Biografanmeldelse
25. nov. 2016
Udyret og hans lærling
Bølgerne går højt, men efterhånden knytter den vildfarne dreng og egenrådige bjørn tætte bånd i Mamoru Hosodas mesterligt animerede film. Foto | The Boy and The Beast Partners

Udyret og hans lærling

Udyret og hans lærling er med sin vittige, rørende og utroligt flotte dannelseshistorie en af de film, man ikke må gå glip af denne vinter.

Af Felix Rothstein

Hvis man klemmer sig igennem en helt bestemt smal og beskidt gyde i Tokyos travle Shibuya-distrikt, træder man ind i en utrolig parallelverden. Den er befolket af menneskedyr, hvis ledere med tiden kan blive reinkarneret som de småguder, der hjælper og beskytter menneskene.

Sådan et fabeldyr – eller udyr – er Kumatetsu. Og en dag følger en menneskedreng efter ham ind i gyden og ind i en helt anden virkelighed.

Mamoru Hosodas (Digimon, One Piece og Wolf Children) seneste film er en kompleks fortælling om et usandsynligt venskab.

Udyret og hans lærling følger den niårige dreng Ren. Da moren dør, stikker Ren af og lever et ensomt liv på gaden i Tokyo. Som ved et tilfælde forvilder drengen sig ind i udyrenes eventyrlige storby Jutengai, hvor han møder den brølstærke og egenrådige bjørn Kumatetsu.

Bjørnen er på jagt efter en ny lærling for at kunne udfordre den regelrette Iozan i kampen om at blive byens næste hersker. Kumatetsu tager drengen til sig for at oplære ham i kampkunst. Men den grove, stædige bjørn er en utålmodig lærer og det umage makkerpar skændes konstant.

Langsomt udvikler de et stærkt bånd, og både lærermester og lærling bliver klogere. Men da Ren bliver sytten, trækker menneskelivet i ham og da onde kræfter samtidig truer ham og hans venner, bliver han sat på en kolossal prøve.

Udyret og hans lærlig er svær at referere kort og præcist. I løbet af filmens to timer udvikler den handlingsmættede historie sig i en række overraskende og uforudsigelige retninger: Alt væves sammen og det højdepunkt, man sidder og venter på, viser sig kun at være en optakt til det helt store opgør.

I bund og grund er fortællingen ganske simpel.

Lærer-elev-forholdet vækker især mindelser om Karate Kid, og filmens grundlæggende konflikt står ganske banalt mellem det gode og det onde. Alligevel formår Mamoru Hoseda at fastholde publikum med et opfindsomt manuskript, som både er spændende, rørende og vittigt, og med imponerende animation, der kombinerer sarte håndtegninger med dynamiske computergenererede billeder.

Udyret og hans lærling trækker på nogle helt centrale elementer fra den nutidige japanske populærkultur og oldgammel folklore og folketro. Der er både teenageproblemer, shinto-mytologi, overnaturlige væsner og storslåede kampe.

Blandingen af det moderne og det mytiske går igen i filmens detaljerige og raffinerede visuelle udtryk. På den ene side tegner udyrenes fantasiverden sig som en næsten middelalderlig idyl, mens nutids-Tokyo på den anden side er hyperrealistisk fremstillet, ofte set gennem byens mange overvågningskameraer.

De to dybt forskellige, men indbyrdes afhængige verdener bliver skubbet op mod hinanden og fusioneret visuelt, tematisk og i handlingen.

At filmen kommer i biografen på originalsproget og med danske tekster, er lidt af et scoop. Det yngste publikum får måske en anelse svært ved at følge med, men for alle andre er det en lille gave.

Enkelte roller fremstår lige lovligt anime-stereotype, men Kōji Yakusho (Babel, Shall We Dance?) er simpelthen forrygende som Kumatetsu med en blanding af vrængende brovten og hysterisk råberi. Og Aoi Miyazaki (Wolf Children), der lægger stemme til den unge Ren, er både energisk og nuanceret, mens Masahiko Tsugawa skiller sig ud blandt de mange farverige biroller som Jutengais milde hersker.

Mamoru Hosda fortæller en velkendt historie om det gode og det onde, om tvivlen på sig selv og om venskaber. Men han og resten af holdet gør det med en overbevisende og frisk energi, som de kombinerer med mesterlig animation og sans for humor og drama.

Udyret og hans lærling er en af vinterens must sees.

Titel:
Udyret og hans lærling

Originaltitel:
Bakemono no Ko

Land:
Japan

År:
2015

Instruktør:
Mamoru Hosoda

Manuskript:
Mamoru Hosoda

Medvirkende:
Koji Yakusho, Aoi Miyazaki, Shōta Sometani, Suzu Hirose, Kazuhiro Yamaji, Mamoru Miyano, Kappei Yamaguchi, Keishi Nagatsuka, Kumiko Asō, Haru Kuroki, Masahiko Tsugawa, Momoka Ohno, Lily Frankie

Spilletid:
119 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
1. december

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. feb. 2018
Coco

Coco

Biografanmeldelse
31. aug. 2017
Biler 3

Biler 3

Streaminganmeldelse
27. juni 2017
Okja

Okja

Biografanmeldelse
02. maj 2017
Your Name

Your Name

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!