Serieanmeldelse
27. nov. 2020
Ulven kommer – hele sæsonen
Det er en ubehagelig situation, når fjortenårige Holly (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) på et møde foran mange voksne bliver bedt om at fastholde voldsanklager mod sin stedfar. Foto | Michella Bredahl

Ulven kommer – hele sæsonen

Trods forbilledligt skuespil og mennesker, man kan identificere sig med, er DR-serien om vold i hjemmet ikke otte timer værd.

Af Nicki Bruun

Ved premieren gav vi fire stjerner til de første tre afsnit af Maja Jul Larsens DR-serie Ulven kommer.

Har du ikke gjort serien færdig, må du hellere læse den anmeldelse eller få set sidste afsnit, der kan opleves nu på DRTV og kommer søndag på DR1. Det bliver nemlig nødvendigt at afsløre slutningen for at diskutere den ordentligt.

Sjette afsnit gav en indikation på, at Peter Plaugborgs snerrende far faktisk er den voldelige tyran, som datteren Holly har forsøgt at afsløre. Efter at have fået børnene hjem viser han sig i ottende afsnit nu endelig som en forstyrret psykopat.

Det er den oplagte, men dermed også forudsigelige afslutning på forfærdelighederne. Til gengæld giver det pulserende spænding i den ellers adstadige serie, når mor Dea tager børnene i hånden og stæser ud af villaen med ægtemanden i hælene.

Ulven kommer har over otte afsnit af en time hver været underholdende på en kedelig måde.

Meget få stærke scener springer frem i hukommelsen, når man tænker tilbage på serien. Til gengæld har den holdt en lige så solid kadence som Bjarne Riis i de franske alper.

Der er blevet taget god tid til at skabe en verden befolket af mennesker, som er så fejlbarlige, at man ikke kan undgå at se sig selv i deres svære beslutninger og vævende usikkerhed.

Selv de evigt gode modtagerforældre Rasmus og Dorthe, som tog de anbragte børn Holly og Theo til sig med kærlighed og et åbent hjerte, skal selvfølgelig have betaling af kommunen.

Det er jo et arbejde, og ingen kan leve af at være gode samaritanere. Det er en hård erkendelse for et forvirret barnesind, og Ulven kommer skildrer rørende, hvordan børnene kommer i klemme, når de voksne ikke kan finde ud af det.

DR er undervejs blevet klandret for at være sortseende og humorforladte ved at lade en serie om tvangsfjernelse og vold i hjemmet være flagskib søndag aften på moderkanalen i to måneder.

Det er sandt, at godt humør er en by i Rusland i serien, hvor mange indendørs scener i hjemmet og på kontorer er så dystert iscenesat, at man som seer overvejer, om både privatfolk og kommunen har glemt at betale elregningen.

Og når forældreparret finder sammen i lidenskabelige øjeblikke, er pointen øjensynligt at vise, at manden er aggressiv i sengen. Men man undrer sig over, at parret ikke lukker soveværelsesdøren under sex-akten.

Den slags spøjse valg, som er blevet truffet for at skabe en dyster stemning og lade Holly se sine forældre i kompliceret forening, skæmmer en serie, der ellers gør meget for at fremstå troværdig.

Heldigvis er grundkernen solid.

Skuespillet er forbilledligt af Christine Børge Albeck og Peter Plaugborg som voldsramt kvinde og hendes ægtemand, der også får lov til at være hengiven far ad flere omgange.

Og som børnene Holly og Theo er Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Noah Storm Otto ganske enkelt et fund. Hvad end de er sørgmodigt stille eller råber vredt, er alle familiemedlemmer gribende menneskelige, når de forsøger at håndtere en svær situation.

Større udfordringer har Bjarne Henriksen med at gøre den tvære lykkeridder Lars elskværdig. Han spiller rollen afmålt og lader sagsbehandlerens engagement skinne igennem, men det virker irriterende, at Lars ender med at ramme rigtigt, fordi han har en slags sjette sans.

Ulven kommer er desværre ikke på samme niveau som Thomas Vinterbergs Jagten. Filmen er mere modig, fordi den tør fortælle den tabubelagte sandhed, at børn kan finde på at lyve, når virkeligheden er anderledes, end de ønsker.

DR-serien pirrer publikums nysgerrighed ved at sørge for, at man som seer hele tiden er i tvivl om, hvad sandheden er. Det er spændende, men uden dybere substans. Og i sidste ende må man konstatere, at historien er for enstrenget til otte timer svarende til fire spillefilm.

Det er udmærket, at ikke alle DR’s søndagsserier skal skæres over Matador-skabelonen, men spilletiden bør afstemmes med indholdet.

Titel:
Ulven kommer

Land:
Danmark

År:
2020

Serieskaber:
Maja Jul Larsen

Medvirkende:
Bjarne Henriksen, Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Peter Plaugborg, Christine Albeck Børge, Noah Storm Otto

Spilletid:
Otte afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
11. oktober på DR1 og DRTV

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
18. juni 2024
The Sweet East

The Sweet East

Serieanmeldelse
24. apr. 2024
Kald mig far

Kald mig far

Serieanmeldelse
19. apr. 2024
Bullshit

Bullshit

Cph:Dox 2024
18. mar. 2024
Vores fars sol

Vores fars sol

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!