Violent Night

Der er langt til det klassiske juleeventyr, når vi kort inde i filmen er vidne til det fjerde barbariske splattermord. 

Violent Night vender julefilmen på hovedet og tilfører en bunke skydevåben, men holder fast i højtidens klichéer. 

Den travle juleaften er oprunden, men julemanden er endt på værtshus. Hængende over bardisken ruller den ene beklagelse efter den anden ud af munden på ham. 

Børn vil bare have penge og computerspil. De er grådige og tror slet ikke på ham længere. Måske bliver det hans sidste år.

Han flyver afsted med sine rensdyr, mens han pisser og brækker sig ud over kanen. Gaverne skal jo ud. 

Anderledes traditionelt står det til hos rigmandsfamilien Lighthouse. 

Jason har sin ekskæreste med til juleaften, så de kan fejre aftenen med deres fælles datter. De ankommer til det enorme palæ, hvor massevis af vagter og tjenere opvarter den lille familie. 

Overhovedet i Lighthouse-familien er den barske matriark Gertrude. Jasons søster er mødt velforberedt op til kampen om at slikke røv på moren. Én af de voksne børn skal jo drive firmaet videre en dag. 

Det skøre familiegalleri er totalt stereotypt. Ekstravagante Gertrude (Beverly D’Angelo) er tømt for følelser, har travlt med at lave forretning og aner en bagtanke ved hver eneste venlig gerning. 

Den opportunistiske søster Alva har nøje tilrettelagt sin plan for, at hun skal være førstevalg til arven. Med sig har hun bragt sin nye kæreste, en smuk action-skuespiller, som får medlidende øjne efter enhver dum kommentar. 

Alvas teenagesøn flasher familiens glamourøse livsstil på sociale medier. 

Imens har Jasons familie alle hjertet på rette sted. Særligt datteren Trudy er som taget ud af en klassisk julefilm. Det er slet ikke gaverne, der er vigtige. Hun ønsker blot, at mor og far finder sammen igen, fortæller hun julemanden via sin walkie-talkie. 

Pludselig starter en hæsblæsende gidseltagning, da julehaderen Scrooge ankommer med sit slæng. Han vil hævne sin barndoms sløje jul ved at lade det gå ud over de allerrigeste. 

Det ene splattermord efterfølger det næste i overgjorte kampscener, der kun bliver mere absurde af den underlæggende julemusik. 

Først er det underholdende og opfindsomt, som når jesusbarnet i et gigantisk krybbespil anvendes som mordvåben. Men efter den første overraskelse er det svært at blive revet med af det skøre univers. 

Den fordrukne julemand ankommer for at redde julen. Han farer rundt i palæet og uddeler tæsk med en forhammer, mens Trudy i bedste Alene hjemme-stil sætter fælder med skarpe søm og rullende bowlingkugler. 

David Harbour gør det godt i rollen som julemand. Han udstråler fra start udmattelse over kommercialiseringen af julen, men viser både krigerisk råstyrke og ømhed i mødet med lille Trudy. 

Genreleg er altid sjovt, og det er morsomt at spille på klichéerne i julefilm, der i en evighed har budt på sukkersød stilstand. Men det karikerede persongalleri og de ekstreme splatterscener er mere gak og løjer end spidsfindigt udfordrende. 

Særligt skørt bliver det, når man få sekunder efter et massedrab hører søde Trudy fortælle, hvor vigtigt det er at bevare sin tro på julemanden. Især de voksne kunne lære at tro på noget større, siger hun, men budskabet flyder sammen og ender som en forvirrende oplevelse. 

De mange actionscener overskygger familiedramaet. Filmens producer David Leitch står bag actionbaskere som John Wick, Deadpool og en spin-off til Fast & Furious-serien, så på den front er man i trygge hænder. 

Men Violent Night insisterer på ømme øjeblikke, der skal minde os om, at vi ikke må glemme julemagien. Det føles noget malplaceret og er uoriginalt, når vi lander på det gode gamle budskab, at julen ikke handler om penge, men om familie og nærvær.