The United States vs. Billie Holiday

”Farvede mennesker og narkotika forurener vor civilisation,” siger Harry Anslinger, FBI’s chef for kontoret for narkotika, i starten af The United States vs. Billie Holiday.

Vi er i året 1947, og Anslinger, som langt senere blev hædret for sin indsats af selveste præsident Kennedy, mener, at jazzmusik er djævelens værk.

Så bolden ligger lige for hans racistiske fod.

Den legendariske jazzsanger og lidelsesfulde narkoman Billie Holiday var i slutningen af 1940’erne jazzens nok største bluessanger og jazzcrooner.

Men som det fremgår af filmen, er det hende, systemets mænd indædt går efter.

Handlingen udspiller sig fra 1947 og frem til Holidays død som 44-årig i 1959. Her er hun af FBI absurd lænket til sit dødsleje – primært fordi hun sang den bitre og beske ballade om hvides lynchning af sorte, Strange Fruit, som myndighederne forbød.

Lakonisk-ironisk fortæller filmens fortekst, at man i 1937 forgæves forsøgte at få en lov igennem Senatet, der ville forbyde denne racistiske form for selvtægt.

Instruktøren Lee Daniels er mest kendt for Oscar-vinderne Precious, om en sort teenagepige i Harlem, og The Butler, der skildrer tjenerskab i Det Hvide Hus. Han har instrueret The United States vs. Billie Holiday som et slags Kinder-æg med tre ting på en gang.

Filmen er politisk, når den accentuerer den hvide undertrykkelse af afroamerikanere. Samtidig handler den om Billie Holidays tragiske sidste tolv år. Endelig er det en gedigen kærlighedsfilm akkompagneret af hendes berømte sange.

Den politiske protest gennemsyrer hele filmen, der fører os tilbage til dengang, sorte kun måtte gå ad køkkentrappen og skulle tjene hvide, som de i øvrigt blev adskilt fra på for eksempel offentlige toiletter og hoteller.

Det er den apartheid, som borgerretsforkæmpere i 1950’erne kæmpede en lang og sej kamp med. Det blev støttet af Billie Holiday, der havde en baggrund i sydstaternes sort slum. Hun kom først og fremmest i fængsel på grund af sit narkotikamisbrug, men blev karrieren igennem forfulgt af et fanatisk FBI, som brugte alle midler for at ramme hende.

Men The United States vs. Billie Holiday er også en kærlighedsfilm om to mennesker, som ikke kan få hinanden. FBI-agenten Jimmy Fletcher får hende fængslet på grund af misbruget, men redder hende fra endnu en omgang i spjældet og bliver hendes hemmelige elsker.

Lee Daniels får flettet disse tråde sammen til en anderledes biopic. Vi får sangerens hårde år i en tid, hvor racisme er skrevet ind i samfundsstrukturen i USA.

Filmen er flamboyant og inciterende. Visuelt er den vævet med 50’ernes varme farver og epokens sort-hvide-film. Der springes i tid og sted, dog med en overskuelig og til tider lidt langsom kronologi.

Den er langt fra så autobiografisk som Lady Sings the Blues fra 1972 medDiana Ross, der slet ikke er dårlig til at personificere Holiday med sang og skuespil. Men i den nye film er sangeren Andra Day i sin første filmrolle bare endnu bedre.

Hun gestalter sin Billie med en sårbar, men usleben råhed, samlet i en iscenesat aura af røde læber og en nedringet silkekjole holdt oppe af rodløs livssmerte.

Oscar-nominerede Andra Day leverer sine Holiday-evergreens, så de lyder som forbilledet. Men hun medbringer sin egen smertefulde indsigt og melankolsk bagklogskab, hvorved hun giver sangene – og sangeren – en ny, mere traurig dybde.

Tragedien mærker man overalt. Den lurer i de henførende stærke showscener og rammer som en kanonkugle i mellemgulvet i en ubærlig lynchning af en sort kvinde.

Den sorte FBI-agent Jimmy Fletcher, der starter som ækel spion og ender som sympatisk elsker, spilles følsomt af Trevante Rhodes (Moonlight). Mens Garrett Hedlund professionelt, men omsonst tinter sin overskurk Harry Anslinger med toner af en art menneskelighed.

Det er svært at spå om fremtiden, men jeg tror, at The United States vs. Billie Holiday vil blive en klassiker.