Velvet Buzzsaw

Sikke en vidunderligt saftig kritik af min egen profession.

Morf Vandewalt (Jake Gyllenhaal) er fra første øjekast lige dele uimodståelig og forfærdelig. Den arrogante kunstkritiker kaster farverige fraser og syrlige spydigheder til højre og venstre, mens han hidser sig op, så snart en smule kritik rettes mod hans eget arbejde.

Han er en arketype, vi efterhånden har set en del gange. Men for det meste er de blot patetiske karikaturer, lavet af mavesure instruktører, som det er tilfældet i Alejandro González Iñárritus Birdman og M. Night Shyamalans Lady In the Water.

Morf har derimod klare motiver, en vidunderligt bidsk humor og en tydelig kærlighed til sit arbejde.

Han er blot én blandt et farverigt persongalleri i Dan Gilroys satire over Los Angeles’ overklasses kunstmiljø. I den lille eksklusive cirkel af excentrikere med bizarre navne er også den benhårde kunstkurator Rhodora (Rene Russo), hendes assistent og Morfs kæreste Josephina (Zawe Ashton), konkurrenten Jon Dondon (Tom Sturridge), kunstkonsulenten Gretchen (Toni Collette) og den afdankede maler Piers (John Malkovich).

Gruppen begynder dog hurtigt at blive mindre og mindre, da Josephina stjæler en række mystiske malerier fra overboen, efter han er afgået ved døden. Der viser sig nemlig at hvile en forbandelse over de makabre værker, og enhver, som vover at tjene penge på dem, møder en horribel død.

Dan Gilroy er bedst kendt for thrillere som Nightcrawler, men er her hoppet i genresandkassen og byder på en klassisk slasher-film.

Den begsorte humor har han dog taget med sig. Det er eksempelvis den samme stakkels praktikant, som gang på gang finder sine mange overordnedes makabre efterladenskaber, efter de bliver myrdet. Og gruppen af ofre, der spilles af nogle af Hollywoods fineste skuespillere, morer sig da også prisværdigt i de saftige roller.

”Forskellige huller, forskellige oplevelser,” spinder Rene Russo selvtilfreds, da hun beskriver et interaktivt kunstværk: en metallisk sfære med forskellige indgange. Toni Collette spankulerer højrøvet rundt med et ondsindet smil og spreder sladder om sine kollegaer, som var hun Gretchen Wieners fra Mean Girls. Og Tom Sturridge himler op over affaldsposer, han er overbevist om, er en del af John Malkovich’ nye kunstinstallation.

Efter den konventionelle thriller Roman Israel, Esq. er det en fornøjelse at se Dan Gilroy have det sjovt med dialoger, som nærmest synger (filmen har nogle eminent placerede ”fuck”-udbrud), og skuespillere, der er med på vanviddet. Dødscenarierne er utroligt kreative, om end udførslen er en anelse sjusket. Forsøgene på jumpscares er svage, og filmen kunne trække visse scenarier en smule mere ud. Man kan godt mærke, at gysergenren ikke nødvendigvis er instruktørens force.

Desværre har det satiriske element meget lidt bid i sig. Forholdet mellem kunst og kapital er ellers interessant at udforske, men ud over at pege fingre ad kultursnobber har filmen ikke meget at sige om kunstscenen.

Man savner i den grad Ruben Östlunds store forståelse for kunstverdenens fragile status i lys af det moderne menneskes hykleri, som han fremviser i The Square.

Andre steder har Dan Gilroy samme visuelle snarrådighed som den satiriske, svenske mester. I en scene fører Morf hånden mod Josephinas skridt til lyden af et jetfly, som letter. Den slags finurlige perversioner og detaljer viser en kreativ overlegenhed.