Vogter

Eva er en indesluttet, men alligevel sympatisk og empatisk fængselsbetjent.

Hun hjælper fanger med deres lektier, siger god morgen, når hun kommer med morgenmaden og forsøger i det hele taget at forsøde livet for de indespærrede.

Men i et fatalt glimt ser hun en bøs og bister ung mand ankomme til fængslet. Mikkel giver hende en mindelse om en forfærdelig hændelse i hendes fortid.

Den unge mand er hendes søns morder – en kendsgerning, som ingen på hendes arbejde ved besked om. Eva ansøger om at blive overflyttet til den unge mands afdeling. Det er afdelingen for særligt farlige fanger med et ganske anderledes barsk og brutalt miljø end dér, hvor hun kommer fra.

Således bliver hun en hemmelig hævner.

Optakten til Gustav Möllers Vogter er fantastisk med sin stille melodi om en kvindes hævn, som støt og stædigt bliver til personlig terror og tortur versus samfundets egen straffeudmåling: at resocialisere de dømte.

Det sidste er ikke noget, som afdelingens leder tror på, og derfor tolereres hårdhændet vold over for de indsatte. Så Evas psykologiske dilemma omkring at tage loven i egen hånd og udøve selvtægt i sin egenskab af vogter passer som hånd i håndjern.

Længe lykkes hendes misgerninger over for morderen. Men så vender bøtten, og det bliver til en anderledes magtkamp mellem de to.

Vogter er på alle måder et veldrejet kammerspil.

Den dansk-svenske instruktør Gustav Möller fik sig et veritabelt gennembrud med Den skyldige, som i 2018 stolt fik verdenspremiere ved Sundance-festivalen i USA. Krimikammerspillet med en mand, en telefon og en kvinde blev sågar genindspillet på amerikansk.

Siden instruerede han den svensk producerede Mørkt hjerte, som er en af de bedste skandinaviske true crime-serier.

Gustav Möllers røde tråd er det etiske dilemma i forhold til den ubodelige og uforklarlige ondskab – et tema, som også står centralt i film fra det forrige århundrede af den fransk-katolske instruktør Robert Bresson.

Eva har en alvorlig samtale med en fængselspræst, da hun begynder at løbe sur i sit hævntogt.

Sidse Babett Knudsen overbeviser som en følelsesmæssigt forstenet kvinde, der mere og mere bliver offer for sin egen hævngerrighed.

Sebastian Bull er imponerende uhyggelig som den infame, men snedige morder. Scenen hjemme hos hans mor, hvor Marina Bouras bravt leverer karakteren som en skævvredet og snobbet kvinde, er næsten filmens bedste.

Vi får indtryk af det moderdyr, der skaber en morder – en indsigt med ekko af Evas egen opdragelse af sin myrdede søn.

Rundt omkring de to hovedpersoner er der lutter gode kræfter. Dar Salim er den skrappe, men solidariske afdelingsleder med kæft trit og retning. Jacob Lohmann er den forstående og forsonende præst på sporet af en ulykkeligt ensom og såret kvinde.

Det er alt sammen filmet minimalt i glidende seancer af hverdag i et indelukke. Farven gul i diverse nuancer af kulde er gennemgående lys over volden latent til stede konstant.

Når jeg finder, at Vogter er knapt så vellykket som Gustav Möllers forrige værker, skyldes det, at filmens intention er lidt labil.

Skal den være en spændende fængsels-thriller med sit klaustrofobiske voldsregime eller et signalement af et stakkels menneske stedt i en etisk tragedie?

Filmen har to bolde i luften.

Der er eskaleringen af Evas vold mod den indsatte og Mikkels modtræk på deres fælles skakbræt. Og så den binding, som opstår mellem de to og mimer et mor-søn-forhold.

Men denne tvetydighed gør paradoksalt nok filmen så stærk, at man alligevel helt bogstaveligt forbliver fængslet. Af en fængselsfilm, som vil noget andet og mere end at fortælle, at helvedet er de andre. Især når de er lukket inde sammen.