Biografanmeldelse
02. nov. 2017
Victoria & Abdul
Det umage makkerpar Dronning Victoria (Judi Dench) og Abdul (Ali Fazal) hygger sig på sejltur i Skotland. Foto | Peter Mountain

Victoria & Abdul

Stephen Frears viser et glansbillede af Det Britiske Imperium i dets storhedstid tilsat humor, charme og en lille smule fremmedhad.

Af Kjartan Hansen

Baseret på sande hændelser. 

Sådan starter mange historiske dramaer. Men denne gang er det anderledes. Her tilføjes ordene: ”For det meste,” og netop det er filmens force. Med lidt humor og filmisk tryllestøv opdigter Stephen Frears sin egen udgave af de delvist sande hændelser.

Ligesom når Askepot i eventyret vinder prinsens gunst på grund af noget så basalt som skostørrelse, bliver indiske Abdul (Ali Fazal) udvalgt til at overrække Dronning Victoria (Judi Dench) en jubilæumsmønt i anledning af hendes første 50 år på tronen, fordi han er højere end gennemsnittet.

Den uhøjtidelige, men charmerende inder vækker opsigt, når han i 1887 ankommer til det rigide britiske hof. Han bliver festligt klædt på til at møde dronningen, som keder sig grusomt. Men så mødes deres øjne.

Det bliver starten på et smukt venskab, forstår vi nok. Vi er allerede blevet forført af hans fængslende smil og brune øjne, og snart giver hans venskab dronningen livsglæden tilbage. 

Men den intrigante britiske adel er parat til at gøre alt i sin magt for at slippe af med den fremmede nyankomne, før han får for meget magt.

I sin første halvdel serveres fortællingen som en forfriskende cocktail med lige dele historisk drama og munter farce. Den formår at gøre grin med forældede vaner og ritualer, samtidig med at den deler rundhåndet ud med små juveler af historisk viden.

Vi kommer til bords med den altid skønne Judi Dench i rollen som dronning Victoria, der var kendt for sin dårlige bordskik. Hun sluger grådigt maden i sig, så de måbende gæster ikke kan nå at blive mætte, før maden tages af bordet for næsen af dem.

Man forstår instinktivt, at det dengang var almindeligt, at alle gæsternes tallerkener blev taget af bordet, så snart dronningen lagde bestikket fra sig. 

Men det bliver mere og mere frustrerende, at motivet for den centrale konflikt mangler. Som handlingen skrider frem, overskygges humoren af den mere eller mindre uldne konflikt mellem Abdul og den intrigante adel. Selv om de sporadisk rynker på næsen, imens de nævner hans herkomst, bliver fremmedhadet kun antydet.

Vi kan se, at de føler sig indigneret over, at deres hvide dronning værdsætter den brune mand mere end sine landsmænd. På den måde fremstår Dronning Victoria som en tolerant hersker i et racistisk miljø. Et mere funklende og poleret glansbillede af hende kan man næsten ikke bede om.

Men også den skarpe pointe bliver tabt, fordi fremmedhadet hele tiden nedtones. Det er svært at gennemskue præcis, hvor fortællingen vil hen. 

Måske er racisme for vanskeligt at diskutere i en film, der starter som en komedie. Men det bliver kun mere problematisk af, at humoren og sødmen er fraværende hen imod slutningen. Og humoren bliver ikke erstattet af et mere dybdeborende perspektiv eller andet, som kan fastholde fascinationskraften.

Filmen indeholder en utrolig historie om en tilfældig inder, der nå helt ind i magtens centrum. Historien tigger om at blive fortalt, men bliver desværre kvalt i et glansbillede af et imperiums storhedstid.

Titel:
Victoria & Abdul

Land:
Storbritannien, USA

År:
2017

Instruktør:
Stephen Frears

Manuskript:
Lee Hall, Shrabani Basu

Medvirkende:
Judi Dench, Ali Fazal, Tom Pigott-Smith, Eddie Izzard

Spilletid:
112 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
2. november

Relevante artikler

Biografanmeldelse
22. aug. 2016
Florence

Florence

Biografanmeldelse
27. nov. 2013
Philomena

Philomena

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
04. aug. 2024
Birds

Birds

Serieanmeldelse
03. juli 2024
STHLM Blackout

STHLM Blackout

Biografanmeldelse
30. juni 2024
Gondola

Gondola

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!