Vice

Mens Dick Cheney var George W. Bush’ vicepræsident fra 2001 til 2009, kom der afsløringer i amerikanske aviser om den næstkommanderende i Det Hvide Hus.

Historier om, at Cheney lige så stille var kommet til magten fra bibelbæltet i Midtvesten uden at have nogen særlig stor akademisk bagage med til Washington. Tværtimod var han blevet smidt ud af Yale-universitet på grund af druk og dovenskab.

Han syntes at være et produkt af den særlige, mandehørmende buddy-kultur, hvor spritkørsel og slagsmål, hasardspil og sjusser uden grænser samt et kvindesyn et sted mellem urskoven og stenalderen er optagelseskriterier.

Takket være en stærk og ærkekonservativ kone fægtede Cheney sig frem til ikke kun at blive præsidentens grå eminence, men også den store manipulator og altså reelle magthaver.

I et USA med en meget svag præsident kan stærke mænd med viljen til magt gøre magten til en enevældig enhed.

Autoritær magt versus en demokratisk magtdeling er det gennemgående motiv i Adam McKays utroligt veloplagte og inciterende signalement af Dick Cheney i Vice.

McKay gav os en sædeskildring på gadeplan af forretningsverdenens finansskandale i The Big Short. I den nye film går han direkte efter toppen af råddenskabens isbjerg. Det handler om, hvordan amerikansk politik og big business kalkulerende og grisk arbejder sammen.

Med sig fra forgængeren har instruktøren taget de fremragende skuespillere: Christian Bale og Steve Carell. De spiller henholdsvis Dick Cheney og hans lærermester, Donald Rumsfeld, som han siden overgår.

De gestalter deres personers udseende op igennem årene. Der må være brugt dage i sminkerummet for at forvandle Bale og Carell fra at være slanke og spændstige mænd i bedste alder til vandrende kødbjerge med tyndt hår og stor vom.

Ligeledes må den altid seværdige Amy Adams også have været under kosmetisk behandling for at spille Lynne Cheney, der fremstår som en sminket havgasse i fruestørrelse-kjoler. Lynne er kvinden bag manden, uden hvilken han aldrig var nået så vidt. Såmænd også skidt.

Således bliver den lesbiske datter ofret undervejs på grund af den anden søsters opportunistiske ambitioner. Der er Shakespeare’ske strøg i portrættet.

Hvad hustruen og Dick havde af overvejelser, da han i pensionsalderen bliver tilbudt vicepræsidentstilling, vides ikke. Men McKay lader ægteparret levere dialogen om magtbrynde mellem Macbeth og hans lady fra tragedien af samme navn.

Filmens fascinationskraft er dens indignerede, elegante udlevering af de amerikanske staters nød og elendighed. Det er et senmoderne lærestykke med en mand af folket, der bliver brugt til at kommentere tingenes tilstand.

Præsident Trump går igennem filmen som et spøgelse af samme stof som Cheney og dennes kynisk iscenesatte fiktion om Afghanistan og Irak, som forførte store dele af verden – tænk bare på Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen.

Så Vice er ikke en oplagt film til fredagsbajeren hos visse partier i Folketinget. Politisk propaganda vil der sikkert blive råbt fra højre. For mange af os andre er det en intelligent og meningsfuld mockumentary. Måske bliver Cheney i filmen klandret for alt for meget ondt i verden – fra klimaforandringer til Islamisk Stat – men filmen argumenterer sgu godt for anklagerne.

Adam McKay blander Orson Welles og Michael Moore for at skabe en smuk tornet tidsel ved navn Citizen Cheney.

PS. Det er Naomi Watts, der har en cameo-rolle som ankerkvinde, og bliv for Guds skyld siddende til sidste rulletekst!