Værk uden skaber

Den unge, smukke Elisabeth kan godt lide den russiske avantgardemaler Kandinsky og skriger desuden med orgiastisk fryd, når flere busser bruger båthornet på samme tid.

Det første er officielt forbudt i Hitlers Tyskland anno 1937. Det andet er tegn på, at der er noget unormalt ved Elisabeth, som splitternøgen spiller klaver for sin fremmelige nevø Kurt.

Det går ikke i Det Tredje Rige, hvor sindssyge og andre aparte personer kureres med aktiv dødshjælp.

Lægen og SS-­professoren Seeband tager livet af Elisabeth sammen med andre håbløst handicappede. Så brager Anden Verdenskrig ind over Tyskland, og da vi befinder os tæt på Dresden, oplever vi den meningsløse bombning af storbyen på klos hold.

Kurts brødre og mor dør i krigen.

Alt er en jammer i starten af Florian Henckel von Donnersmarcks mere end tre timer lange, men konstant underholdende epos Værk uden skaber. Filmen er endnu et tysk rekviem med et kor af smertensbørn og tunge melodier, men filmen er heldigvis også tintet af mere muntre, sågar ironiske toner.

Ligesom i Donnersmarcks gennembrudsfilm De andres liv er livet i Østtyskland småt i småt og gråt i gråt – undtagen, selvfølgelig, på de farveglade, socialrealistiske plakater og murmalerier, systemet lærer den kunstnerisk anlagte Kurt at male. Imens møder han den ualmindeligt appetitlige Ellie, som ligner den elskede, skizofrene og afdøde tante. Samtidig er hun skæbnesvangert er datter af Elisabeths bøddel, den arrogante professor med skjult fortid, der er højt på strå som regimets førende fødselslæge.

På sin vis er filmen som et Kinder­æg, der som bekendt har tre ting under sin skal. Den er et historisk, spændingsfyldt melodrama, en sød og stærk kærlighedshistorie og en fermt olieret kunstnerfilm.

Denne treenighed klæder filmen.

Instruktøren har skrevet manuskriptet frit efter Gerhard Richters biografi og formår elegant at flette trådene sammen, så vi både får stormfulde højder, stigende spænding og et inderligt portræt af kunstneren som et retningssøgende, ungt menneske.

Kurt er opdraget af DDR’s kunstsyn, der kræver knivskarp, men forherligende og folkelig realisme. Privat nærer han kunstnerdrømme om andre veje og tilgange. Disse kommer til udtryk, da han og Ellie flygter til Vesttyskland i 1950’erne. Her har kunsten entartet sig meget mere, end selv Hitler kunne forestille sig.

Kurt har fået at vide af sin lærer i østtyske Dresden, at kunstneren skal glemme sit personlige ”jeg”. På malerskolen i vesttyske Düsseldorf erkender han, at han skal skabe ud fra sine personlige minder med en objektivt fokuseret, tilbageholdende og navnløs malerstil. Ganske som de ukendte, gamle mestre i fortiden vil han skabe værker uden skaber, som filmens titel siger det.

Instruktøren udleverer med humor og ironi både Østtysklands reaktionære kunstretning og Vesttysklands hidsige modediller, der var lige dele intetsigende og overfladiske. Alligevel aner man et stænk sympati for den socialistiske ambition om at skabe kunst, der kan bringe håb midt i totalitær forarmelse.

Det elskende par i Værk uden skaber spilles lidenskabeligt af den mandhaftige, flotte og fragile Tom Schilling, der er kendt som østtysk gigolo og agent i spionserien Brændpunkt Berlin, og så en meget delikat Paula Beer, der var den smukke enke i François Ozons Frantz.

Tysk films svar på George Clooney, Sebastian Koch, er nederdrægtig som den onde professor, der er en fanatisk genetiker, fremragende gynækolog og gennemført dum skid.

Nogle gange er filmen lidt vel eksistentiel med sine ambitiøse diskussioner om kunst og kunstnere. Men på alle måder taler vi om en fascinerende og flamboyant film, der fortæller bevæget om det at være menneske i efterkrigstidens delte Tyskland og det at fødes som kunstner – med rødder i alt det gamle og blik for alt det nye.