Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall

Da andet afsnit af den to timer lange dokumentar starter, vender kedsomheden sig til vrede og indignation. 

”This is my confession,” lyder det fra morddømte Peter Madsen, mens kameraet panorerer hen over havoverfladen for så pludselig at dykke ned til en ubåd med blod på gulvet. 

Lydbidder fra interviews med Peter Madsen i fængslet ligger spredt rundt i afsnittet – ligesom affald i verdenshavene, der ikke gør andet end at forpeste vores verden. 

Får vi så en tilståelse fra den narcissistiske psykopat? Nej, selvfølgelig gør vi ikke det. 

Undercurrent: The disappearance of Kim Wall på HBO Max er en dokumentar om mordet på journalisten Kim Wall, der primært henvender sig til et amerikansk publikum. 

Alle de danske medvirkende taler engelsk, og dokumentaren gennemgår sagen fra A til Z. En uforholdsmæssig stor del af serien er tilegnet de første par timer, hvor Kim Wall er forsvundet. 

Således går der en halv time, før vi får den berømte TV 2-optagelse af Peter Madsen, der bliver hjulpet op på land efter at have sænket sin egen ubåd. 

Den Emmy-nominerede dokumentarinstruktør Erin Lee Carr forsøger dog at hæve dokumentaren op på et højere plan. Ligesom hun har gjort i sine tidligere, fremragende værker. 

Kendetegnende for Carr er der altid flere sandheder, som instruktøren viser i et komplekst spindelvæv. Det gælder de populære How to Fix a Drug Scandal, Mommy Dead and Dearest og Britney vs Spears. 

Men i Undercurrent: The disappearance of Kim Wall fejler instruktøren. 

Hun skøjter over et væld af emner: narcissisme, mediekritik, Peter Madsens barndom, hans seksuelle præferencer, misogyni, victim blaiming, drab på journalister verden over, gamle mordsager som Marcela Mieres og Emilie Meng og striden med raketgruppen Copenhagen Suborbitals. 

Minsandten om vi ikke også får Dantes Helvede og floden Styx forklaret fra Peter Madsens perspektiv. 

Det er, som om instruktøren desperat forsøger at finde en gren, som kan legitimere at lave dokumentaren, men ingen af dem er stærke nok til at holde. Ligesom vor egen Tobias Lindholm, der begrundede fiktionsserien om mordefterforskningen med, at han ville lave en serie om at finde lys i mørket. 

Men når to så stærke instruktører kan snuble i den samme historie, må man nødvendigvis spørge hvorfor. 

Svaret ligger lige for. 

Der er ikke nogen mening at finde i en så meningsløs og bestialsk forbrydelse. Og når drabet er så brutalt, at det er umuligt at gå i detaljer, som er normalen for en true crime-fortælling, er der kun meningsløsheden tilbage. 

Hvor Efterforskningen blot var kedeligt meningsløs, er Undercurrent: The disappearance of Kim Wall en tand værre.

Når der rettes en kritik af mediernes dækning af sagen, er det en forspildt chance, at Erin Lee Carr ikke retter de kritiske spørgsmål mod de journalister, som rent faktisk optræder i dokumentaren. 

DR’s Trine Maria Ilsøe, Politikens Frank Hvilsom og Sky News-journalisten Julie Thomsen bruges kun som fortællere af historien. En mere kritisk tilgang til deres egen dækning ville have været mere interessant. Om det eksempelvis er nødvendigt at tweete fra retssale, som Julie Thomsen gør, eller om der er detaljer, der er så brutale, at de ikke er i offentlighedens interesse. 

”Dette er øjeblikket, hvor vi kan reevaluere, hvordan vi fortæller om tragedier, og hvis historie vi vælger at fortælle,” siger en af Kim Walls venner. 

Der er mange optagelser fra Kim Walls professionelle liv som journalist, hvilket er prisværdigt. Men når man forsøger at spinde en vinkel, der hedder, at kvindelige journalister er mere udsatte på jobbet end mandlige, er det i direkte modstrid med sandheden. 

I 2021 var der én kvinde ud af 27 drab på journalister verden over. 

Drabet på Kim Wall er ikke en del af en større tendens. Det var en fuldstændigt tilfældig og meningsløs død, som der kun er én forklaring på: Peter Madsen. 

Og så er vi tilbage ved ”tilståelsen”, hvor den morddømte nu pludselig skyder skylden for forbrydelsen på unavngivne personer i hans barndom. 

At Carr har medtaget Peter Madsens jammerlige udtalelser, underminerer dokumentarens fokus på Kim Wall og kan ikke betegnes som andet end hyklerisk.

Det er et suspense-greb, der ikke hører nogen steder hjemme. Især når forfatteren Thomas Djursing igen og igen forklarer, hvordan Peter Madsen higer efter opmærksomheden og vil fortælle alverdens løgne for at få den. 

Det er på tide, at vi begraver ham i bedøvende stilhed og lader Kim Wall hvile i fred.