Unge Astrid

”Hvordan kan du skrive så godt om børn, når du selv er så gammel?”

I første scene af Unge Astrid ser vi Astrid Lindgren, højt oppe i årene, åbne fødselsdagshilsner i sækkevis i sin lille lejlighed i Stockholm. Det er bånd, tegninger og selvfølgelig breve med alverdens vidunderlige spørgsmål, som kun børn kan stille.

Hun mindes sin ungdom, og tilskueren ryger med tilbage i tiden, et ret uinspireret filmisk greb.

I 1923 er Astrid en livlig og bramfri sekstenårig pige, der spilles energisk og utøjleligt af det unge talent Alba August. Selv om Astrid passer sin dont i den svenske landmandsfamilie, har hun tit konflikter med sin gudfrygtige mor. Kristendommen er hyklerisk, mener Astrid, ikke mindst, fordi den jævnaldrende bror får lov at være længere ude.

Hun var en tidlig feminist, hvis nogen skulle have troet andet om kvinden, der har givet verden Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter.

I forsamlingshuset anses hun ikke for at være lige så smuk som sin veninde. Men når ingen vil danse med hende, så danser hun bare med sig selv! Det høster et anerkendende blik fra den lokale avisredaktør Blomberg. Kort efter tikker et spændende tilbud ind: en sekretærstilling på Vimmerby Tidning.

Som sin første opgave skal Astrid på reportage med det nye tog, der kører igennem byen. Hun beskriver, hvordan toget tøffer møjsommeligt frem i modsætning til de amerikanske tog, der farer gennem landskaberne – men det svenske tog har akkurat den fart, et svensk tog skal have.

Præcis den finurlighed emmer Astrid Lindgrens bøger af, og det lune savner man i den til tider pragmatiske film. Unge Astrid er et klassisk og kærligt portræt af forfatterens svære, unge år, men uhyre velspillet og dårende smuk med idylliske Småland som bagtæppe.

Romancen blusser på redaktionen, og som attenårig bliver Astrid Lindgren gravid. For at undgå skandale må barnet fødes i dølgsmål i København, hvor en plejemor tager sig af det. ”Børn skal bare have kærlighed,” siger Trine Dyrholm i plejemorrollen med et berømt Lindgren-citat. ”Masser af kærlighed.”

Astrids afsked med sin nyfødte søn er ubærlig. Alba August formidler smerten med knusende håndgribelighed, og ens hjerte brister for hende, da hun må arbejde som sekretær i Stockholm, mens hun venter på, at hun kan blive gift med Blomberg og få babyen Lasse igen.

Adskillelsen fra sønnen er et kapitel i Astrid Lindgrens liv, som hun selv holdt skjult længe, men den er fortalt i den rørende dokumentarserie Sorgfugl. Hendes forhold til redaktøren og smerten ved at forlade Lasse var en privat sag, som Pernille Fischer Christensen med sin faste medforfatter Kim Fupz Aakeson har brygget videre på.

Man sidder da også med nogle ubesvarede spørgsmål, når rulleteksterne trænger ned over lærredet.

Astrid Lindgren er stærk, hun træffer nogle modige og alternative valg. Derfor skurrer det, når hun er svag og vægelsindet over for redaktøren. Han elsker hende, men hvad laver hun egentlig med ham?

Der er så mange moderløse og forladte børn i forfatterens værker: Mio, Pippi, Rasmus på farten og de faderløse drenge i Brødrene Løvehjerte.

Astrid Lindgren skyede aldrig døden og mørket, men knyttede alligevel mod og håb til selv det mest dystre. Måske adskillelsen fra Lasse i tre trøstesløse år var årsag til det mørke, hun selv trak på? Det antyder Unge Astrid i hvert fald.

Det føles en anelse letkøbt.

I et forfatterportræt vil man gerne have indblik i, hvad der gjorde forfatteren til noget særligt. Mørket forklares, men i sine bøger var det først og fremmest lyset, Astrid Lindgren skrev frem med humor og empati. Det forbliver et mysterium, hvorfor hun skrev så godt om og for børn.

Ikke desto mindre har Pernille Fischer Christensen skabt en smuk og medrivende fortælling, der efterlader én med tårer på kinden.