Veronikas to liv

Prologen i Krzysztof Kieślowskis poetiske filmværk fra 1991 er et lille mirakel i sig selv.

Kameraet panorerer over en mørklagt by, men byen er vendt på hovedet. Det er juleaften, og en mor fortæller sit barn, at de venter på en stjerne på himlen, før julen kan begynde.

”Ser du den?” spørger hun.

Barnet holdes, så hovedet vendes nedad, og vi forstår nu, hvorfor verdenen uden for vinduet vender omvendt. ”Se,” siger hun med sin hviskende, blide stemme, og barnet, omgivet af de små lampers bløde skær, peger op på stjernevrimlen.

Klip til barnet, der vises i et forvrænget billede, hvor kun det ene store, blanke øje vises klart. Et forstørrelsesglas fjernes, det er forår, og moren viser barnet et blad. ”Se,” siger hun og viser barnet de små årer på bladets lyseste side …

Se, se, se! siger Kieślowski til publikum med prologen. Se det store perspektiv i den mindste detalje. Se verden på hovedet. Se den uendelige stjernehimmel, se en verden hinsides vores og se de små detaljer, som vores øjne oftest bare passerer forbi.

Se – og du skal finde.

På et lille minut får Kieślowski ikke bare leveret nøglen til forståelsen af Veronikas to liv, men også en præsentation af de to Veronika’er, der fra barns ben af lærer at se verden med andre øjne. Det mest imponerende er dog, at de tre kameraindstillinger er så interessante, at man øjeblikkelig får lyst til at se mere.

Sindet vækkes, og sanserne skærpes.

Weronika (Irène Jacob) er en ung kvinde, der forsøger at bryde igennem som operasanger. Hendes lyse stemme imponerer, og hun bliver inviteret til en prøve på et solostykke. Hun har et tæt forhold til sin far og sin kæreste Antek, men da Weronikas tante bliver syg, rejser hun til Krakow for at besøge hende.

I anden halvdel følger vi Véronique, spillet af samme Jacob, der er musiklærer. Skolen får besøg af en dukkemager, der rejser rundt med sit marionetteater, og Véronique bliver øjeblikkeligt forelsket. Efter besøget på skolen begynder hun at modtage mystiske telefonopkald og pakkepost, og Véronique forsøger nu på bedste detektiv-manér at opspore manden bag.

Det er i al sin simpelhed plottet.

Og så alligevel ikke. For der er så meget mere på spil i Veronikas to liv, der kombinerer den svære kunst at holde plottet helt enkelt, samtidig med at der spindes tråde af gådefuld kompleksitet rundt og rundt om den simple kerne.

Hvordan er de to identiske kvinder forbundet? Hvorfor er de identiske? Er filmen cyklisk? Hvad er det, der foregår med den mystiske dukkemager?

Gang på gang stiller man spørgsmål ved fortællingen, og gang på gang fortæller Kieslowski os, at vi skal benytte os af sanser og følelser frem for fornuft, hvis vi vil finde svarene.

Kieślowskis fotograf Slawomir Idziak vrider og vrænger kameralinsen, filmer gennem ruder, forstørrelsesglas og en klar hoppebold, så verdenen enten fordobles eller forvrænges.

Og midt i det hele står Irène Jacob som Weronika/Véronique og stråler.

Dobbeltrollen indbragte hende prisen for bedste kvindelige skuespiller på Cannes-festivalen, og flere anmeldere beskrev, hvordan de var blevet hypnotiseret af livsstykket.

Fra første scene, hvor Weronika står og synger op mod himlen, mens regndråberne falder tungt på hendes frydefulde ansigt, indgyder hun håb. Hendes naive entusiasme er så smittende, hendes livsmod så stort og hendes enorme følelsesliv rækker ud efter én i mørket.

Hun er uden filter. Hun lever og ånder for den eksalterede følelse, hun får af både musikken og kærligheden. De omgivne mænd forsøger på den ene eller anden måde at få del i hendes livsmod. Og da Véronique endelig møder dukkemageren, føles hans tørst efter hendes følelser nærmest som et uhyggeligt overgreb.

Veronikas to liv er en naivistisk fabel om, hvordan mennesker forbindes og forblændes. Det er visuelt fortalt så komplekst, at man ikke kan andet end at frydes af de taktile billeder og den mesterlige leg med vores sanser.

Det er impressionistisk fortællekunst, når det er bedst.