Walking Distance

Vi får aldrig lov at glemme, hvor svært overvægtig Federico (Luis Luca Ortega) er. Mexicanske Walking Distance starter med et billede af hans ryg, hvor fedt ligger i valke. Han pruster, stønner og grimassere, da han rejser sig.

Det er et interessant udgangspunkt. Federico er ikke hyggelig bamset, men stor som en nedrivningskugle af kød. Han er fanget i sit affældige hjem, hvor tapetet krakelerer og fjernsynet altid er tændt.

Der må være noget galt, hvis man isolerer sig med en diæt af chokolademüsli, hvidt brød og småkager, og man håber inderligt, at Federico formår at bryde ud.

Desværre synes instruktør Alejandro Guzmán Alvarez mere interesseret i den mastodontiske fysik end i psyken bag den. Og derfor bliver Walking Distance en vraltende film, der længe blot følger sin hovedpersons tempo.

Federicos sociale liv består af ugentlige besøg fra søsteren Rosaura (Martha Claudia Moreno) og hendes mand Ramón (Mauricio Issac). Hun er en bestemmende kvinde, der tydeligt har det dårligt i rum med sin store bror. Ramón er en lille, godhjertet mexicansk vatnisse med moustache.

En dag viser de Federico billeder fra en ferie. Det er et kærkomment afbræk for et menneske, der normalt ikke laver meget andet end at konstruere perlearmbånd. Han erindrer, at han også selv tog billeder engang, og da søster og svoger igen er ude, finder han sit gamle kamera frem. Der er film i, som skal fremkaldes.

Der bliver en kamp at gå hen til den lokale fotoforretning. Federico bakser sig frem med stok under en sol, der giver enorme svedplamager på blusen.

Musikken er komponeret af hovedrolleindehaver Luis Luca Ortega, og den bliver til tider sentimental. På turen med stok er det umuligt at se Federico som andet et offer. Man får ondt af ham, men lærer ikke at kende andet til ham end smerterne.

I andre scener formår Alejandro Guzmán Alvarez at beskrive situationen mere subtilt. På et tidspunkt regner det, og Federico sidder på sin seng uden at skære ansigt. Vandet udenfor og det blålige skær inde får ham til at ligne en særegen fisk fanget i et akvarium.

Nede i fotobutikken møder Federico den uopdragne, men charmerende knægt Paulo (Joel Figueroa). Han er spinkel og har sikkerhedsnåle i denimvesten. De er modsætninger.

Men de interesserer sig begge for fotografering, og de bliver venner en aften, Paulo tilfældigvis er kommet forbi Federicos hus. På samme lidt fortænkte måde har svoger Ramón ferie, og de tre starter et mærkværdigt venskab.

Paulo elsker tegneserier, og et hæfte handler om dødlister. Federico og Ramón begynder selv at udarbejde lister over, hvem de helst ser kradse af, og det er et herligt morbidt indslag.

Walking Distance bliver markant bedre, da de tre amigos endelig får et mål. Det viser sig, at Federico er en ganske habil fotograf, men det bliver selvfølgelig kedeligt, hvis man kun tager billeder af sit hjem. Han forsøger med et stilleben af dåsemad og meloner, men det fungerer ikke.

De vil have ham ud til stranden.

Fotografier kan vise sig at blive den nødvendige redning i et ellers trøsteløst univers. Ligesom levende billeder er det i så forskellige film som The Wolfpack og Be Kind Rewind.

På et rejsebureau lader det dog til, at den unge ekspedient mistænker overvægt for at smitte. Det giver både Paulo og Ramón muligheden for at træde i karakter og hjælpe deres kammerat.

Walking Distance er ikke en film om en mand, der tilfældigvis er tyk, men en film om en tyk og fastlås mand. Filmen er ofte lige så gumpetung som sin hovedperson. Vi lærer en masse om Federicos krop, men ikke nok om Federico.