Vildmænd

Martin er rejst fra kone og børn, langt op i de norske fjelde, for at finde tilbage til sin ur-mand.

Han vil tilbage til naturen, hvor en mand kan være en mand.

Dér står han, stolt og rank i sit tøj af rensdyrskind, og sender en pil lige i låret på en intetanende bjergged. Dér ligger han, klynkende og udmattet, og kaster en skrubtudse op, som han har spist. Han kunne alligevel ikke fange geden.

Kort efter ankommer han slukøret til en tankstation for at fouragere, men der er et problem. ”Nu er det sådan, at jeg har glemt min pung ...”

Hvis tanken om en bueskydende dansker i Norge får det til at løbe koldt ned ad ryggen, er det ikke noget, man skal lægge Thomas Daneskovs satire til last. Martin (Rasmus Bjerg) er et harmløst fjols, håbløst selvhævdende og blind for egne selvmodsigelser.

Han bliver indigneret over, at man i det moderne Norge ikke længere kan bytte sig til livets fornødenheder – og en pakke smøger og øl – med et rensdyrskind eller en god, solid økse. Han har nok selv købt sig til begge dele, men holder alligevel på sit, selv da tankbestyreren dukker op med et baseballbat.

Så må Martin jo begå et lille røveri. I selvforsvar, som han siger.

Rasmus Bjerg er kostelig som det selvretfærdige mandefjols Martin. Ligesom fjeldløberen i Ole Giæver og Marte Volds Mod naturen forsøger hovedpersonen at finde sig selv i den dramatiske norske natur.

Men historien tager en drejning, da han støder på Zaki Youssefs hårdt sårede hashkurer Musa.

Han er kørt ind i en elg. Det sker jo deroppe. Og da Musas to psykopatiske følgesvende ser stendøde ud efter ulykken, tager han varerne med sig fra bilen og humper ud i skoven. Her støder han på Martin, der prædiker om vildmandslivets fortræffeligheder, mens han syer Musas åbne benbrud med snøre og gåpåmod.

Men Musas kompagnoner er ikke helt døde. Og de vil have deres narko tilbage. Da de lokale landbetjente sætter efter, forvikler Vildmænd sig snart til en veloplagt krimikomedie et sted mellem Coen-brødrenes skæve typer og Ruben Östlunds nådesløse satire.

Thomas Daneskov har noget med maskuline fællesskaber.

Kortfilmgennembruddet Ud, spring over, ind handler om et flosset forhold mellem far og søn, der møder hinanden i en salig sommerhusrus. Joints og drinks er der også nok af i Eliten, debutfilmen om en privilegeret forfatterspire, der tager sine venner med sig i hundene for at løsne sin kreative forstoppelse.

Instruktøren har fundet en sjæleven i den fremstormende murstensforfatter Morten Pape, hvis afgangsfilm fra Super16, Halvmand, også handler om en mand på flugt fra familie og forpligtelser.

Deres manuskript er vittigt og konstant overraskende.

På et tidspunkt fører Musa an gennem vildmarken til Gudedalen, en vikingelandsby i nærheden, hvor Martin håber at finde et åndeligt fællesskab af bagstræberiske maskinstormere. Det viser sig at være en turistfælde fuld af forlorne weekendvildmænd.

Virkeligheden trænger sig på.

Bjørn Sundquist giver filmen et moralsk pejlemærke som den pensionsmodne politichef, der er for snusfornuftig til at behandle Martins midtlivskrise med andet end træt overbærenhed.

Sofie Gråbøl dukker op som konen med to børn på slæb, forvirret og irriteret over, at Martin ikke er på teambuilding-kursus alligevel.

Dumhederne tager til, og narkopusherne rykker nærmere, indtil hannerne tørner mod hinanden i et voldeligt klimaks, der synes at hente inspiration i Hans Petter Molands thrillere med Stellan Skarsgård.

Det er lidt af et skift for en film, der ellers er blidt og bredt underholdende.

De flotte billeder og et indie-afslappet musiktæppe af især den underkendte 70’er-musiker Ted Lucas holder tonen, og trådene samles i en eftertænksom afslutning, der sætter trumf på tematikken.