United States of Love

Med Dekalog fra 1989 gjorde Krzysztof Kieślowski det pludseligt hipt at se polsk tv.

Med udgangspunkt i de ti bud udforskede instruktøren i sine små tv-film en række menneskeskæbner i et polsk betonbyggeri i Østblokkens efterår.

Nu, mange år senere, udforsker en anden polsk instruktør på ny en række skæbner i en dødssyg polsk betonblok. I Tomasz Wasilewskis United States of Love befinder vi os tidsligt et sted umiddelbart efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens begyndende krakelering, men faktisk er det menneskene snarere end historiens vingesus, der får filmens opmærksomhed.

I februar tidligere i år blev United States of Love rost på filmfestivalen i Berlin, hvor den fik tildelt prisen for bedste manuskript. Den kategori er Wasilewskis film også nomineret til, når European Film Awards uddeles den 10. december i – ja, Polen minsandten.

Når de åbenlyse ligheder og anerkendende nik til Kieslowski er hakket af, er det første, man hæfter sig ved, filmens særegne æstetik.

United States of Love er filmet i gråblege og mutte farver, som ret formidabelt underbygger den kedelige og rå Østblok-æstetik, domineret af beton, skyede gråvejrsdage og anonyme boligblokke.

Og en boligblok er lige netop også den centrale skueplads for filmens handling, som drejer sig om fire kvinder, der bor dør om dør.

Agata (Julia Kijowska) er ulykkelig i sit ægteskab og begærer i hemmelighed den lokale, katolske præst. Iza (Magdalena Cielecka) har en affære med den lokale læge, der netop har mistet sin kone, men han afviser koldt og brutalt et forhold med Iza.

Izas søster Marzena (Marta Nieradkiewicz) underviser i dans og vandgymnastik på den lokale skole og er byens skønhedsdronning. Den ældre Renata (Dorota Kolak) bor i samme opgang som Marzena, som hun i al hemmelig beundrer og forelsker sig i.

De fire kvinders fortællinger udfoldes tålmodigt én for én, men de krydser hinanden i løbet af filmen.

Selv om United States of Love finder sted midt i en tumultarisk periode efter Murens fald og med nye vinde blæsende hen over Polen, fylder det historiske nybrud kun en lille del af handlingen. I stedet er det de fire kvinder – med streg under kvinder – der optager filmen som en slags kollektivfortælling.

Mændene er enten usympatiske eller fraværende og i bedste fald ligegyldige i kvindernes liv, som til gengæld skildres hudløst ærligt. Filmens hovedpointe hænger sammen med titlen, som kan forstås ironisk. Selv om Polen tilsyneladende går en lys og fri fremtid i møde som en selvstændig nation, kan de fire kvinder ikke finde sig til rette i livet.

For eksempel er næsten alle de kvindelige hovedroller undervejs splitternøgne foran kameraet, helt i tråd med et gennemgående tema i filmen: forholdet mellem sex og kærlighed.

Mange scener i United States of Love er sammensat af lange indstillinger, der leder tankerne henimod to andre markante europæiske instruktører, nemlig Michael Haneke og Cristian Mungiu. Fotografen Oleg Mutu har da også filmet Mungius Cannes-vinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage fra 2007.

Og præcis som hos Haneke og Mungiu er det ikke altid let at være vidne til United States of Love, der både er benhård og går grundigt til værks uden at overlevere sine pointer.

Stilen er generelt afdæmpet – der er for eksempel ingen underlægningsmusik – og udtrykket spiller stærkt sammen med filmens neddroslede fortællertempo.

Det er imponerende filmkunst og periodeportræt af Tomasz Wasilewski. Især når man hæfter sig ved, at den polske instruktør blot var ti år i 1990, hvor filmen foregår.

Det er tydeligt, at Wasilewski ikke er interesseret i de store historiske omvæltninger i det nye Polen, men i stedet fokuserer på de små og skrøbelige konsekvenser for de mennesker, der lever i historien.

Og nærmest som en slags miniudgave af Dekalog formår Wasilewski med United States of Love at fortælle tre-fire små selvstændige historier, flette dem sammen og lade dem spejle hinanden i en meget helstøbt film.