Van Gogh – Ved evighedens port

Han er sær. Han drikker for meget. Og hans malerier er grimme. 

Samtiden var ikke nådigt stemt over for Vincent van Gogh. Ikke engang hans bedste ven, Paul Gauguin, kunne helt greje ham. Han prøver at ændre og forme van Gogh til en anden end den, han er. 

I dag er der ingen i tvivl om van Goghs geni, og den amerikanske film- og billedkunstner Julian Schnabel har skabt en poetisk og billedskøn film om en sand kunstner i de sidste år af hans liv. 

Portrætter af van Gogh har der været flere af i filmhistorien, men det særlige ved Schnabels film er, at den går ind i kunstneren for at vise os verdenen, som van Gogh selv så den. 

Van Gogh (Willem Dafoe) flygter i 1897 fra Paris’ mørke og grå nuancer til Arles og Sydfrankrigs glødende farver. Det er netop på opfordring fra hans ven og konkurrent Paul Gauguin (Oscar Isaac). 

Han ønsker at finde et helt nyt lys, der skal strømme ud af maleriet. 

Med økonomisk hjælp fra sin elskede bror, Theo van Gogh (Rupert Friend), slår han sig ned i den lille by. Her oplever han en af de mest produktive perioder af sin karriere. Men selv om han finder skønheden og inspirationen i naturen til nogle af sine mest berømte malerier, er han ikke en afholdt mand af de lokale. 

De forstår hverken ham eller hans kunst. 

Og van Gogh nages af en indre tvivl, og med en lokalbefolkning, der plager ham, begynder forstanden at løbe fra ham. Van Gogh indlægges på en anstalt, og her starter en indre og ydre kamp om hans berettigelse som maler – og som kunstner. Herostratisk berømt er hændelsen, hvor van Gogh skar sit øre af og afleverede det til en prostitueret i Arles. 

I rollen som Vincent van Gogh spiller Willem Dafoe ikke bare. Han er. Og ligner tilmed. 

Som 63-årig spiller han den blot 37-årige van Gogh! Med sine rynker og mørke rande under øjnene er det tydeligt, at alderdommen har sat sine spor. 

Dafoes lidende ansigt indrammer malerens febrilske skabertrang, hans angst og lidelser, men også den ophøjede kontakt, han føler, når han maler i naturen. 

Oscar Isaac er i rollen som den noget mere afdæmpede og kontante Gauguin et interessant sidestykke til van Gogh. Det bliver tydeligt, hvilken nyskabende kunstner han var, når de to står i det bakkede stenlandskab med solen i baggrunden og diskuterer malerkunst. Dog er det en skam, at der tales engelsk, når der i virkeligheden burde tales fransk eller hollandsk. 

Det synes oplagt, at Schnabel skulle tage fat i van Goghs historie. Han står bag de roste kunstnerportrætter Basquiat, om den afroamerikanske maler af samme navn, og Dykkerklokken og sommerfuglen, der skildrer den tidligere Vogue-chefredaktør Jean-Dominique Baubys liv, efter han lammes i hele kroppen. 

I Van Gogh – Ved evighedens port arbejder Schnabel sammen med fotografen Benoit Delhomme, og der er taget de samme kunstneriske kneb i brug som i Dykkerklokken og sommerfuglen. Delhomme benytter sig fremragende af det håndholdte kamera og subjektive billedindstillinger for at suge os ind i van Goghs indre verden. 

Det betyder, at man som tilskuer altid er en del af ham. 

Kameraet indfanger febrilsk van Goghs voldsomme psykiske tilstand og kulørte verden. I scener danser det yndigt rundt om ham, eller også svæver det over ham, som han ligger på marken og drysser jord i ansigtet. I andre scener angriber det ham nærmest, mens han løber. 

Filmen er ikke lige så stærk, når det kommer til dialogen. Nogle replikker føles ikke overbevisende, når man tager karakterernes tilstande i betragtning. 

”Måske gjorde Gud mig til maler for dem, der endnu ikke er født,” siger van Gogh i en alt for tyk replik og oven i købet på et tidspunkt, hvor han har en depression. Og når filmen tyr til en fortællerstemme, bliver man yderligere distanceret fra hovedpersonen. 

Men når Van Gogh – Ved evighedens port lader os mærke, hvordan den misforståede kunstner ser verden og sig selv, er den en stor oplevelse.