Biografanmeldelse
03. sep. 2015
We Are Your Friends
Det tidligere teenageidol Zac Efron spiller den talentfulde dj Cole, som forfalder til druk og fester i banalt moraliserende We Are Your Friends. Foto | Tony Rivetti Jr.

We Are Your Friends

Kan man både kysse og have mel i mund? I Hollywood ja, men amerikansk dj-drama med Zac Efron er nærmest en forbrydelse mod den elektroniske klubscene, som den angiveligt skulle skildre.

Af Anders Højberg Kamp

Den lille skal til at lege med den store. Det er torsdag aften på den lokale klub. Vores unge, uprøvede Cole (Zac Efron) har forladt festen for at få sig en smøg under stjernerne. Han spiller gratis. Ved siden af står 40-årige James (Wes Bentley), den internationalt højt besungne dj, der er lige så populær som nogensinde. Han tjener penge.

Som rygere nu engang gør, falder de i snak og er snart hoppet på en taxi. De er kørt op på pcp, et populært rusmiddel i USA. De lander midt i en high-end fest med dyre klæder og millionkunst på væggen. Snart åbner James en hel ny verden for Cole.

Grundlæggende handler filmen om en middelklassedreng – og hans venner – hvis mål med livet er at feste i klubber, spise piller og dase på stranden omgivet af lækre damer. Cole gider ikke gå i skole, for det er spild af tid. Vejen væk fra hverdagsjobbet er hurtige penge. Han skal have et hurtigt hit.

Coke, damer og fester er selvfølgelig en del af dj-livet, men alligevel er det ærgerligt, at instruktøren Max Joseph vælger at skildre klubmiljøet så overfladisk.

Det ligger i luften, at drengenes hang til det lette liv er en flugt fra den grå hverdag. Men den historie går tabt, for efter high-end-festen vågner Cole i James’ luksusbolig med musikstudie og den smukkeste kvinde, han i sit liv har set, nemlig Sophie (Emily Ratahkowski).

Den sociale historie om rodløshed bliver afløst af Hollywood-romantik.

Det bliver ikke bedre af, at dance-musikken er afsindigt komprimeret og banal. Den er nærmest en hån mod den elektroniske scene og særligt den progressive undergrund, som den udsprang af. Filmens musik er ren mainstream, hvilket er paradoksalt, for Cole mener, at James er gået i stå som dj og blot giver masserne, hvad masserne vil have.

Til gengæld ser James et talent i Cole. Han oplærer ham i hjemmestudiet og lader ham spille til de fede fester, imens Sophie og Cole bag hans ryg udvikler et forhold. Det har de masser af tid til, for den hærdede James viser sig at være dybt fordrukken.

Dette trekantsdrama virker opstillet, og det er svært at forstå, hvorfor de tre falder for hinanden. Vi ved ikke, hvad Sophie ser i Cole, og slet ikke, hvad James ser i Cole.

Skuespillerne gør, hvad de kan, men de er sagesløse i det svage manuskript, hvor deres roller slet ikke er tilstrækkeligt udfoldede. Vi tror på den Oscar-vindende Wes Bentley (American Beauty), når han spiller en fuld has-been, men vi får intet at vide om de psykiske problemer, han kæmper med.

Teenageidolet Zac Efron er troværdig som muskuløs kvindebedårer, men det er svært at se, hvilke personlighedstræk der gør ham tiltrækkende, eller hvorfor han er talentfuld.

Emily Ratajkowskis Sophie er smuk og læser på universitetet, men kan mest af alt lide at danse og feste. Det giver ikke meget for tilskueren at arbejde med.

Uafbrudt dans og fest får selvfølgelig sin tragiske pris. Piller og uhæmmet druk er sjovt i nuet, men ikke i længden, lyder filmens morale.

Tragedien påvirker ikke Coles affære eller hans forhold til James synderligt. Den spidser til gengæld til, da James får færden af Sophies utroskab, fordi Cole er upåpasselig som en dum teenager.

Trods trekant, tragedie, smukke skuespillere og dansevenlig pop tegner We Are Your Friends til at blive et historisk box office-flop i USA. Efter premieren 28. august har den leveret en af de dårligste åbningsweekender for en Hollywood-film nogensinde. Så det tyder ikke på, at det unge publikum har taget den appellerende titel til sig.

We Are Your Friends kan bedst ses som et surrealistisk eventyr om en middelmådig fyr, som vågner op i kongens seng, bliver hans lærling og tilmed dronningens førsteelsker. Altså én lang drøm. Det spændende er, om han både kan kysse og have mel i mund? Det sker i Hollywood.

Titel:
We Are Your Friends

Land:
USA

År:
2015

Instruktør:
Max Joseph

Manuskript:
Max Joseph, Meaghan Oppenheimer

Medvirkende:
Zac Efron, Wes Bentley, Emily Ratajkowski, Shiloh Fernandez, Alex Shaffer

Spilletid:
93 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år.

Premiere:
3. september 2015

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
10. mar. 2021
Zappa

Zappa

Boganmeldelse
16. okt. 2020
Casper

Casper

Serieanmeldelse
17. maj 2020
Grænseland

Grænseland

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!