Vores sidste tango

Det fortærskede udtryk om, at der skal to til tango, passer om noget perfekt på den argentinske dokumentar, Vores sidste tango.

Her har vi nemlig en såre enkel historie om danserne Maria Nieves Riego og Juan Carlos Copes, der i en menneskealder dannede par i tangoen og i virkeligheden. Men også om to mennesker, der lever og ånder for dansen igennem deres passion, temperament og kærlighed til dansen og hinanden.

Veteranen Wim Wenders har produceret filmen, der har dansen tilfælles med tyskerens egen Pina fra 2011.

I Vores sidste tango fortæller skiftevis Maria på 80 år og Juan på 83 år om tangoen og deres forhold. Men også om, hvad det har kostet dem personligt og professionelt at nå til tops.

Maria og Juan møder allerede hinanden i 1940’ernes Buenos Aires og begynder at danse tango sammen. Hurtigt viser de sig som et talentfuldt par og bliver mere og mere populære i løbet af 1960’erne og 70’erne.

Her er det vigtigt at forstå, hvor populær tango er i Argentina. Som filmen skrider frem, opdager man virkelig, hvor kæmpestore stjerner Maria og Juan ender med at blive.

Tango er en ekstrem sensuel og dramatisk dans, og det formidler Vores sidste tango med velvalgte virkemidler.

De karakteristiske toner af tango med masser af strygere og harmonika fungerer som underlægningsmusik på store dele af filmen og formidler stemningsfuldt dansens snigende intensitet og abrupte, men elegante bevægelsesmønster.

Men dokumentarens mest markante greb er måden, hvorpå den iscenesætter Maria og Juans historie. For det første kommer de to veterandansere selv til orde i helt klassiske interviews, men for det andet – og meget mere interessant – rekonstruerer filmen deres danse i små, episodiske tableauer.

Her fortolker en række yngre dansere deres forhold gennem tango i en tæt dialog med både Maria og Juan. Samtidig flettes de yngre danseres egne refleksioner over de to seniorers liv og dans ind, så filmen dynamisk opererer med flere lag på samme tid.

Hurtigt opdager man, at portrættet i virkeligheden er en stiliseret rekonstruktion af Maria og Juans liv og et forsøg på at genopføre deres forholds vigtigste scener gennem dans. Elegant klippes mellem de forskellige lag, så dans, interview og analyse væves sømløst sammen.

Og selv for et publikum, der ikke elsker dans eller har en latent passion for tango, er der noget at hente i Vores sidste tango.

For selv om tangoen godt nok er i fokus, udvikler filmen sig lige så meget til et portræt af to besatte egoer, hvis passion kommer før alt andet. ”Tango er kommunikation mellem mennesker, der overskrider selv kærligheden. Jeg vil dø for tango,” fortæller Maria undervejs.

Især det stormfulde forhold mellem Maria og Juan er interessant at følge. De starter med at finde sammen som kæreste og bliver senere gift, da de prøver lykken som dansere på Broadway i New York. Men de er begge dybt dedikerede til dansen, og hurtigt får Juan nok af et liv med Maria som både danse- og kærlighedspartner.

De skilles for en stund, men finder sammen igen – og denne gang kun professionelt. Juan får børn med en anden kvinde, og sjovt nok sprudler tangoen endnu mere, fordi deres temperament slår heftige gnistrer.

Mod slutning formår filmen faktisk også at lirke interessant til Marias personlige historie. Da de unge dansere begynder at spørge, hvorfor Maria ikke har fået børn, krakelerer hendes intime facade og viser et lurende temperament. 

Men scenen er nok så meget et symptom på den bitre og uforsonede tvekamp, der berigede Maria og Juans tango, men sled deres kærlighedsforhold op.