Violet

Døden er en svær størrelse. Man vokser op med den overalt omkring sig – i aviser og computerspil – og alligevel er den i stand til at smadre hele ens verdensbillede, når den pludselig rammer hverdagen.

Det viser flamske Bas Devos med en imponerende stilsikker spillefilmdebut, der kæmper om New Talent-prisen på dette års udgave af Cph Pix.

Og Violet er et godt bud på en vinder (den ligger pt. i spidsen af Ekkos stjernebarometer).

Filmen handler om den femtenårige Jesse, der forsøger at kæmpe sig tilbage til en tålelig dagligdag, efter at han har overværet sin ven umotiveret blive stukket ned i et mennesketomt indkøbscenter.

Selve mordet vises distanceret gennem lange indstillinger fra overvågningskameraer. Man ser to forskellige vennepar bevæge sig dovent rundt i centeret. Pludselig står de over for hinanden, og den ene af drengene stikkes med en kniv. Han forbløder på gulvet og dør.

Hvordan kunne det ske?

Det spørgsmål mødes Jesse med fra omverdenen, og han har naturligvis intet svar. Han forstår ikke situationen, og vennerne forstår ikke ham. Jesse isoleres, og skylden over ikke at kunne have forhindret mordet piner ham.

Jesse prøver langsomt at komme tilbage via sine venner fra forstadens BMX-miljø, men det er ikke let. Han har på alle måder meget svært ved at følge de andres tråd på sin lille cykel.

Jesse spilles af Cesar De Sutter, hvis benede ydre og tunge øjne giver Violet en troværdig tyngde til skildringen af en dreng, der pludselig ikke kan følge med omverdenens tempo.

Filmens helt store force er, at den viser, hvordan Jesses hærgede indre manifesterer sig i hans omgivelser. Jesse bruger utrolig få ord til at beskrive sin situation, men i lange, hypnotiserende indstillinger følger kameraet Jesse gennem forstadens violette tusmørke, mens verden går sin vante gang uden for hans synsfelt.

Der er følelsesmæssig vægt bag de overlegne, stilistiske virkemidler.

Det er hårdt, når man tvinges gennem det kliniske oprydningsarbejde på gerningsstedet, som to mænd i Kansa-tøj udfører et par uger efter mordet. Med skovle og koste losser de blomster, breve og bamser op i en skraldevogn, og det konstateres tørt, hvordan livet går videre.

Faren forsøger at lave kaffe til sin femtenårige søn, han tager ham også med på job, stiller ham et par spørgsmål, men de får ikke talt om noget vigtigt.

I stedet forsøger Jesse at bearbejde sorgen ved at stille sig op og på stor afstand kigge på den dræbte forældres hus. Også de har sorgen helt tæt på, så måske kan der findes en form for forsoning ved bare at betragte dem.

Fotografen på Violet er Nicolas Karakatsanis, der også stod bag kameraet i Michaël R. Roskams lige så sansemættede Bullhead. De dvælende billeder af et sorgbetynget forstadsliv kontrasteres med små, hurtige Youtube-lignende indklip.

Samme stil kendes fra Gus Van Sants fremragende Paranoid Park, der ligeledes handler om en ung dreng, der må forsøge at bearbejde et pludseligt dødsfald.

Men i modsætning til Van Sant er Bas Devos ikke interesseret i selve voldsspørgsmålet. Hans film interesserer sig heller ikke for, hvem der stor bag drabet. I stedet er den en umanerligt stilsikker og visuelt overrumplende beskrivelse af en ung mand, der må erkende, at en voldsom død ikke er noget, man nogensinde kommer over. Jesse må lære at leve med det.

Bas Devos er en instruktør, man bør holde øje med i fremtiden.