, så de to står i samme billedflade, men med ryggen til hinanden.

Det er også tydeligt, at Manon Ouimet og Jacob Perlmutter tænker som fotografer i iscenesættelsen af parret. Det er et meget lidt bevægeligt kamera, men med konstant interessante indramninger i designerhjemmet, på toskanske marker og i ægtesengen. 

Lydarbejdet skal også fremhæves. Der er en utvungenhed over dialoger under dynen, som må have været vanskelige at orkestrere.

Joel og Maggie spiller tydeligt med på instruktørvisionen helt til det sidste billede. Det er ikke en rå reality-dokumentar, men et billede på, hvordan store tanker fra et parforhold – om bopæl, rollefordeling, livet uden den anden, ja, selv udkastning af aske – kan finde klangbund og tyngde.

Det er en vidunderligt smuk film om livet.