Underverden II

Dar Salim og Fenar Ahmad sparkede døren ind for fuld smadder, da Underverden i 2017 trak et stort publikum i biografen og fik flotte anmelderroser med på vejen.

Med eksplosiv vold, hårdtslående elektronisk musik og smukke billeder af Københavns kriminelle underverden tegnede filmen sig som Pusher for en ny generation.

Nu er makkerparret tilbage med en opfølger, der gør meget af det samme, men også er helt sin egen.

Ligesom forgængeren lægger Underverden II ud med en højintens åbningsscene, som sætter en pulserende tone og perfekt introducerer den nye, frygtindgydende skurk.

En ung mand er på vej til Østre Landsret for at afgive vidneudsagn mod en gangsterboss. På vejen får han et klaustrofobisk anfald, og senere forstår man, hvorfor han er så bange.

Ved retten står en horde af vrede bandemedlemmer klar til at tage imod ham, så truslen om overhængende fare hænger tykt i luften.

Den fatalistiske stemning bliver en rettesnor for resten af filmen, hvor Dar Salims tidligere hjertekirurg og nu storlæsende fængselsindsatte Zaid prøver at holde sig for sig selv.

Men da en PET-agent i skikkelse af Birgitte Hjort Sørensen stiller i udsigt, at han kan komme ud og se sin søn, hvis han går med til at infiltrere de nye folk i bandeland, ved man godt, hvad klokken er slået.

Det kan umuligt ende godt, og med den veloplagte og nervepirrende historie er man fuldkommen med hele vejen til den bitre ende.

Underverden II er tydeligvis en film dedikeret til ungdommen, der reagerede stærkt på den første fortælling om blodhævn. Mens Zaid i etteren ofte handlede i blindt raseri for at hævne sin myrdede bror, er hans handlinger denne gang mere kontrollerede.

Det er en klar konsekvens af, at han har haft syv års fængselstid til at tænke over, hvad det vigtige i livet er. Og det gør kun det indre drama så meget desto stærkere.

Når Zaid alligevel kaster sig ud i en selvmorderisk mission for at skaffe stjålen narkotika tilbage til gangsterbossen Muhdir, som har taget Zaid under sine vinger, er man ikke i tvivl om, at han er klar til at ofre sit liv.

De adrenalinpumpende actionscener er der stadig i Underverden II, men fokus er et andet. De mest slående billeder opstår i Zaids Tivoli-tur med sønnen Noah og hans fodboldkamp i det sociale boligbyggeri, hvor de unge bliver lokket ind i bandemiljøet med hurtige penge.

Det er ikke en løftet pegefinger, men blot en brutalt nøgtern konstatering af, hvordan livet former sig, hvis man først indleder sig på en kriminel løbebane.

Dar Salim indtager forsiden af det aktuelle Ekko #93, hvor han i en stor og åbenhjertig artikel selv skriver om de erfaringer, han som brun mand har gjort sig undervejs mod toppen af den danske filmbranche.

Skuespilleren er undervejs blevet et af de største navne herhjemme, og som Zaid rammer han helt ind i de dybeste afkroge af sjælen. Følelserne banker konstant løs i ham, men han er nødt til at holde dem i skak, så han ikke afslører sig selv.

Det er en hjerteskærende fornøjelse at se Zaid dirigere sin omsorg i retning af en af blokkens unge gutter, der er alt for uskyldig til at blive blandet ind i bandemiljøet. I den ældre mands øjne brænder en ild af hengivenhed, som han ikke har mulighed for at give sin søn i det omfang, han ville ønske.

Underverden II er herligt mangfoldig på en måde, der ikke føles som didaktisk skønmaleri.

Soheil Bavi stråler som den sofistikerede og sprængfarlige Muhdir. Mens det ligeledes ubeskrevne blad Abud Mustafa – der er forhenværende bandemedlem – er skræmmende som ind i helvede som den hensynsløse håndlanger Jimmy.

Fenar Ahmad gav sig efter succesen med Underverden i kast med det ambitiøse projekt at filmatisere nordisk mytologi i den stort anlagte Valhalla. Instruktøren – der har basket energisk med vingerne siden spillefilmdebuten Ækte vare – har øjensynligt fundet en ro, som han lader guide sin fortælling om en desperat far.

Underverden II er skrevet i samarbejde mellem Fenar Ahmad og Behrouz Bigdeli, der er kendt for Ekko Shortlist-filmen Til alle mine venner. De to formår at skrue nådesløst på de dramatiske knapper frem mod det uundgåelige opgør.

Jens Ole Wowk McCoy står igen bag den dragende musik, mens spillefilmdebuterende fotograf Peter Riis har overtaget kameraet fra Kasper Tuxen og fortsat den kompromisløse stil.

Det er visuelt betagende, men der bliver fornuftigt ofte skruet ned for de bombastiske effekter, så Dar Salims fænomenale pragtpræstation bærer filmen i mål.

De afsluttende tårer er i den grad velfortjente.