Vaiana

Med film som Frost, Big Hero 6 og Zootropolis har Disney de seneste år bevæget sig ind i det, der kan vise sig at blive en ny guldalder med originale fortællinger og stadig mere imponerende animationsteknologi.

Den polynesiske odyssé Vaiana forsøger at fortsætte stilen og ligner på papiret endnu en nyklassiker, men den skuffer på trods af bundsolidt håndværk ved at læne sig for tungt op ad tidligere Disney-hits.

Historien lyder bekendt. Den unge høvdingedatter Vaiana er for egenrådig til at følge i forældrenes fodspor, lige indtil en økologisk katastrofe truer den lille ø i Stillehavet, hvor hun er opvokset.

Pludselig må hun stå på egne ben og sejle ud på det store hav for at finde halvguden Maui, en oppustet pralhals, og sammen med ham tage kampen op mod pygmæ-pirater og et enormt lavamonster for at redde menneskenes øsamfund fra ødelæggelse.

I Vaiana er de velafprøvede Disney-klichéer poleret op til en skinnende højglans, og nærmest som en formalitet er Vaiana ikke prinsesse, men blot høvdingedatter. Den forskel får den kontante Maui dog hurtigt punkteret: ”Du er i kjole, og du har et dyr som følgesvend. Du er en prinsesse.”

Instruktørparret Ron Clements og John Musker kender da også Disney-modellen ind og ud. Sammen har de nemlig en imponerende stribe af klassikere bag sig, der blandt andet tæller Den lille havfrue, Aladdin og Herkules.

Om noget virker de en smule for rutinerede og konservative i deres sats på det sikre. Og Jared Bush, der ellers brillerede som forfatter til Zootropolis, savner både opfindsomhed og vovemod i sit manuskript.

Den snusfornuftige Vaiana bliver taktfast mere ansvarsbevidst, og det dynamiske samspil med den først skrydende, senere mere omsorgsfulde Maui er spændende og rørende.

Der er simpelthen ikke en finger at sætte på udførelsen. I en sådan grad, at det hovedsageligt er filmens velproducerede grundtone, der hænger ved, mens de enkelte scener flyder sammen i erindringen.

Der er undtagelser, og enkelte øjeblikke er stærkt mindeværdige.

Som da Vaiana, alene på sin kano, står over for et altafgørende valg om enten at give op eller at fortsætte sin færd. Den unge heltindes indre kamp får poetisk modspil af himlens tusinde stjerner og bølgernes blide skvulp, der forener det lille menneske med den store natur, og for en stund er der ingen hæsblæsende dramatik, ingen truende fjender, bare en ung kvinde, der tøver på tærsklen til ansvarlighed.

Al animationen bliver i Vaiana bundet sammen af det fælles- polynesiske gods, der også ligger til grund for filmens historie.

Tusindårige tatoveringstraditioner, bastvæverier og traditionelle danse er smukt gengivet i frisurer, påklædning og selv den mindste bevægelse, så man præsenteres for en fremmed og fascinerende kultur.

Den sømløse og knivskarpe animation lader de betagende ølandskaber, med deres klare vand og hvide sand, rulle sig helt ud på lærredet.

Lin-Manuel Miranda, en af hovedkræfterne bag det store Broadway-hit Hamilton, har haft en finger med i Vaianas storladne musiknumre.

Maui introducerer sig selv ved at synge et oppustet heltekvad om sine egne bedrifter, og monsterkrabben Tamatoa giver Vaiana en lejlighed til at spille helt, da han i et anfald af glamrocket narcissisme synger om sine egne fortræffeligheder i stedet for straks at gøre det af med sine fjender.

Men selv om de er fængende, savner man singalong-værdige ørehængere som Havet er skønt fra Den lille havfrue eller En ven som mig fra Aladdin.

Vaiana er ikke en kommende klassiker, men ikke desto mindre et charmerende bekendtskab, der byder på strålende animation og farverige karakterer. Den er skuffende, fordi vi er blevet vant til mesterværker fra Disney – og dette er bare en god film.