Ustyrlig

Malou Reymanns anden spillefilm foregår i 1933. Syttenårige Marens frimodige, promiskuøse sind passer dårligt til tidsånden i mellemkrigsårenes København.

Derfor beslutter forsorgen, at hun skal sendes til kvindehjemmet på Sprogø, hvor hun møder andre jævnaldrende piger, som er sendt dertil for løsgængeri eller seksuel umættelighed.

Kvinderne på den lille spytklat af en ø, som de fleste i dag passerer over Storebæltsbroen uden at skænke en tanke, er alle udstødt af det pæne samfund. På kvindehjemmet hjælper de til med dagligdagens pligter ud fra det næsten altid falske løfte, at det er vejen hjem til deres familier.

Maren bliver snart venner med langtidspatienten Sørine, der har vænnet sig så meget til livet på øen – og forestillingen om, at lydighed fører til frihed – at hun åbent forsvarer kvindehjemmets rigide hierarki.

Men langsomt går det op for Maren, at hun er nødt til at sige fra, hvis ikke hun vil underkastes andres bånd resten af livet. Og hendes oprør får en deadline, da en ny lov fordrer, at ”moralsk defekte” kvinder skal tvangssteriliseres.

Ved premieren på Toronto-festivalen fortalte Malou Reymann, at hun kastede sig ud i at belyse denne oversete del af Danmarkshistorien efter at være stødt på den i en podcast.

Sammen med manuskriptforfatter Sara Isabella Jønsson Vedde – medskaber af Nicolas Winding Refns Copenhagen Cowboy – genskaber hun en snærende fortidsverden med en nærmest pertentlig akkuratesse. Men instruktøren finder samtidig en naturlighed, der får filmens tidstypiske sprogbrug til at føles loyalt snarere end insisterende.

Selv de mest altmodisch og uvante vendinger dirrer med en tilbageholdt lidenskab, der slider mod institutionens stramme rammer og når som helst truer med at eksplodere.

I Ustyrlig arbejder Reymann videre med de tematikker, hun slog an i debuten En helt almindelig familie. Også den skildrer en normbryders kamp for accept med historien om en familiefar, der springer ud som transkønnet i 1990’erne.

Hendes nye er også del af en bredere bølge inden for dansk film, der skuer bagud efter historier, hvor den danske rummelighed kom til kort. Tea Lindeburgs Du som er i himlen handler om et stille kvindeopgør mod den patriarkalske orden.

I Ustyrlig er det 19. århundredes overtro erstattet af 1930’ernes forlorne, formynderiske rationalisme. I samme periode havde kvindehjemmets tanker om udskillelse og tvangssterilisering som bekendt fremragende kår syd for grænsen i Nazi-Tyskland.

Og ganske som gården i Tea Lindeburgs film præsenteres Sprogø til en start som en slags landlig utopi, indtil sandheden står klart. Fotograf Sverre Sørdals billeder bliver køligere, efterhånden som institutionen lukker sig om kvinderne, og den danske natur forvandles til et smukt mareridt.

Emilie Kroyer Koppel som Maren og Jessica Dinnage som Sørine forankrer filmen med livlige, følelsesladede præstationer. Det hele er elegant sat op og uhyre velspillet.

I rollen som den stoiske og skurkagtige overlæge Wildenskov skaber Anders Heinrichsen en skærende kontrast til øens livlige unge kvinder. Lene Maria Christensen fremkalder kuldegysninger som patriarkatets villige medløber, og Danica Curcic finder en rørende humanisme midt mellem de to parter.

Med Ustyrlig markerer Malou Reymann sig som en af de mest spændende stemmer i dansk film. Hun er en instruktør, der forstår at finde og fremhæve tidens mest spændende nye talenter både foran og bag kameraet.

Ustyrlig er en fortidsfortælling gennemstrømmet af vrede, et angreb på institutionel misogyni, der føles lige så aktuel i dag som for 90 år siden. Også selv om kvindehjemmet på Sprogø for længst er lukket, og tiden i dag synes en anden.

For man overvinder aldrig sine dæmoner uden at se dem i øjnene.