Ulv i fåreklæder

Normalt betyder udtrykket ”ulv i fåreklæder” en person, der ser venlig og uskadelig ud, men i virkeligheden har onde hensigter.

I den russiske animationsfilm af samme navn er betydningen dog den modsatte. Godt nok er hovedpersonen en ulv i skikkelse af et får, men han er godhjertet og gennemsympatisk.

Man forstår dog udmærket godt, hvorfor de danske distributører har valgt titlen. Den originale russiske kan oversættes til noget i retning af Får og ulve, men filmen handler helt bogstaveligt om en ulv i fåreklæder.

Det hele starter, da modsætninger mødes.

En flok blide får lever i en idyllisk dal, indtil et kobbel ulve ankommer og slår sig ned i nærheden. Ulvene skal finde en ny alfahan til flokken, og kampen om den post står mellem den glubsk ondsindede Isegrim og den mere charmerende Grå (Simon Stenspil).

Grå vil gøre indtryk på sin kæreste Bianca med sejren som flokkens leder, og han lader sig lokke til at drikke en magisk eliksir, som en sigøjnerkanin lover, vil hjælpe ham i kampen mod Isegrim.

Men noget går helt galt.

I stedet for fornyede kræfter forvandles Grå til et får – eller rettere sagt en vædder. Pludselig er Grå ikke længere kandidat til alfahan-rollen i ulvekoblet, men et nyt medlem af fåreflokken.

Og så tager eventyret ellers fart, da Grå skal lære at begå sig som en ny dyrerace og faktisk fatter sympati for de små, uldne venner.

Ulv i fåreklæder har modet til at tage sit publikum alvorligt. Filmen er uden tvivl tiltænkt et yngre publikum, men modsat mange andre børne- og familiefilm går den ikke efter laveste fællesnævner.

Med sin tematik rammer Ulv i fåreklæder noget, som de fleste mennesker kan genkende: identitet, kærlighed, kulturkløfter og et spørgsmål om arv versus miljø, der ikke er ulig H.C. Andersens fortælling om den grimme ælling.

Og filmen tillader sig at diskutere netop de spørgsmål med en god portion nuance og kompleksitet, genren og målgruppen taget i betragtning. Det er for eksempel ikke bare et spørgsmål om de ondsindede, rovdyriske ulve over for de blide lam og får, men derimod et mere mudret billede, hvor der både er godhed og xenofobi på begge sider af dalen.

Undervejs låner filmen lige lovlig meget fra andre, velkendte værker.

Den aggressive og magtbegærlige Isegrim minder for eksempel nok så meget om Scar-karakteren fra Løvernes konge. En inspiration, der bliver helt tydelig, da Isegrim skubber den gamle alfahan ud over en klippe, der ligner den ikoniske og majestætiske fra Disnyes klassiker.

Alligevel springer Ulv i fåreklæder også i øjnene som ret så filmisk og visuelt velfortalt. Det animerede udtryk er detaljeret og fyldigt, men også blankpoleret og ufarligt. Til gengæld tager animationerne os flere steder med rundt på velkoreograferede og dynamiske kamerature eller benytter spændende vinkler, der løfter niveauet for det samlede udtryk.

Mod slutningen giver instruktørerne – det russiske makkerpar Andrey Galat og Maxim Volkov – deres ambitioner fuld skrue i en forrygende krigsscene med et vaskeægte slag mellem ulve og får. Forestil dig en umage krydsning mellem Ridleys Scotts Gladiator og historien om de tre små bukkebruse!

På den måde formår Ulv i fåreklæder at pakke en ret almengyldig og ordinær fortælling om kærlighed og forskelligheder ind i en flot fortalt og fornøjelig film for både børn og voksne.