Biografanmeldelse
02. dec. 2015
Under sandet
Carl Rasmussen, spillet suverænt af Roland Møller, forbereder de unge tyske soldater på den umenneskelige minerydning, der venter dem forude. Foto | Gordon A. Timpen

Under sandet

I hans tredje film falder alt på plads for Martin Zandvliet, der med førsteklasses filmhåndværk og en suveræn Roland Møller stiller skarpt på en ubeskrevet dansk krigsskamplet.

Af Morten Piil

Overtager man som krigssejrherre fjendens moral, er sejren kun militær.

I Martin Zandvliets overrumplende vellykkede drama om tyske krigsfanger i Danmark efter Befrielsen viderefører de sejrende danske militærmyndigheder fjendens menneskesyn i deres hadefulde mishandling af fangerne, så den nazisme, man har bekæmpet, kommer til at leve videre i bedste velgående.

Det menes, at op mod 250 tyske soldater-krigsfanger blev dræbt og 600 lemlæstet, da 2000 af dem blev sat til at rydde den jyske vestkyst for de over to millioner miner, værnemagten havde lagt ud.

Man leder forgæves efter beskrivelser af skampletten selv i et nyere 1000-siders standardbind om Besættelsestiden og dens efterdønninger. Så blot i sit emnevalg har Under sandet en bemærkelsesværdig nyheds-brod. Tilmed drejer det sig om en ualmindeligt velskabt fortælling om krigens dehumaniserende virkning i ”rare” lille Danmark. Fortællingen er heller ikke uden aktualitets-interesse, for hvordan behandler vi fremmede?

Trods al grumhed indskriver filmen sig utvetydigt i en lavmælt, humanistisk dansk tradition. Zandvliet fastholder et nøgternt tonefald, samtidig med at han udnytter Vestkystens naturskønhed som en effektfuld kontrast til historiens iboende hæslighed.

For bag betegnelsen ”tyske soldater”, der kan lyde så barsk, ligger den kendsgerning, at det bare er store, skræmte drenge, der sættes til at udføre den livsfarlige opgave – grønskollinger næppe en dag over tyve år. Som en sidste krampetrækning satte nazisterne sådanne ungersvende ind i kampen, og det er en lidet afskrækkende gruppe, filmens hovedperson sergent Carl Rasmussen skal oplære i minerydningens livsfarlige kunst.

Rasmussen (suverænt spillet af Roland Møller) fører sig frem som en udpræget kæft-trit-og-retning-soldat, der med stor befalings-gøende arrogance sætter sin autoritet igennem og gerne ydmyger denne tyske ”fjende”, selv om den jo for længst ligger ned.

Men trods mandens uigennemskydelige macho-panser aner man nogle sprækker ind til en primitiv og regulær fyr, med lidt for gode evner til at spille rollen som militær tyran.

Efterhånden viser der sig alligevel grænser for den mishandling, han vil udsætte drengene for. De spærres inde i en barak, de udsultes, og de drives frem som en mindre slavehær.

Men Rasmussen er selv en brik i en militær hakkeorden, og han har en grænse, som hans overordnede, den fanatiske løjtnant Ebbe (Mikkel Boe Følsgaard), overskrider uden at blinke. Hos Ebbe, der kommer til at stå for den danske stats samlede håndtering af sagen, fortrænger blind, sadistisk hævnlyst enhver menneskelighed.

Historien holdes i stramme tøjler efter en rolig start, hvor vi omhyggeligt sættes ind i mekanikken omkring minerydningen. Og efterhånden udkrystalliserer der sig nogle fine, små portrætter af de tyske drenge-soldater, der drømmer om at ”komme hjem” hurtigst muligt og få deres tilværelse i gang.

Intet under, at de skrøbeligste bukker under for presset.

Camilla Hjelm Knudsens solmættede strandbilleder skaber et næsten western-agtigt rum omkring personerne, der bliver små figurer i et vældigt landskab. Det er med til at gøre filmen fysisk action-præget som i de bedste amerikanske film. 

Som filmhåndværk er Under sandet førsteklasses, og for første gang – efter den utroværdige Applaus og den historisk forfuskede Dirch – falder alt på plads for Zandvliet, der meget vel kan få et mindre internationalt gennembrud.

På den hjemlige front fungerer filmen som en vigtig påmindelse om, at Poul Henningsen i visse henseender havde frygteligt ret, da han i 1947 skrev følgende i anledning af Danmarks behandling af de tyske flygtninge: ”Vi har overtaget Hitlers herre- og slavefolksteorier (...) og tænker endnu i nationer og ikke i mennesker som før krigen.”

Titel:
Under sandet

Land:
Danmark, Tyskland

År:
2015

Instruktør:
Martin Zandvliet

Manuskript:
Martin Zandvliet

Medvirkende:
Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard, Laura Bro, Louis Hofmann, Leon Seidel

Spilletid:
100 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
3. december 2015

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
13. sep. 2017
Borg

Borg

Biografanmeldelse
15. juni 2017
Den bedste mand

Den bedste mand

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Valby var faktisk engang Hollywood
Debat
29. dec. 2021

Debat: Valby var faktisk engang Hollywood

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!