Ulydighed

Hvem er de eller den ulydige i Ulydighed?

Alle har de et system, de er oppe imod, som de desperat prøver at være loyale overfor, men som de i sidste ende må svigte.

I Sebastián Lelios film vender en kvinde, Ronit, hjem til sin barndoms London-forstad fra New York, hvor hun har boet i mange år. Hendes far, den respekterede rabbiner, er død, og hun tages overraskende, men kærligt imod af Dovid, hendes barndomsven og fars efterfølger.

Dovid har i mellemtiden giftet sig med Esti.

Esti er historiens kernekarakter, dens mysterium. Hun er Dovids lavmælte, lidt generte kone, men vi finder hurtigt ud af, at hun og Ronit havde en affære, og at det var derfor, at Ronit flygtede til New York.

Det giver sig selv, at følelserne kommer væltende tilbage for begge parter. Men det ortodokse samfund har ører og øjne alle vegne. Og kan Dovids karriere som den legendariske gamle rabbiners arvtager overleve, at hans hustru eventuelt forlader ham og oven i købet for en kvinde?!

Sebastián Lelio er den chilenske instruktør, der sidste år bragte os den formidabelt ekspressive og komplekse En fantastisk kvinde. Ulydighed har det samme mørke, den samme dysterhed. Og den favner melodramaet midt i fortrædelighederne.

Når de forsamlede rabbinere istemmer et sangligt foredrag, vokser vokalen og musikken – den jødiske identitet, som filmen nok så meget handler om – i følelsesstyrke og volumen.

Det er hver gang indlysende, at det ikke er lokale omegnsrabbinere, der lægger stemme til, men professionelle kor og solister. Det er sådan en forstærkning af udtrykket, man sjældent tillader sig uden for melodramaet, men som Lelio helt naturligt har med i sin værktøjskasse. Forhåbentlig evner han at holde fast i den.

I Ulydighed vokser modstanden mod de homoseksuelle og deres selvforståelse naturligt ud af miljøet. Filmen er så genneminstrueret, så nøje tænkt i detaljen og så fokuseret, at man føler, man er dumpet ned i noget, som fandtes allerede.

Rachel Weisz, der spiller Ronit, har også produceret Ulydighed og altså været med til at give den bedste af tre velskrevne roller til Rachel McAdams som Esti.

Fra hun første gang lydigt kigger op fra sine daglige gøremål, til hun åbner sig for Ronit og uafvendeligt følger sin skæbne, udvikler hun sig bestandigt.

Det er en pragtrolle, virkelig et udstillingsvindue for, hvad en moderne skuespiller kan præstere.

Weisz og McAdams udforsker anatomien i to menneskers gensidige tiltrækning, og selv om oddsene er imod deres forhold, og selv om man indimellem synes, at de kunne være mere diskrete, er de nødt til bare at give sig skæbnen i vold.

Måske er det allerfineste ved Ulydighed den empati, som filmen omfatter Dovid med. Det er typisk, at manden, patriarken, generelt beskrives som undertrykkende og uden kontakt til sine følelser. Men spillet af Alessandro Nivola, der har ventet i tyve år på en rolle som Dovid, investerer man gerne meget i karakteren.

Dovid er fanget som en ny tids mere frisindet rabbiner i et religiøst miljø, som lukker kvinder ind ad bagdøren og isolerer dem oppe på balkonen i synagogen. Han ved, at hans karriere er stendød, hvis miljøet får nys om Ronit og Estis forhold, fordi det vil falde tilbage på ham som mand og familieoverhoved. Hans dilemma er ikke nemt.

Én scene i filmen er født til at skabe ballade, nemlig den centrale sexscene mellem Ronit og Esti.

Der er intet softcore over det, ingen smagfuld lagendraperings-koreografi, bare to almindelige mennesker, der har sex. Det er frækt. Man identificerer sig med personerne. Alt blomstrer i den scene mellem to kvinder, der i princippet har alt for meget tøj på til en sexscene.

Det er i kropsvæskerne, hemmeligheden ligger. Så siger jeg ikke mere. Se resten selv!