Undine

Et par sidder på en café i Berlin. Manden Johannes slår op med kvinden Undine.

Hun siger, at han lovede, han ville elske hende for evigt. Så får han et opkald fra elskerinden. Det løfte holdt han så ikke.

Undine siger, at hun holder en rundvisning for turister på det lokale bymuseum, og når hun kommer tilbage om en halv time, skal han have ombestemt sig.

Ellers er hun nødt til at dræbe ham. Det var reglerne, da de indledte deres kærlighedsforhold.

Da hun kommer tilbage, er han gået. Men i Undine er sådanne kærlighedskontrakter fatale og ubrydelige. Realisme og mytologi blandes sammen, for vi er både i et moderne Berlin og inde i et eventyr.

Undine-figuren er en havfrue i tysk folklore og også forbilledet for H.C. Andersens Den lille havfrue. Undine er også navnet på tyske Friedrich de la Motte Fouqués meget berømte eventyr fra romantikken anno 1811 med riddere og havvæsener, der ønsker at blive mennesker, men dør og dræber i forsøget.

Undine er i sin menneskeskikkelse rundviser på Berlins bymuseum, og vi hører lange foredrag om byens forandring for måbende turister, mens hun prøver at komme sig over bruddet og blive et ”normalt menneske”.

Det fylder meget i filmen, at den historiske by er en tør plet midt i de ursumpe, hun kommer fra. Vi hører om byens forandringer og uendelige ødelæggelser – at alting ændrer sig og samtidig er uden fremskridt. Mytologi og nutid smelter sammen i en verden, der ikke forandrer sig.

Efter en af disse rundvisninger bliver Undine passet op af Christoph på en café, hvor en lille dykkerfigur i et akvarium begynder at tale til hende. Glasset eksploderer, og Christoph og Undine ender på gulvet med vand og fisk over sig.

De indleder et forhold.

Christoph er erhvervsdykker, der svejser ting i en dyb sø lidt uden for Berlin. Her finder han en ruin, hvor der står skrevet Undine. Da de dykker derned sammen, viser hun sig at være et vandvæsen med hale og det hele.

Men hendes vandeksistens og fortid med Johannes bliver fatal for dem begge. Herefter bevæger historien sig ind i en dødsspiral af vand, skæbne og kærlighed.

Christian Petzold er en af Tysklands bedste instruktører. I sine film blander han fortællinger om de helt store brændpunkter i europæisk historie med det kulørte – krimien og forvekslingsdramaet – og han dyrker maskespil og den romantiske og opgejlede kærlighed.

Det ser man mesterligt i Barbara, hvor en kvinde vil flygte fra DDR, men ender at blive i diktaturet. I ligeledes fremragende Phoenix kommer en kvinde hjem fra kz-lejrene efter krigen til den mand, der angav hende.

I den lidt svagere Transit fra 2018 tager en mand en anden mands identitet under en flygtningekrise, der finder sted i en tid, som både er 1940 og 2015.

I Undine har instruktøren taget springet helt ind i mytologien. Det er desværre ikke helt vellykket.

Det er et glødende kærlighed-og-død-drama, men også for meget eventyr og postulat. Hvor Christian Petzold i sine bedste film lader det fantastiske og overophedede blande blod med det hårdt realistiske, svømmer det for meget ud i fantasi her.

Instruktørens film plejer at være visuelt upåfaldende og koncentrere sig om dramaet, men her har fotografen Hans Fromm lavet en sumpet og mytologisk søverden, der ligner Guillermo del Toros The Shape of Water.

I øjeblikke er filmen mesterlig og skøn, selv om det i Undine ikke gælder fantasy, men tysk alvor.

Paula Beer og Franz Rogowski er siden Transit blevet det nye par i Petzolds film, hvor det før var Nina Hoss og Ronald Zehrfeld. Franz Rogowski spiller med sin lidt forkrampede krop og ganespalte intenst som en tysk Joaquin Phoenix i rollen som Christoph, mens Paula Beer spiller en dødsmærket og dræbende havfrue med styrke og intensitet.

De klæder hinanden.