Villy og monsterplaneten

Tiårige Villy lever det gode liv i rummet med sine rumopdagelsesrejsende forældre, indtil en ulykke får deres rumskib til at havarere, og så strander Villy mutters alene på en fremmed og mennesketom planet.

Villy må som eneste menneske på planeten klare sig alene og overleve som en anden Robinson Crusoe, indtil en redningssonde kan finde ham og bringe ham hjem til forældrene.

Selve ulykken, der sender Villy på eventyr, bliver skildret overraskende prosaisk. En dag efter morgenmaden flyver familiens rumskib ind i et asteroidebælte og havarerer. Den sektion, som Villy er i, løsriver sig og sender ham på rumfart, og i næste øjeblik lander han på monsterplaneten.

Faktisk er der ikke meget monster over monsterplaneten. De fleste af planetens mange farverige væsner er ganske fredelige og godhjertede – som det gule, larvelignende væsen, Villy bliver venner med og navngiver Flash.

Med sig på planeten har Villy også den lille dronelignende redningsrobot Buck, der også lige skal lære, hvordan man passer på en lille menneskedreng, gør ham glad og trøster ham, når han er ked af det.

Robotten giver da også anledning til en hel del nuttet fisk-ud-af-vand-humor. Den giver alt for hårde high-fives og skal lære at give trøstende knus. Efterhånden som tiden går på den øde planet, vokser forholdet mellem de to også, og Villy lærer at stole på Buck og omvendt.

Animationen er sød og farverig, med masser af sjov kreativitet i de mange rumvæsener. Kæmpe stenmonstre og tudende gødningsbiller, flyvende fuglelignende væsner forklædt som larver, hurtigtrullende pelsdyr og vraltende biller.

Det er helt sikkert i væsnernes fantasifulde design, rumplanetens landskab og farvestrålende planter og blomster, at Villy og monsterplaneten viser sig fra sin bedste side. Man får også det tydelige indtryk, at det er her, at filmskabernes kærlighed har ligget.

Villys forældre og deres opdagelsesarbejde kommer til at fremstå som en bisætning – en nødvendig rammefortælling, der sætter historien i gang og giver en naturlig afslutning – of det er tydeligt, at filmskaberne hurtigt vil have den overstået, så Villy kan komme på solo-eventyr.

Det er en skam, for filmen formår aldrig rigtigt at skabe spænding om, hvorvidt Villy vil blive reddet, og da Villy igen genforenes med sine forældre, føles det underligt antiklimatisk.

Der er heller ikke meget på planeten, som formår at skabe udfordringer for Villy. Hvor Robinson Crusoe skulle kæmpe for at finde mad og ly og lære at klare sig på egen hånd i en verden langt væk fra samfundet, er der meget få ting – ud over kedsomheden – som Villy må overvinde.

Planetens væsener er overordentligt venlige, og bortset fra nogle stenmonstre og en haglstorm med hagl på størrelse med sejlbåde, er der ikke meget, der skaber et større drama.

De flotte og farverige omgivelser giver imidlertid nok hyggelig adspredelse til, at der altid er noget nyt at kigge på. Og i larvevæsnet Flash finder Villy en god dyreven i stil med dragen Tandløs fra Sådan træner du din drage-filmene.

Villy og monsterplaneten er en sød og farverig børnefilm, der nok skal glæde de mindste og har tilstrækkelig visuel opfindsomhed til at holde deres forældre underholdt.