Tyveriet af Afrika

Christoffer Guldbrandsens nye film indgår i en udsendelserække på DR, der sætter fokus på fattigdom. Filmene angriber temaet fra vidt forskellige synsvinkler, men Guldbrandsen tager fat i et enkelt, sigende eksempel. Allerede med sin titel – Tyveriet af Afrika – siger filmen præcist, hvad det handler om: den postkoloniale udbytning af Afrika. Og den case, som filmen byger sin fortælling på, er det multinationale, schweizisk baserede firma Glencores aktiviteter i Zambia.

Instruktøren lægger selv neutral speakerstemme til, når den horrible fortælling oprulles. Zambia er blandt de fattigste lande i verden, med 64 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen og en enorm arbejdsløshed. Ikke desto mindre bliver der udvundet kobber i lange baner fra landets miner. De sidste ti år er kobber til en markedsværdi af 165 milliarder kroner blevet hevet op af den zambianske undergrund.

Så hvorfor er landet alligevel ludfattigt?

De multinationale selskaber, som har opkøbt minerne gennem en amatøragtig privatiseringsproces, betaler stort set ingen selskabsskat i Zambia. I stedet benytter de sig af såkaldt transfer-pricing: et smart system, hvor man flytter pengene væk fra de højt beskattede steder og i skattely andre steder. Det lader sig gøre, fordi de multinationale firmaer har et hav af datterselskaber i hele verden, som de handler internt med og på den måde kan flytte værdierne rundt fuldt lovligt og med manipulation af priserne undervejs. Schweiz har for eksempel en massiv kobberimport fra Zambia. Kobberet kommer dog aldrig til Schweiz, det sendes ud til producenter i hele verden, mens kun papirerne og pengene ender i alpelandet.

Christoffer Guldbrandsen interviewer både en række borgere, højtstående zambianske politikere, politiske iagttagere, menneskerettighedsfolk og miljøforkæmpere samt Glencores leder af det største mineselskab i landet. Den tidligere statsanklager i USA fortæller om Glencores ekstremt skumle fortid, da dets stifter flygtede ud af USA i 1983 med den dengang hidtil største skattesag i historien hængende over hovedet.

Firmaets nuværende direktør, der er god for over 50 milliarder kroner, gjorde oprindelig karriere ved at handle olie med Apartheid-regimet i Sydafrika. Guldbrandsen lægger næsten lakonisk køligt sine facts frem, uanset hvor horrible og hårrejsende, de er, så vi må selv drage konklusionerne. Og de er klare: Der er noget helt galt med systemet.

Filmens anklager imod Glencores urene trav er ganske massive og veldokumenerede, for med grundlag i nylig offentliggjorte tal og rapporter redegøres der både for massivt miljøsvineri, korruption og skattefiflerier på højeste niveau.

Det mest forstemmende ved det hele er dog næsten de zambianske politikeres ansigtsudtryk, når de beretter om deres kamp for at få landet på fode og samtidig bibeholde fornuftige relationer til de multinationale selskaber, som opererer i landet, til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Et udtryk af resignation og håbløshed lyser ud af dem, imens de tappert forsøger at opretholde en form for værdighed og ære. Men sandheden er, at de sidder fastlåst between a rock and a hard place, som man siger.

Filmen er skåret efter den klassiske, journalistiske tv-dokumentarlæst, og den bruger effektivt kontrasterne mellem billeder af fattige, almindelige zambianere og de noble, smilende og velformulerede multimilliardærer, der suger råstofferne og pengene ud af landet.

Guldbrandsens film er informationsmættet og fuld af små, sigende sidespring, som når vi for eksempel hører om Zambias privatiseringsproces af minedriften. Den blev forhandlet igennem af korrupte og inkompetente embedsmænd og politikere, og den daværende (og i dag afdøde) præsident blev senere dømt for bedrageri og embedsmisbrug og skulle betale hele 46 milloner dollar tilbage til staten. Da man undersøgte hans forhold, fandt man i hans hjem elleve kufferter med nyt designertøj fra en butik i Geneve til den nette sum af 1,1 million dollar.

Filmen klinger af med scener fra den nuværende – øjensynlig både hæderlige og realistiske – vicepræsident til møde med kinesiske investorer. Masser af forretningsfolk fra verdens nye, kapitalistiske supermagt står nemlig klar til at tage nogle ordentlige bidder af kagen. Og de har allerede sat sig til bords og lagt servietten klar i skødet.