Under the Skin

Skal man kunne forstå alt i en film? Hvor meget skal man kunne forstå? Behøver man overhovedet at forstå noget? Hvad betyder ”forstå”?

Under the Skin er sådan en film, man skal være til, som det hedder.

Handlingen er vel knap en handling: Et stærkt lys. Mystisk mumlen, taleøvelser. En kvinde kører rundt i en varevogn på de skotske veje og samler mænd op, som hun tager med sig hjem, og hvor de forsvinder – afklædte og med stiv pik – under vand.

Kvinden (Scarlett Johansson) kommer fra rummet, det ydre af dem. Gradvis får hun mere og mere sympati for de mænd, hun samler op, og hun opdager sin egen menneskelige seksualitet.

Men hun er hverken Jeff Bridges i Starman eller Keanu Reeves i The Day the Earth Stood Still, der begge var sendt til Jorden med en mission. Hvad dette navnløse rumvæsen vil her, ved vi ikke.

Under the Skin er en symfoni af minimalistiske indtryk. Lydeffekter, der synes at opstå ud af ingenting, interiør, der bliver til landskaber, billeder, der veksler mellem klinisk opsathed og dokumentarisme.

Og hele tiden denne afventen, der er filmens tone, en antropologisk afsøgning, som er kvindens på vegne af den mystiske planet, hun kommer fra.

En scene skiller sig ud. Kvinden står ved stranden og taler med en tjekkisk mand, der pludselig løber fra hende for at redde en kvinde, der er ved at svømme ud for at redde sin hund. Kvindens mand, i overfrakke og det hele, er på vej ud efter hende og tjekken efter ham. Alle dør. Musikken er skæbnetung.

Tilbage på stranden, prisgivet, sidder parrets skrigende baby, mens det langsomt bliver mørkere omkring ham. Hvorfor? Skal vi altid vide hvorfor?

Under the Skin er nærmest en abstraktion, men den er også en betagende, uafviselig og uafvendelig film.