Two of Us

Når pandemien er ovre, og filmindustrien atter kan hanke op i sig selv, må vi håbe, at filmskabere stadig vil tage sig tid til film som Two of Us.

Det franske drama er en intim, voksen kærlighedshistorie fortalt med ynde, opfindsomhed og intelligens, skabt af et potpourri af europæisk films stortalenter.

Den handler om Madeleine (Martine Chevallier) fra Paris og Nina (Barbara Sukowa) fra Berlin. De to har været forelskede, siden de mødtes som udvekslingsstuderende i Rom i 70’erne. 

Siden blev Mado – som Nina kalder hende – ulykkeligt gift og fik to børn, men da manden døde, flyttede Nina ind i lejligheden over for hendes.

Deres småborgerlige kredse overser alle lesbiske, der hverken er dækket af tatoveringer eller kipper med regnbueflag. Så Mado og Nina har kunnet leve i hjemlig idyl – lige bortset fra, at Mados børn ikke har den ringeste anelse om, hvad der foregår.

Når de møder Nina på trappen, udveksler de høfligheder med det formelle ”vous”.

De to pensionerede kærester pønser på at sælge deres lejligheder og flytte til Rom. Men inden Mado får samlet mod til endelig at springe ud over for sin familie, rammes hun af et slagtilfælde. Pludselig tages hun fra Nina af en overbeskyttende familie, der ikke ænser hende som andet end en irriterende nabo.

De hyrer i stedet en omsorgsperson, Muriel, til at tage sig af bedstemor, der ikke længere kan tale, og som måske end ikke ænser menneskene omkring sig.

Men Nina hverken kan eller vil give slip på sit livs kærlighed.

Italienske Filippo Meneghettis debutspillefilm har ligheder med Michael Hanekes Amour, hvor et ældre par også rammes af en hjerneskade som et lyn fra himlen. Men Two of Us er en helt anden slags film, og det er ikke kun, fordi hovedpersonerne er homoseksuelle.

På nogle måder er den ligefrem bedre, mindre selvtilfreds over sit vovemod og mere interesseret i at udvikle sine personer end chokere publikum.

Filippo Meneghetti har taget tilløb til debuten med kortfilm og en enkelt dokumentar, og han går ikke af vejen for en smule symbolsprog.

Two of Us starter med en scene, der nærmest føles, som om den kommer fra en anden film. To småpiger leger gemmeleg, og den ene forsvinder pludselig.

Det står aldrig klart, om den overnaturlige indledning er en drøm eller et flashback, men det er en rammende metafor for måden, Mado pludselig forsvinder og alligevel bliver tilbage, unheimlich og utilnærmelig.

Heldigvis byder fortællingen på en smule håb mod slutningen, og Ninas urokkelige kærlighed er en lise for sjælen.

Barbara Sukowa huskes stadig for sine roller for Rainer Werner Fassbinder og Margarethe von Trotta i 80’erne. Som Nina styrer hun dramaet med intelligens og snarrådighed, når hun snor sig rundt om skæbnens forhindringer for at være sammen med den kvinde, hun elsker.

Martine Chevallier er bedst kendt fra de skrå brædder i Frankrig, og hun er naturligt mere afdæmpet i rollen som Mado. Men hun antyder på diskret og alligevel bjergtagende vis en kvinde, der stadig er til stede efter slagtilfældet, bare gemt bag et fastfrosset ansigt, som ikke længere vil lystre.

Instruktøren får vidunderlige præstationer ud af sine skuespillere. Også i birollerne, hvor Léa Drucker og Jérôme Varanfrain spiller Mados børn.

Komponist Michele Meninis bidrag må også nævnes. Musikkens sælsomme larm og traurige længsel slår i kombination med fotograf Aurélien Marras ekspressionistiske billeder ethvert følelsesmæssigt forsvar ned.

Two of Us giver to talentfulde skuespillere plads til sent i karrieren at folde vingerne fuldt ud. Det er en imponerende debut for Filippo Meneghetti – filmens fortid og fremtid i smuk forening i en bevægende fortælling, der bliver ved med at overraske.