Ud og stjæle heste

Norske Per Petterson er en nordisk forfatter med et litterært format, der kan minde om de norske elve, han skriver om i romanen Ud og stjæle heste. 

Sproget er sprudlende, mens handlingen altid kan finde på at slå en afstikker og blive til en drivende sideflod, der pludselig finder ind til hovedfortællingen igen med et nyt perspektiv, som får det til at bruse i én. Man mærker elvenes skum, lugter skovene, ser tømmeret flyde gennem vandet. Det er hverdagsliv udsat for magi og et stænk af suspense. 

Hvordan oversætter man disse rå, men vidunderlige bogsider til en film? 

Norske Hans Petter Moland har svaret: Man ansætter den helt rigtige fotograf! Med danske Rasmus Videbæk bag kameraet bliver det, der virkede som en umulighed, gjort til nærværende og yderst raffineret filmkunst. 

Den pensionerede Trond er netop flyttet tilbage til et område i Norge tæt på grænsen til Sverige. Han har ikke været her siden sommeren 1948. Trond har mistet sin kone og hele sit liv drømt om at være et sted som netop dér, hvor han er nu: et tomt hus, som trænger til en kærlig hånd. 

Med knudret og maskulint roligt skuespilarbejde formidler Stellan Skarsgård en mand, der er i opløsning uden at ville indrømme det. 

Da Trond en nat hører en lyd uden for huset, står han op og konfronterer mørket. Derude møder han den nye nabo Lars, og de to viser sig at have en fælles fortid, der kulminerede i sommeren 1948, og som Trond lige siden hverken har kunnet slippe eller konfrontere. 

I flashbacks følger vi, hvordan Trond som stor dreng holder ferie hos sin far, som står for at drive tømmer ned ad floden til Sverige. 

Der er en underlig stemning mellem far og søn. Et svigt, som hverken Trond eller vi kan definere, men som pludselig begynder at forme sig i historiens spring mellem 1940’erne og 00’erne, imens billederne konstant skifter fra kølighed til varme alt efter persongalleriets sindstilstande. 

Rasmus Videbæk (En kongelig affære og The Dark Tower) har aldrig været bedre. Der er ikke ét blad, der falder forkert. Ikke én sweater, der ikke danser let om skuldrene på filmens persongalleri, og ikke én hest, der ikke pruster i samme tempo, som elven skvulper.

Selve strukturen i fortællingen er mere raffineret forløst i romanen, men Hans Petter Molands manuskript er tro mod sansen for sæterlivets sensuelle ensomhed. 

Moland har som instruktør en forkærlighed for at filmatisere bøger – Kammerat Pedersen og Flaskepost fra P – og også denne gang formår han loyalt at overføre bogens tone, selv om han visse steder forsimpler handlingen i en grad, der står i kontrast til den visuelle kompleksitet. 

Til gengæld får instruktøren det optimale ud af skuespillerne, som funkler i de solstænkede billeder. Især unge Jon Ranes, der har sin kun anden filmrolle her, stråler. 

Til en start er den drengede Trond tyst, når han drager ud med en kammerat for at stjæle heste fra storbondens gård og ride igennem markerne uden hverken hjelm eller frygt for at falde af. 

Men da danske Danica Curcic træder ind i filmen midtvejs som kammeratens mor, oplever Trond pludselig en seksuel vækkelse, og det ubekymrede og stille skuespil bliver med ét virilt og pulserende. Samtidig bliver Ramus Videbæks kamera mere løssluppent og går endnu tættere på den unge mand. 

Da Trond opdager, at hans far har samme smag i kvinder som han selv, skaber det øjne så tomme som den tilværelse, han senere skaber sig som enkemand. Samtidig gør faren ting, Trond ikke forstår, men som han stille og roligt får forståelse for flere årtier senere, når han hører om nabo-Lars’ oplevelse af det hele. 

Sammenkoget af de to fortællespor hen imod slutningen er det eneste, der knager i Ud og stjæle heste. Ellers er værket som en billedskøn og rislende oplevelse i den øverste nordiske liga.