Valdes jul

Der er meget, der kan gå galt, når de store tv-stationer laver den årlige tv-julekalender for børn. Men det er der stort set ikke noget, der rigtigt gør i årets brede julefortælling, som den leveres af TV 2.

Om det er en klassiker, må tiden vise.

Drengen Valde (Sander Løkke Borg) bor med sin familie på en bondegård i et smukt, prototypisk dansk bondelandskab (FilmFyn har støttet).

Valdes lillesøster Rita (Selma Kjær Kuscu) er megasød, men superirriterende. Moren (Julie Agnete Vang) er smuk og sart-følsom, faren (Henrik Vestergaard) er varm og fortravlet-tør.

Valdes bedstefar (Ulver Skuli Abildgaard) bor der også. Han er bonde, og det er hans bondegård. Nu står gården for at skulle sælges. Den lede nabo (Morten Brovn) ejer al jorden omkring gården, og han er klar med klejnerne.

Men bedstefar kan ikke lide ham.

Hurtigt står det også klart, at der stikker noget under det hele. Mens familien på gårdspladsen åbner sit traditionelle julemarked, og Valde går ud i skoven, hvor han ellers har strenge instrukser om, at han ikke må gå ud, åbner der sig langsomt en ny verden.

Med sit sidekick, klassekammeraten Anker (Julius Stage Melchiorsen), går Valde ind i det ukendte, hvor han møder Livets Træ og en uciviliseret pige, der kan forvandle sig til en ulv. Eller faktisk omvendt. Ulven Tala (Flora Augusta) er nemlig ”skifter”, hun lever med sin flok, sover på mos, men kan skifte udseende til menneske, når det skal være.

Inden længe står det pædagogiske som ristet i runer. Skoven er ved at bukke under. Mennesker saver allerede træer ned. Men finder Tala den forsvundne ”vogter”, som kan genskabe pagten mellem menneske og skov, vil julefreden indfinde sig, forstår vi.

Denne anmelder har set de syv første afsnit af TV 2’s eventyrlige tv-guirlande, og julestemningen er i hus fra første afsnit.

Jesper Fink (Margrete den første) og Thomas Porsager (Marco effekten) er hovedforfattere til det gennemarbejdede manuskript. Alle aldersgrupper kan finde et subplot, der passer dem, og alle kan småforelske sig i en karakter.

Der trækkes på de store danske juletraditioner for – faktisk helt i salige Grundtvigs folkelige ånd – at inddrage det norrøne og den folklore, som den skandinaviske jul mere end noget andet lever af. Og Kristusbarnet er, som gode protestanter kan lide det, kun metaforisk med i serien i skikkelse af næstekærligheden.

Denne gang er nissernes vagtparade tilmed udvidet med så mange alfer og feer, at man er hensat til et univers, der næsten kunne hedde Ringenes herre for børn – komplet med kommunikerende træer og en endeløs natur.

Klimaet og den manglende balance mellem mennesker og natur er en del af historien. Det er ikke historien, og vi er langt fra den rutinemæssige aktivisme og politiske korrekthed, der indimellem smadrer godt tv-drama.

Alle medvirkende rammer dybt, udvikler sig og er intense. Det er faktisk lidt overvældende, når det går op for én, at hele holdet deler ud af godteposen.

Som om det ikke var nok, spiller alt andet faktisk også. Christophers sang om Valdes jul vil blive en landeplage af de helt store, og hvis man sidder og ser på kostumer, interiører og teknikaliteter som lys, virker alting meget gennemarbejdet.

Jeg blev trist, da der ikke var flere låger at åbne i anmelderpakken. På bare syv afsnit var jeg hele vejen rundt om det emotionelle juletræ.

Valdes jul er sød som en sukkerstok. Familievarm, højtidsdramatisk. Nisseklog. Men frem for alt er den vild og ret spændende. Som en pige, der stryger gennem skovbunden og pludselig forvandles til et rovdyr.

Selv en voksen retter sig i sofaen, når Valde pludselig skvatter ned fra stor højde, når godsejeren kommer med endnu et skambud, eller når det pludselig siger smæk! – og nogen måske er låst endegyldigt inde.

Efter at have puttet lovligt meget chili i gløggen beslutter Rita sig for at blive kærlighedsnisse i resten af måneden. Og måske bliver hendes lille Kristus-skikkelse vores alles redning?