Venuseffekten

Det er meget længe siden, en dansk film har ramt så rent ind i følelserne på denne anmelder, som det er tilfældet med Venuseffekten.

Og jeg vil vove den påstand, at alle uanset alder, køn, etnicitet og seksuel orientering vil føle sig set på en helt speciel måde i mødet med Anna Emma Haudals medrivende ungdomsdrama.

Filmen er befolket af skønne personer, som man har lyst til at tilbringe tid i selskab med.

Mest er vi sammen med unge Liv, der for nylig er flyttet hjemmefra, men stadig bor tæt på forældrene. Hun er kæreste med den søde Sebastian, men drages af sprælske Andrea, som i Josephine Parks charmerende skikkelse brager ind i hendes liv.

De to kvinder indleder et forhold, som er udfordret af, at Liv har svært ved at håndtere sin seksualitet. Andrea lader omvendt til at have svært ved at tackle sin forelskelse i en kvinde, der ikke passer ind i hendes hippe flok af lesbiske veninder.

Anna Emma Haudal – som har kortfilmen Sofa på Ekko Shortlist og i år sidder i juryen ved prisuddelingen Ekko Shortlist Awards – har skabt sig et navn som serieskaber bag DR-succesen Doggystyle.

Hun blev uddannet manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole i 2015, men i Doggystyle hiver hun hovedpersonen Asta ud af København og tilbage til hjemstavnen Odsherred i det nordvestlige Sjælland.

Anna Emma Haudal har selv taget samme tur, og i serien giver hun et kærligt indblik i provinsen som et sted, hvor der selvfølgelig er de samme glæder og sorger som i hovedstaden.

Det samme gør sig gældende i spillefilmdebuten, der med støtte fra den regionale filmfond FilmFyn foregår i den smukke øs dejlige natur. Livs forældre driver et gartneri, og filmens personer omtaler de organiske omgivelser som en personlighed.

Lars Mikkelsen er som Livs far Klaus lige dele i pagt med naturen og komplet skør i sin indadvendte facon.

Filmens klipper Sofie Marie Kristensen – også i årets jury ved Ekko Shortlist Awards – har tidligere givet en anden debutfilm, Annika Bergs Team Hurricane, en frenetisk energi i historien om en flok unge kvinder.

Klipperen skruer denne gang gevaldigt ned for tempoet og lader fortællingen finde et roligt leje, hvor man drages ind i scenerne. På den måde rammer det så meget hårdere, når der i en scene mellem Liv og hendes mor Gitte – en formidabel Sofie Gråbøl – langsomt fyres op for intensiteten ved at gå tættere på de to kvinders ansigter i fotograf Valdemar Cold Winge Leisners stemningsmættede nærbilleder.

Det er i den scene, Liv afslører, at hendes nye kæreste hedder Andrea. Komik og drama blandes lydefrit, så ingen er skurke, og alle har deres grunde.

Johanne Milland Pedersen er et fund i hovedrollen som Liv. Den unge skuespiller stråler af naturlighed i skildringen af en kvinde, der ikke har lyst til at blive defineret ud fra sin seksualitet.

”Jeg er ikke lesbisk nok til at være lesbisk,” siger hun til sin bror Jonas (Morten Hee Andersen), der er homoseksuel og lever i et øjensynligt harmonisk forhold med sin kæreste.

Men vi forstår, at det heller ikke var nemt for ham at springe ud. Og for alle filmens personer ulmer et rigt indre følelsesliv lige under overfladen. Derfor kan Venuseffekten lade scenerne udvikle sig i et stilfærdigt realistisk forløb, hvor man overraskes af, at det hele tiden føles så genkendeligt.

Når Liv opdager, at ekskæresten Sebastian og veninden Katja er sammen på en romantisk badetur, fører det ikke til en eksplosiv konfrontation, hvor alle skriger i hovedet på hinanden.

De er jo alle bare mennesker, der forsøger at finde vej i tilværelsens forvirrende labyrint af kærlighedsforviklinger og eksistentiel tvivl.

Til gengæld er det utroligt morsomt, at Liv forsøger at undgå det pinlige møde ved på håbløs vis at gemme sig bag en skraldespand. Det er den slags akavet opførsel, de fleste nok kan nikke genkendende til, og filmen er spækket med herligt tåkrummende øjeblikke.

Undervejs trækkes der både i lattermuskler og tårekanaler, så man mod slutningen har været gennem en følelsesmæssig rutschebane uden at føle sig udmattet.

Det er en stor bedrift. Jeg glæder mig allerede til næste tur i Anna Emma Haudals overvældende empati-maskine.