Viceværten

”Hva’ med os tabermænd?” spurgte en 44-årig, enlig førtidspensionist fra Københavns Nordvest-kvarter for godt et år siden i et debatindlæg i Politiken. Johannes C. Jensen slog et slag for en ligestillingsdebat, der ikke kun fokuserer på alle mændene i bestyrelserne, men også mændene på samfundets bund, uden kærester og universitetsuddannelser. Tabermændene. 

Nu har tabermændene fået deres helt egen film, desværre. For instruktør Katrine Wiedemann og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson gør tabermanden – som da sikkert heller ikke har været i deres tanker – en bjørnetjeneste.

Ifølge instruktøren selv er Viceværten en film ”om sider af mandens seksualitet, som er forbudte, men sande”. Tabermanden er ensom, frasorteret og givetvis deprimeret, og nu skal han altså også stå på mål for alle disse ”forbudte, men sande” perversioner i den socialrealistiske og sorthumoristiske lignelse, som Wiedemann og Fupz Aakeson har brudt deres hoveder med at opdigte.

Den usympatiske vicevært Pers kone er skredet, hans søn, som han ikke snakker med, sidder i fængsel, og han er i det hele taget træt og vred på den boligblok, som synes at være hele hans verden. ”Har du mistet dit gyldne håb,” synger Kim Larsen på lydsiden, og det har Per.

Han genfinder dog håbet i form af en ung, nøgen pige på gulvet i en tom lejlighed. Hun siger ikke noget, men smiler bare sødladent og æggende. Hvad gør tabermanden? Knepper hende! Men selv med Pers hånd i ansigtet smiler hun stadig sødladent og æggende. Hun viser sig da også at være en sand Lolita-Jesus, der kan helbrede selv den værste sygdom med et knald. Og snart skal alle vennerne have en tur på pigen. Per, det dumme svin, får dog ikke bare fikset sin dårlige ryg, men bliver også et bedre menneske og får varme følelser for den mystiske pige.

Det lyder hardcore, og billedsiden består da også af socialrealistiske jordfarver og grå beton. Men manuskriptet pakker hele miseren ind som en mærkelig, underfundig folkekomedie om mænd, der altså misbruger en ung pige. Tabermændenes snak om øl, fisse og konen, der skred, leveres dog temmelig stift og føles mest bare som noget, Fupz Aakeson har skrevet og Wiedemann lagt i munden på skuespillerne. Når Nicolaj Kopernikus forbitres over, at ekskonen har fundet en ny, yngre mand, som er parkeringsvagt, himler man med øjnene, for er det overhovedet muligt at finde et mere fortærsket håneobjekt end parkeringsvagter?

Katrine Wiedemann er først og fremmest (aner)kendt som succesfuld teaterinstruktør. Hun spillefilmdebuterede i 2000 med den illusionsløse Morten Korch-filmatisering Fruen på Hamre, og efter Viceværten melder spørgsmålet sig, om filmmediet, der ikke fordrer samme tydelighed i konflikt og replik, er hendes rette boldgade.

Kopernikus har uden tvivl sine gode, sleske momenter som vennen Viborg, der er klam prædikant og helse-pimp i en og samme karakter. Og Lars Mikkelsen i hovedrollen spiller faktisk helhjertet og overbevisende med på forestillingslegen, hvor han formår at gemme et gyldent hjerte under sin modbydelige tabermands ydre. Julie Zangenbergs stumme, kronisk lummert-smilende dukkefjæs bliver til gengæld irriterende at se på i længden.

Problemet er ikke skuespillet, men den magisk-realistiske historie.

En ting er, at ideen fint kunne have fundet sig til rette i kortfilm-formatet, hvilket får de 85 minutter frem mod den klæge og utroværdige slutning til at føles lange. Noget andet er, at det hverken føles, som om filmen har rod i virkeligheden, der trods alt er Viceværtens tydelige location, eller i genkendelige følelser og psykologi.

Har man overhovedet lavet research?

En lille detalje: En mand har fået konstateret sklerose og vil helbredes af pigen. Per nægter – og vupti: I næste scene er manden død. I virkeligheden går sklerose altså rimelig langsomt.

Men frem for alt er det svært at blive klog på, hvad filmen gerne vil fortælle om den maskuline seksualitet ud over, at manden på bunden er ussel og ynkelig og i alvorlig grad trænger til en partner. 

Folkene bag filmen har i hvert fald gerne villet tackle tabubelagte emner og frelse en synder – ikke ulig finske Aki Kaurismäki, der i Lys i tysmørket fra 2006 giver en usympatisk tabermand det gyldne håb tilbage via forholdet til pigen i grillbaren. Men hvor denne film er rørende i sin lakoniske sentimentalitet, insisterer Viceværten på at være in your face-provokerende og kontroversiel. Og det har så skullet gå ud over tabermanden. Stakkels mand.