Unbreakable Kimmy Schmidt – sæson 2

Det kræver sin komiske sans at finde det morsomme i en ung kvindes femten år lange kidnapning, men det er netop, hvad Unbreakable Kimmy Schmidt gør.

I første sæson blev Kimmy (Ellie Kemper) endelig befriet fra sit mangeårige fangenskab og drog straks til storbyen New York for at udleve sine drømme. Det resulterede i utallige sjove udfordringer i mødet med byens mærkelige indbyggere, men anden sæson viser, at det fortsat er svært at tilpasse sig livet, når hele ens ungdom er blevet stjålet.

Det lyder alvorligt, men det er bestemt ikke det første, man tænker, når man ser Unbreakable Kimmy Schmidt og hører den ørehængende autotune-introsang.

Serien er en pastelfarvet humørbombe ligesom hovedpersonen, der ikke lader livets grimme sider påvirke sin charmerende, blåøjede naivitet. På samme måde, som man kan komme til at grine, når andre mennesker griner, er det simpelthen svært ikke at komme i godt humør af Kimmys favntag med en verden, hun har været væk fra siden 1998.

Noget så simpelt som at gå på internettet, eller World Wide Web som hun i sin 90’er-optik kalder det, bliver en krævende tur på biblioteket med en del tekniske udfordringer.

Samspillet mellem hende og den homoseksuelle sambo Titus Andromedon (Tituss Burgess), der altid har et nyt kælenavn til Kimmy, er stadig et af seriens store trækplastre, men de to kommer også ud på egen hånd, hvor de møder et overflødighedshorn af sjove bikarakterer.

Deres tossede udlejer Lillian (Carol Kane) er stadig et morsomt bekendtskab, hvis kamp med fornyelse af kvarteret gør grin med New Yorks hipsterkultur. Også byens ultrarige står for skud i det ellers kærlige portræt af Kimmys arbejdsgiver Jacqueline (Jane Krakowski) og dennes veninde Mimi (Amy Sedaris). De er to fraskilte rigmandshustruer, hvis forkælede ubehjælpsomhed står i stærk kontrast til Kimmys proaktive beslutsomhed.

Men bedst er serieskaber Tina Fey selv som psykiateren Andrea, der tager Kimmys barndomstraumer under behandling. Problemet er bare, at Andrea drikker sig hammerfuld hver aften og dermed glemmer alt om både Kimmy og hendes traumer.

I modsætning til andre serier, der i jagten på eksistentiel dybde bliver pseudo-intellektuelle, er Unbreakable Kimmy Schmidt klog, fordi den ikke prøver at være det.

Vittighederne rangerer fra lette, men skarpe popkulturelle referencer, der både træffer Kardashian-familien og Mad Men – hvis Jon Hamm spiller Kimmys kidnapper pastor Richard Wayne Gary Wayne – til rammende dybe betragtninger, der er mindst lige så sjove.

Eksempelvis griner man, når Kimmy viser sin fordrukne psykiater, at hun kan holde vejret i fire minutter med ordene: ”Man skal bare være ligeglad med, om man overlever.”

Som resten af serien præsenteres situationen i Kimmys pangfarvede optik, der gør, at man kan grine, men som samtidig ikke gør én blind for den mørkt-realistiske klangbund.

I sin anden sæson skruer Unbreakable Kimmy Schmidt op for det groteske, som ikke alle vil elske lige højt, men kunne man lide den første sæson, er der god grund til at vende tilbage.

Serien har skruet endnu mere op for det hæsblæsende vittighedstempo, der blev lagt for dagen i begyndelsen. Et af meget få kritikpunkter er da også det lidt mærkelige, at der næsten er proppet for mange vittigheder ind. Til tider savner man lidt luft mellem de konstante jokes, så de kan slå hårdere, når de kommer.

Men det er stilen, som Fey og medskaber Robert Carlock også praktiserede i forgængeren 30 Rock, og man skal være en noget tør kiks for at brokke sig over for meget sjov.

Unbreakable Kimmy Schmidt er kort sagt en af de bedste rene komedieserier lige nu, fordi den angriber de mørke sider af livet med et frontalangreb af gakket humor.