Us

På et højdramatisk tidspunkt i Jordan Peeles opfølger til gysersatire-hittet Get Out skifter musikken fra den ene yderlighed til den anden. 

I den mere rendyrkede gyser Us sprøjter blodet først skræmmende effektivt til tonerne af Beach Boys’ harmoniske pophit Good Vibrations. Og det er kontrapunktisk morsomt, når en musikafspiller får besked på at ringe til politiet, hvorefter den spiller hiphopperne N.W.A.’s Fuck Tha Police. 

Musikken demonstrerer meget godt, hvorfor komikeren Jordan Peele efter kun to film er så gennemført en filmskaber. 

Han formår at blande vidt forskellige tonelejer, så man aldrig ved, hvor fortællingen er på vej hen. Og her er det særligt forfriskende, at han har kastet sig over den klichéprægede gysergenre. 

På overfladen kan Us virke som den næste i rækken af film, der har fundet på et smart koncept. Men der er meningsfulde pointer i historien, hvor mennesker bliver stillet over for den farligste fjende: sig selv! 

Familien Wilson – bestående af ægteparret Adelaide og Gabe samt børnene Zora og Jason – er på ferie i sit sommerhus. Der er gnidninger mellem den hemmelighedsfulde mor, den fjollede far og deres poder, som er henholdsvis en fraværende teenagepige og en småsær søn, men grundlæggende udgør de en elskværdig familie. 

Det finder de ud af, da fire fremmede en mørk aften dukker op i deres indkørsel og snart med vold trænger ind i huset. Som om det ikke var skræmmende nok, er de fremmede en slags dobbeltgængere af familiens medlemmer, og så starter en kamp for livet. 

I det solrige miljø på den sydlige del af den amerikanske vestkyst er der virkelig tale om det, som Hitchcock kaldte ”gys på en varm sommerdag”. 

Kontrasten mellem lun solskin og iskold død accentuerer den specielle følelse af noget uhåndgribeligt, der løber som en blottet blodåre gennem Us. 

De morderiske dobbeltgængere er lige dele uhyggelige og komiske, når moren snakker med en hæs rallen og datterens ansigt konstant viser psykopat-smilet. 

Det er en imponerende dobbeltopgave, som de medvirkende løfter med bravur. Men Lupita Nyongo’o stjæler fokus som moren, hvis barndomstraume hænger som en sort sky over hende. Det bliver mytologisk udfoldet med flashbacks til hendes oplevelse som en lille pige, der har fortrængt sit første møde med den mystiske ondskab. 

Nyongo’o vækker med sine ekspressive øjne sympati, når hun fuld af rædsel prøver at beskytte sine børn. Men hele tiden pirker hun med pludselige udbrud også til den urovækkende stemning, der gør filmen til mere end en plotdrevet skræmmemaskine. 

Get Out blev et enormt hit takket være sin konceptuelle opfindsomhed, hvor en afroamerikansk mand på besøg hos sin hvide kærestes familie bliver kropsligt og sjæleligt udnyttet i bogstavelig forstand. 

Jordan Peele slår et mere komplekst brød op denne gang, og hvis Us ikke er helt så ren og ligetil i sin tematik, er den til gengæld visuelt overdådig. 

Der er kælet for hver eneste indstilling. Billederne overrumpler på måder, så man konstant sidder på stikker og venter på den overraskelse, der kun nogle gange manifesterer sig i kontant afregning ved chokkassen. 

Og så er der lydtapetet, der er en aktiv medspiller i historiens gradvist stigende galskab. Foruden den medfortællende underlægningsmusik er der dystre melodier, og legen med et fløjtetema viser, at instruktøren kender sine virkemidler og forgængere. 

Filmens komik vil næppe komme til sin ret på skrift. For det er plat på den sjove måde, når faren foreslår, at de bliver i et hus og bygger fælder a la Alene hjemme. 

Skiftene mellem komik og gys gør Us til en udfordrende oplevelse, som kun vil blive større og bedre, anden gang man ser den.