Unbreakable Kimmy Schmidt

Forestil dig pludselig at se lyset efter at have levet femten år i bogstaveligt mørke. Forestil dig dernæst at ankomme til glitrende New York City, byen der aldrig sover, når tilværelsen indtil da er foregået i en underjordisk bunker in the middle of nowhere i selskab med en tosset kultleder og hjernevaskede kvinder.

Det lyder måske ikke umiddelbart som en præmis med komisk potentiale, men det er lige netop, hvad den er i Netflix’ nye komedieserie Unbreakable Kimmy Schmidt.

Her møder vi titlens Kimmy, lige inden den 29-årige kvinde befries fra sit ufrivillige fangeskab, hvorefter hun tager til storbyen i det ultimative clash af verdener. Nu må hun lære at leve med alt, hvad det indebærer af jobsøgning, lægebesøg og dating. Naturlige gøremål for almindelige mennesker, men absurde for Kimmy.

Både den håbløst gammeldags, religiøse fanatisme og den moderne, teknologiafhængige forbrugskultur revses, når de via Kimmy støder mod hinanden.

Uden at være direkte samfundssatire kommenteres det latterlige i at bekende sig et bestemt dogme, hvad enten det er gud eller penge.

Denne dramatiske motor gør, at serien kan være lige så fjollet, som den har lyst til, uden at forfalde til ligegyldig komik. Gennem hovedpersonen strømmer en sød, uskyldig stemning ud fra serien, så man til tider næsten ikke fanger de mange grovkornede vittigheder og tabubelagte, seksuelle undertoner.

Kimmy (Ellie Kemper) er et øjeblikkeligt fascinerende bekendtskab. Hun går til livet med ukueligt gåpåmod iklædt pangfarver og med en charmerende naivitet, der kommer sig af, at hun har glippet de sidste femten års teknologiske udvikling – hvad pokker er en iPhone?

Omkring Kimmy færdes en række mere eller mindre spændende karakterer, der på hver deres måde konfronterer hende med verden. Mest interessant er hendes homoseksuelle bofælle Tituss (Tituss Burgess), der er noget så velkendt som en fejlslagen skuespiller. Hans problemer er dog morsomme nok til at fungere også uden Kimmy, og karakteren er troværdig både som hysterisk queen og betænksom ven.

Unbreakable Kimmy Schmidt læner sig op ad skaberne Tina Fey og Robert Carlocks forrige serie, 30 Rock, men uden at være en kopi.

30 Rock fra NBC er ren tossekomik på højeste niveau, hvor vittighederne falder som maskingeværsalver, og fænomener som logik og realisme ikke har nogen plads. Kimmys møde med den virkelige verden er bestemt ikke køkkenvaskrealisme – dertil er universet for skævt og spøjst – men der er skruet gevaldigt ned for de metaagtige jokes.

Humoren er langt mere naturalistisk i denne omgang, og det klæder karaktererne. De er sympatiske uden at være tandløse og morsomme uden at være åndssvage, hvilket er en hårfin grænse i serie-komik.

Selv når serien forfalder til sukkersøde klichéer, fungerer det takket være den dramatiske krog. Som når Kimmy fortæller sin nye arbejdsgiver, Upper West Side-hausfrauen Jacqueline (Jane Krakowski), at hun ”bare skal tage livet ti sekunder ad gangen”.

Derefter føres vi via flashbacks til Kimmys fortid i en underjordisk bunker i Indiana. Her viser hun, hvordan man kan klare selv det værste i ti sekunder ad gangen.

I flashback-sekvenserne mærker man, at Unbreakable Kimmy Schmidt foruden god komisk timing har et bankende hjerte, der holder det hele i live, når vittighederne fra tid til anden rammer ved siden af.

Efter den fremragende start går der i afsnit tre til seks en smule tomgang i serien, fordi mindre handlingstråde og gæsteskuespillere skal integreres. Men hvis Unbreakable Kimmy Schmidt i anden halvdel af første sæson holder fokus på sin ukuelige titelkarakter, kan Netflix meget vel stå med sit første reelle sitcom-hit.