Urmageren

Den tyske instruktør Oliver Hirschbiegel er, sammen med et andet af den nyere fortids tyske esser, Tom Tykwer, blevet lidt af en loose cannon.

Det er aldrig til at vide, hvornår han går af, og hvornår han fuser hjælpeløst ud. Hans Diana om en vis engelsk kronprinsesse kommer til at tage lang tid at sone, men med Urmageren er han godt på vej til at have bødet for det fejltrin.

For en instruktør, der fik sit store kunstneriske gennembrud med Der Untergang (2004), er det ikke ufarligt at vende tilbage til åstedet.

Urmageren handler om Georg Elser, landsbysnedkeren, som i 1938 var tretten minutter fra at tage livet af Føreren, da han sprængte et palæ i luften i München, hvor Hitler talte. Elser spilles af den virtuose Christian Friedel, der spillede tusindkunstneren Hamlet i gæstespillet sidste sommer på Kronborg.

Filmen begynder, mens Elser rigger sprængstofferne til. Vi ser kuppet mislykkes, Elser bliver arresteret ved grænsen til Schweiz, og resten af filmen går med forhør og de minder fra udkantstyskland op igennem 30’erne, forhøret rager op i.

Og det bliver netop historiens pointe.

Den stiller sig ikke tilfreds med at fortælle et thrillerplot som den amerikanske genfortælling af oberst Stauffenbergs komplot, Operation Valkyrie (2008), og dens ærinde er så langt fra torturpornoens, som tænkes kan. Som advarsel til fans af ultravold og gore, skal siges, at Gestapos tortur i Urmageren aldrig vises, men alligevel efterlader os med en dump smerte.

Det, der gør Urmageren unik, er dens egentlige ærinde, nemlig fortælllingen om Tyskland i 30’erne. Det er virkelig det tabte land, for ingen, der læser denne tekst eller ser filmen, har oplevet den idylliske hjemstavns, som Hirschbiegel skildrer.

Det Tyskland, vi kender, er genopbygget efter krigen, ofte i tarvelige materialer og med tarvelig arkitektur. Men Hirschbiegels fædreland er middelalderbykerner, pittoreske landsbyer, store, dybe skove og saftige enge i farveflor.

Den prægtige Lore beskrev nogle tyske officerbørns flugt gennem Tyskland i krigens sidste uger, og det var et smadret, dybt kompromitteret sted. Urmageren beskriver et tabt paradis i modlys, næsten som en parafrase over de idylliske Heimat-film, der skulle holde moralen højt i Hitlers forholdsvis kortlivede Tusindårsrige.

Det var et Tyskland, hvor man året inden Førerens legitime valg til rigskansler stadig kunne besvare et ”Heil Hitler!” med et jovialt ”Mahlzeit” – det betyder ”velbekomme” eller måske ligefrem ”bøvs”. Et Tyskland, der var lig med daseweekender ved søen, flirt, promiskuitet og den der frygteligt sexede jazz.

Man kan indvende, at nazisterne er landsbyens dummeste og mest brovtende beboere, og hvor originalt er det lige?

Men det svarer nok meget godt til virkeligheden.

Grænsen fra kappestrid mellem lokale kommunister og nazister går uden større mærkbarhed over i mere grov chikane og vold, og før vi ved af det, har vi interneringen af det nye styres politiske fjender, udnævnelsen af en ny etnisk prygelknabe, Krystalnat og ... men nu tager jeg munden for fuld.

Urmageren er billedet på den glidebane, tyskerne med mere eller mindre åbne øjne gled i retning af, og den dag i dag, 70 år efter krigsafslutningen, måber man og føler et sug i maven over, hvor hurtigt det ene ord, hvordan den ene dåd, tager den anden.

Instruktøren Hirschbiegel er tilbage i atletisk, kunstnerisk topform i Urmageren. Har man hørt urhistorien før om den ensomme ulv, der hævner et råddent system? Ja, men Hirschbiegel har fundet nye måder at fortælle den på.