War Dogs

Hver udstationerede soldat bærer våben og udstyr for over 100.000 kroner, fortælles det i War Dogs. Så man er nærmest en tosse, hvis ikke man forsøger sig som leverandør af dødbringende legetøj til det amerikanske militær.

Todd Phillips’ nye actionkomedie baserer sig på den virkelige fortælling om barndomsvennerne Efraim Diveroli (Jonah Hill) og David Packouz (Miles Teller), som går fra at lave ingenting og ryge pot til at sælge våben for flere hundrede millioner dollars – og ryge pot.

Journalisten Guy Lawson fortalte den aparte historie i artiklen Arms and the Dudes, som i 2011 blev bragt i Rolling Stone Magazine. Og selvfølgelig fatter Hollywood interesse, når det handler om våben, venskab, rigdom og nedtur.

Phillips’ filmatisering mangler dog bid som vanvidskomedie, og satiren over det absurde ved krig er ikke syleskarp. Til gengæld leverer Jonah Hill en forstyrrende morsom præstation som skruppelløs bamse.

War Dogs fortælles af Tellers David. I en voice-over hører vi om hans kedelige liv i solbeskinnede Miami. Han masserer ældre mænd, og da han bliver træt af deres tilnærmelser, forsøger han sig som sælger.

David vil sælge luksuslagener til plejehjem, men må hurtigt sande, at alle er ligeglad med de gamle og deres rynkede lærredshud. Man svøber heller ikke øgler i kashmiruld, får den unge sælger at vide.

Så brager Efraim ellers ind i filmen med smørkæmmet hår og kræmmersjæl. Han vil til at sælge våben og har brug for en partner, så det er heldigt, at vennen David står uden arbejde.

Miles Teller slog igennem med en uhyggelig intensitet og dedikation i tromme-dramaet Whiplash. Siden har han haft svært ved at ramme samme højder, og også i War Dogs fremstår David en kende apatisk og paralyseret.

Det er formentlig en overvældende oplevelse pludselig at være våbenmillionær. Men når komedien så febrilsk jagter et pinegalt udtryk, så passer Jonah Hills maniske Efraim bare bedre ind.

Vennerne starter et firma og byder i starten kun på de små militær-kontrakter. Det er en udmærket forretning at sælge lidt patroner her og lidt geværer der, for filmen foregår i 00’erne, hvor USA er i krig i Afghanistan.

Men Efraims ambitioner er større.

Da det amerikanske militær skal stå for at genopbygge det afghanske, søger de nogle, der kan levere 100.000.000 patroner. Da knægtene går efter den kontrakt, løber de ind i branchens mest dubiøse mellemmænd – og albanske gangstere.

Det skræmmer på ingen måde Efraim.

På sit kontor har han en Scarface-plakat, der viser Tony Montana gå amok med et automatvåben. Og han griner på samme måde som den indbildske ejendomsmægler Jeppe K. fra den danske satireserie Danish Dynamite.

Hills kunststykke er, at han også formår at fremstille den rendyrkede psykopat som en charmerende filur med forretningssans.

Todd Phillips (Tømmermænd-trilogien og Due Date) er kendt for komedier, hvor gode kammerater slår gækken løs og ter sig åndssvagt. Kemien mellem vennerne er altafgørende for, om man overhovedet interesserer sig for konsekvenserne.

Og på det punkt er der for langt mellem David og Efraim. Mens Efraim konstant jagter narko og prostituerede, så har David en kæreste og en lille datter, han skal passe på. Det eneste, der binder de to våbenhandlere sammen, er, at ingen af dem vil ødelægge en god historie med noget så prosaisk som sandheden.

War Dogs fungerer heller ikke rigtigt som krigssatire. Kubrick beviste med Dr. Strangelove, at magtmenneskers absurde våbenliderlighed kan være ustyrligt sjovt, men Todd Phillips synes egentlig ligeglad med Afghanistan-krigen, George Bush og Dick Cheney.

Hvad med de groteske rammer, der gjorde det muligt for to pothoveder fra Miami at klæde en våbenglad nation på til krig?