Ulven kommer – hele sæsonen

Ved premieren gav vi fire stjerner til de første tre afsnit af Maja Jul Larsens DR-serie Ulven kommer.

Har du ikke gjort serien færdig, må du hellere læse den anmeldelse eller få set sidste afsnit, der kan opleves nu på DRTV og kommer søndag på DR1. Det bliver nemlig nødvendigt at afsløre slutningen for at diskutere den ordentligt.

Sjette afsnit gav en indikation på, at Peter Plaugborgs snerrende far faktisk er den voldelige tyran, som datteren Holly har forsøgt at afsløre. Efter at have fået børnene hjem viser han sig i ottende afsnit nu endelig som en forstyrret psykopat.

Det er den oplagte, men dermed også forudsigelige afslutning på forfærdelighederne. Til gengæld giver det pulserende spænding i den ellers adstadige serie, når mor Dea tager børnene i hånden og stæser ud af villaen med ægtemanden i hælene.

Ulven kommer har over otte afsnit af en time hver været underholdende på en kedelig måde.

Meget få stærke scener springer frem i hukommelsen, når man tænker tilbage på serien. Til gengæld har den holdt en lige så solid kadence som Bjarne Riis i de franske alper.

Der er blevet taget god tid til at skabe en verden befolket af mennesker, som er så fejlbarlige, at man ikke kan undgå at se sig selv i deres svære beslutninger og vævende usikkerhed.

Selv de evigt gode modtagerforældre Rasmus og Dorthe, som tog de anbragte børn Holly og Theo til sig med kærlighed og et åbent hjerte, skal selvfølgelig have betaling af kommunen.

Det er jo et arbejde, og ingen kan leve af at være gode samaritanere. Det er en hård erkendelse for et forvirret barnesind, og Ulven kommer skildrer rørende, hvordan børnene kommer i klemme, når de voksne ikke kan finde ud af det.

DR er undervejs blevet klandret for at være sortseende og humorforladte ved at lade en serie om tvangsfjernelse og vold i hjemmet være flagskib søndag aften på moderkanalen i to måneder.

Det er sandt, at godt humør er en by i Rusland i serien, hvor mange indendørs scener i hjemmet og på kontorer er så dystert iscenesat, at man som seer overvejer, om både privatfolk og kommunen har glemt at betale elregningen.

Og når forældreparret finder sammen i lidenskabelige øjeblikke, er pointen øjensynligt at vise, at manden er aggressiv i sengen. Men man undrer sig over, at parret ikke lukker soveværelsesdøren under sex-akten.

Den slags spøjse valg, som er blevet truffet for at skabe en dyster stemning og lade Holly se sine forældre i kompliceret forening, skæmmer en serie, der ellers gør meget for at fremstå troværdig.

Heldigvis er grundkernen solid.

Skuespillet er forbilledligt af Christine Børge Albeck og Peter Plaugborg som voldsramt kvinde og hendes ægtemand, der også får lov til at være hengiven far ad flere omgange.

Og som børnene Holly og Theo er Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Noah Storm Otto ganske enkelt et fund. Hvad end de er sørgmodigt stille eller råber vredt, er alle familiemedlemmer gribende menneskelige, når de forsøger at håndtere en svær situation.

Større udfordringer har Bjarne Henriksen med at gøre den tvære lykkeridder Lars elskværdig. Han spiller rollen afmålt og lader sagsbehandlerens engagement skinne igennem, men det virker irriterende, at Lars ender med at ramme rigtigt, fordi han har en slags sjette sans.

Ulven kommer er desværre ikke på samme niveau som Thomas Vinterbergs Jagten. Filmen er mere modig, fordi den tør fortælle den tabubelagte sandhed, at børn kan finde på at lyve, når virkeligheden er anderledes, end de ønsker.

DR-serien pirrer publikums nysgerrighed ved at sørge for, at man som seer hele tiden er i tvivl om, hvad sandheden er. Det er spændende, men uden dybere substans. Og i sidste ende må man konstatere, at historien er for enstrenget til otte timer svarende til fire spillefilm.

Det er udmærket, at ikke alle DR’s søndagsserier skal skæres over Matador-skabelonen, men spilletiden bør afstemmes med indholdet.