Under the Silver Lake

David Robert Mitchell har skabt en af de mest originale horrorfilm i nyere tid med It Follows, der rammer en fin balance mellem stilsikker John Carpenter-hyldest og original horror-mytologi.

Under the Silver Lake er et skift for instruktøren.

Hvor gennembrudsfilmen er en lille, stram gyser, er den nye film lang, syret, fabulerende og svær at sætte i genrebås. Den er både en paranoid thriller, stenet komedie og popkultur-satire.

Sam (Andrew Garfield) bor i et lejlighedskompleks i Los Angeles. Arbejde har han tilsyneladende ikke, og han er bagud med huslejen.

En dag får han øje på den smukke Sarah (Riley Keough) ved poolen, og han bliver straks betaget af hende. De tilbringer en aften sammen, men næste dag er Sarah forsvundet sporløst, og hendes lejlighed tømt. Sam begynder at lede byen rundt efter hende.

Mitchells Los Angeles er en mørk og labyrintisk drømmeverden. Selv om dagen, i høj californisk sol, er der noget dunkelt over byen. Der foregår mystiske ting.

En lokal rigmand er forsvundet. En eller anden dræber byens hunde. En paranoid tegneserieforfatter synes at vide noget om monstre og sammensværgelser, der går helt tilbage til filmbyens tidligste dage. Der er skjulte beskeder i sange fra bandet Jesus & the Brides of Dracula. Og under byens glamourøse overflade findes der bogstavelig talt en parallel verden.

Måske rummer et skattekort fra en gammel Cornflakes-pakke svaret?

Ved premieren på Cannes-festivalen i maj blev Under the Silver Lake hurtigt sammenlignet med David Lynch’ Mulholland Dr., en anden mareridtsskildring af Los Angeles.

Men Mitchell prøver ikke at være David Lynch. Filmen føles mere i familie med Robert Altmans Chandler-filmatisering The Long Goodbye fra 1973 med Elliott Gould som en stenet og apatisk Philip Marlowe.

Også stoner noirs som The Big Lebowski og Paul Thomas Andersons Inherent Vice ligner forbilleder.

Og selvfølgelig Hitchcock. I løbet af de første ti minutter har vi fået Bernard Herrmann-inspireret musik, en version af det berømte dolly-zoom fra Vertigo og en hovedperson, der som i Rear Window betragter sine naboer gennem en kikkert.

Som hos Hitchcock er det en film om voyeuren som detektiv – og detektiven som voyeur.

Andrew Garfields Sam er først og fremmest en mand, der iagttager. Han udspionerer sine naboer. Han lister sig uset ind på en flok knægte, der er i gang med at vandalisere kvarterets biler. Han følger efter et trekløver af unge piger, som måske kender den forsvundne Sarah. Han kigger konstant efter spor og skjulte sammenhænge.

Der er mere sex i Under the Silver Lake end i nogen nyere amerikansk film. Ikke eksplicit, selv om der er en hel del nøgenhed, men snarere som en intens og smittende lyst til at se, der gennemsyrer hele filmen.

Sam kigger – og vi kigger med ham. Vi ser det, han ser. Både når han er vågen, og når han drømmer.

Det er en stærkt subjektiv film, og det er med til at understrege den drømmeagtige fornemmelse. Fotografen Mike Gioulakis’ billeder giver filmen en svævende, henslængt rytme.

Det er en detektivhistorie gennemmarineret i amerikansk populærkultur. Overalt er der filmplakater, nørdede samlerobjekter og indforståede referencer. Og filmen spiller med på nørdens overbevisning om, at selv de mest obskure objekter er ladet med betydning og skjulte meninger. Her antager det konspiratoriske proportioner. Mitchell ved udmærket, at nørder kan være både besatte og paranoide.

Man får fornemmelsen af, at instruktøren har tømt hele sin notesbog med idéer ned i manuskriptet. Disciplineret er det ikke, og nogle vil være skuffede over hans spring fra knivskarp genrekontrol til slentrende og udsyret psyko-thriller.

Men der er noget dragende og konstant fascinerende over filmen og dens mørke skildring af Los Angeles.